Statens Serum Institut leverer ikke aftalte vacciner

statens_serum_institut_hovedbygning
Hovedbygningen af det originale seruminstitut i København.
Foto: www.mysona.dk / (CC BY-SA 3.0)
Laurits Holdt

Statens Serum Institut (SSI), der bl.a. producerer vacciner, har ikke levet op til sine aftaler om at levere tuberkulose-vacciner til bl.a. UNICEF. Det skriver dagbladet Information mandag.

Det drejer sig om BCG-vacciner til småbørn og i 2015 leverede SSI ikke 60 millioner lovede vacciner.

Ifølge Information anslår FN's sundhedsorganisation, WHO, at UNICEF manglede 73 millioner ud af de 180 millioner vacciner, som den havde brug for.

Direktøren for SSI, Nils Strandberg, siger til Information, at de manglende leverencer skyldes problemer med produktionsudstyret, udskiftning blandt personalet og usikkerhed i forbindelse med, at SSI's enhed for vaccineproduktion er sat til salg af staten.

SSI forventer, at være klar til at producere vacciner mod lungesygdommen igen i 2017, skriver avisen.

Tuberkulose er meget lidt udbredt i Danmark og de andre nordiske lande. Dog er der en relativ høj forekomst af sygdommen i Grønland. Den er udbredt i Afrika syd for Sahara, og i Sydøstasien. Ifølge Netdoktor dør omkring omkring tre millioner mennesker af sygdommen hvert år.