ZANZIBAR: Sauti za Busara er en årlig tilbagevendende musikfestival, som afholdes i Stone Town på Zanzibar. I år blev den afholdt for 12.gang. Gennem årene har festivalen udvidet sig fra de første år kun at præsentere musik fra Tanzania til nu at have musik fra alle afkroge af kontinentet på programmet.
Liza Kamikazi er en ung stjerne fra Rwandas musik scene, og hun er en meget spinkel kvinde, men på scenen skaber hun magi. Hun flyver oppe blandt de mest formidable sangfugle kontinentet kender. Og hun fylder scenen, og når langt ud blandt publikum. Samtidig tør hun stille krav til sit publikum med lange introduktioner til flere af numrene.
Socialt engageret musiker og filmstjerne
Liza Kamikazi har simpelthen noget på hjerte, og det skal vi lytte til. Hun er meget optaget af sociale forhold i Rwanda, og hun komponerede en nationalsang i forbindelse med 20-året for folkemordet.
Udover at være musiker og sanger, er hun også både danser og skuespiller. Dans indgår som en ligeværdig del af koncerten. Der er hele tiden en danser på scenen. Dansen virker på intet tidspunkt påklistret, men derimod løber dansen som et parallelt spor og danner sammen med musik og sang en helhed gennem hele koncerten.
Som skuespiller havde Liza Kamikazi hovedrollen i den prisvindende film ”We are all Rwandans”. Filmen er baseret på angreb på en skole og nedslagtning af elever på Nyange skole flere år efter folkemordet. Nedslagtningen blev udført af pro-Hutu rebeller der i 1997 vendte tilbage fra deres eksil i Congo, for at færdiggøre det de opfattede som uafsluttet arbejde med at udrydde Tutsier.
Spørgsmål skaber engagement
Under pressekonferencen efter koncerten spørger jeg Liza Kamikazi om forholdet mellem musik og politik, hvad der kommer først. Om engagementet i sociale og politiske spørgsmål er noget, som opstår fordi hun er kunstner, eller om det er omvendt.
Hun misforstår måske min brug af ordet politik lidt, og hun siger, at hun ikke er politiker, hvorefter hun citerer Ralph Nadars (amerikansk jurist og miljøaktivist) berømte sætning:
”If you don't get into politics, politics will get to you” (hvis du ikke går ind i politik, vil politik komme til dig)
Citatets ordlyd optræder i forskellige variationer afhængig af kilden; se fx wikiqoute: “If you're not turned onto Politics, Politics will turn on you”, eller brainyquote: "Turn on to Politics, or Politics will turn on you". Meningen er dog nogenlunde den samme.
Liza Kamikazi fortsætter med at forklare om sit sociale engagemant. Hun har altid ment, at man skal forholde sig til sin omverden. Men hun præciserer, at hun ikke har nogle endelige svar, og heller ikke ønsker at komme med svar. Hun vil stille spørgsmål, og ønsker derved at få mennesker til at forholde til deres liv og omverden, eller bare tænke sig om. Hun fortæller, at hendes ambition er at bruge kunst til opbygge kapacitet hos mennesker, så de selv kan ændre deres liv.
Liza Kamikazi er blandt mange andre ting involveret i musikskoler for børn, hvor der ikke kun undervises i musik i traditionel forstand. I undervisningen bliver musik, kunst og kultur betragtet bredere, som noget der er knyttet til hverdagen og det sociale liv. Musikken bruges som et middel til at forstå elevernes eget liv og bearbejde sociale problemer i elevernes hverdag. Dermed kommer musik til at handle om meget mere end at lære at synge eller spille på et instrument.
En ny Miriam Makeba er født
Jeg vil ikke tøve med at benytte meget store ord, når de er nødvendige for en præcis beskrivelse. Da Liza Kamikazi på pressekonfenrecen bliver spurgt, hvilke andre kunstnere der inspirerer hende, nævner hun en række forskellige både kvindelige og mandlige sangere fra det afrikanske kontinent, og jeg venter på, at hun også vil nævne Miriam Makeba, men det gør hun ikke.
Wikipedea om Miriam Makeba
Midt under koncerten i Old Fort i Stone Town på Zanzibar forsvinder min fornemmelse for tid og sted. Jeg er på en tidsrejse. Pludselig er jeg i Sydafrika for flere årtier siden og ser en ung Makeba på scenen. Først langt senere mod koncertens slutning opdager jeg, at jeg stadig befinder mig til Busara-festivalen på Zanzibar i 2015.
Liza Kamikazi har det samme kraftfulde udtryk på scenen. Hun bevæger sig dansende og syngende, mens hun omfavner alt omkring hende. Det synes umuligt, at en så lille og spinkel kvinde, kan være så karismatisk at hun fylder hele rummet, når hun synger i hele spektret, men det er mere end sang. Det er en manifestation af kraft, voldsom og blid, sanselighed, besættende og klar, fyldig som solen og havet.
Meget mere om Liza Kamikazi og hendes musik: www.lizakamikazi.com
Læs også artiklen, hvor festivalens pressechef Ojay Haashim fortæller om den østafrikanske musikbranche gennem de seneste 10 år: Musikalsk infrastruktur og nye genre giver nyt liv til østafrikansk musik