Store NGOer kan ikke komme frem med nødhjælpen i Mali

Forfatter billede

Næsten 700.000 børn under fem år står til at blive akut fejlernæret i Mali i år, men hjælpeorganisationerne kan ikke komme frem med nødhjælpen. CARE opfordrer alle aktører til at sikre, at hjælpen når sikkert og effektivt frem.

Det skriver CARE Danmark i en pressemeddelelse torsdag.

I takt med at kampene og volden er blusset op i det vestafrikanske Sahel-land i den forgangne uge, opfordrer CARE alle parter i konflikten til at beskytte og udvide det humanitære rum, så hjælpeorganisationerne sikkert og effektivt kan yde lokalbefolkningen hjælp.

“Den voldelige konflikt i Mali forhindrer lige nu de humanitære organisationer som CARE i at vurdere lokalbefolkningens behov for hjælp og i at yde dem livsvigtig nødhjælp”, siger Marianne Haahr, programkoordinator i CARE Danmark.

’Befolkningen i det nordlige Mali er presset til det yderste på grund af sidste års sultkrise sideløbende med den politiske krise. Nu bliver vi nødt til at handle hurtigt”, anfører hun.

Sulten vil sprede sig

Sultkrisen, som sidste år ramte hele Sahel-regionen og svækkede mange familier, er langt fra overstået. Selv om der er faldet mere regn i år, har konflikten drevet mange familier fra deres gårde og marker, hedder det.

“Lige nu anslås det, at 660.000 børn under fem år i Mali vil blive ramt af akut fejlernæring i 2013. Hvis konflikten fortsætter og nødhjælpsorganisationer ikke når frem med hjælpen, vil det blive starten på en ond cirkel af sult og vold”, vurderer Marianne Haahr.

Kortsigtet løsning

Over de seneste ni måneder har mange nordmaliske familier søgt tilflugt hos værtsfamilier i det sydlige Mali. Men det er ikke en løsning, der fungerer på lang sigt, understreger Marianne Haahr:

“Hjælpsomme værtsfamilier er ikke i stand til at have flygtninge boende på ubestemt tid. Så nogle af flygtningene har taget deres børn ud af skole for at spare sammen til et mere permanent sted at bo”.

Samtidig stiger antallet af mennesker – primært kvinder og børn – på flugt hver dag på grund af den nye bølge af vold. FNs kontor for koordinering af humanitære anliggender (OCHA) anslår, at mindst 30.000 er drevet på flugt alene de sidste par dage.

Sammen med de lokale myndigheder, partnerorganisationer og andre internationale hjælpeorganisationer koordinerer CARE indsatsen for at sikre hurtig og effektiv nødhjælp til befolkningen.

CARE Malis nødhjælpsteam står parat til at uddele mad og andre nødhjælpsartikler, som tæpper, spande, køkkenredskaber og sæbe, primært til familier bestående kun af kvinder og børn.

Om CARE Danmark

CARE er en af verdens største humanitære hjælpeorganisationer. I 2011 fik 122 millioner mennesker hjælp i 84 lande.

CARE i Danmark har specialiseret sig i at hjælpe verdens mest udsatte med dels at bekæmpe fattigdommen dels at tilpasse sig klimaforandringerne.

Yderligere oplysninger hos:
Presseansvarlig Liv Helstrup Østergaard,
e-mail: [email protected] og tlf. 31 10 26 83
web: www.care.dk