Støtte fra H.C. Andersen Fonden til mafia-ledet sambaskole i Brasilien

Redaktionen

H.C. Andersen 2005 Fonden, som står bag en verdensomspændende fest for eventyrdigterens 200-års dag næste år, har ydet mere end en million kroner i støtte til en brasiliansk sambaskole, hvis øverste leder er en del af den organiserede kriminelle verden i Rio de Janeiro, skriver Politiken fredag.

Fonden, der uddeler penge fra Bikubenfonden og fra stat og kommuner, har for 1,1 million kr. fået sambaskolen Imperatriz Leopoldinense til at gøre figurer fra H.C. Andersens eventyr til en del af skolens parade ved karnevallet i Rio til februar. Optoget vil blive overværet af en dansk delegation anført af kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og kulturminister Brian Mikkelsen (K).

Men tilsyneladende har ingen fortalt dem, at den øverste leder for sambaskolen, ærespræsident Luiz Pacheco “Luizinho” Drummond, er kendt som en central figur i Rios underverden, der beskæftiger sig med narkohandel, hvidvaskning af penge og mord.

Han har afsonet en dom på 6 års fængsel for at stå bag bevæbnede bander og illegal spillevirksomhed, og er fortsat i politiets søgelys, oplyser det brasilianske nyhedsbureau Agencia Estado, ifølge Politiken.