Stor dansk eksport af nødhjælp

Redaktionen

Danske virksomheder sælger varer til internationale organisationer i hæsblæsende tempo. På bare 4 år er eksporten til FN-systemet fordoblet og firedoblet til Verdensbanken, skriver Berlingske Tidende mandag.

Således nåede Danmarks leverancer til FN-familiens talrige medlemmer for første gang en milliard kroner i 2002, hvad der gjorde Danmark til verdens tiende største leverandør til FN og de mange underorganisationer. En position, der er helt ude af trit med landets størrelse, skriver Esben Kjær i Berlingskes Business-tillæg.

Efter flere års fald i dansk eksport til Verdensbankens projekter og aktiviteter vendte udviklingen i 2000 og nåede sidste år op på 581,6 mio. kr. Til gengæld har eksporten til de regionale udviklingsbanker i Afrika, Asien og Latinamerika været faldende.

Berlingske Tidende anfører, at der er flere årsager til, at Danmark klarer sig så godt. En af dem er, at FNs indkøb af varer og tjenesteydelser på 5 år er steget fra omkring 3 til 4,5 milliarder dollars. Det trækker alle med op. En anden er, at flere FN-organisationer med store indkøb er stærkt placeret på dansk grund – en udvikling, der bl.a. tilskriver sig dav. udenrigsminister Uffe Elllemann-Jensens (V) indsats.

Således har 4 FN-organisationer med indkøbsfunktioner kontorer i København. Det er Børnefonden, UNICEF, med sit verdenslager i Frihavnen, som aftager alt fra skolekridt til moskitonet, det er FN-systemets hovedindkøber, IAPSO, det er UNOPS (projektstyring) og endelig Befolkningsfonden, UNFPA.

Sundhedsorganisationen, WHO har ganske vist sit regionale hovedkvarter for Europa i København, men ingen indkøbsfunktion.

IAPSO og UNICEF aftog danske varer for henholdsvis 130 og 234 mio. kr. i 2002, hvilket giver Danmark en markedsandel på respektive 20 og 6 procent, fremgår det af Esben Kjærs omfattende reportage i Berlingske mandag.

Tallene for EU er svære at decifrere, da Unionen kun opgør omkring 15 pct. af bistanden i detaljeret statistik. Af de opgjorte midler stod danske eksportører for en halv milliard kr. eller ca. 5 procent i 2001. Til sammenligning er Danmarks andel af EUs samlede budget 2,1 pct.

EU yder bistand for over 80 milliarder kr. til flere end 150 lande; det er en fordobling på 10 år og gør Unionen til en af de største donorer.