Mere end 4 millioner husdyr er døde som følge af ekstrem kulde og store mængder sne i Mongoliet.
Det er næsten en tiendedel af landets husdyr, og omkring 100.000 hyrdefamilier i Mongoliet er påvirket af katastrofen, beretter Røde Kors.
UDEN DYR, INTET MENNESKELIV
Nomadefolket i Mongoliet har ofte ingen anden indtægtskilde end deres husdyr.
De lever af deres får, geder, kvæg, kameler og yakokser, som de spiser og bruger som handelsvare.
Internationalt Røde Kors beder derfor nu verdenssamfundet om fem millioner kroner, der skal hjælpe de berørte hyrder med mad og udstyr, psykosocial støtte og hjælp til at genetablere deres indtægtsgrundlag.
PÅVIRKER HELE SAMFUNDET
Mongoliet er ofte ramt af ekstreme vejrforhold, hvor lange tørre somre ofte bliver afløst af ekstrem kulde og sne om vinteren.
Det har de seneste ti år blandt andet betydet, at op imod halvdelen af landets tre millioner indbyggere nu er flygtet til hovedstaden og har måttet opgive livet som nomadiske hyrder.
Det er ikke kun de enkelte hyrdefamilier og de stolte nomadetraditioner, der er under pres for vejrforholdene. Også den samlede økonomi lider et knæk i et land, hvor husdyrhold udgør 19 procent af den samlede produktion og beskæftiger godt en tredjedel af befolkningen.