Studenterdokumenter lagt ud på nettet på årsdagen for massakren i Beijing i 1989

Redaktionen

Giv de kinesiske studenter deres historie tilbage! lyder opfordringen i en pressemeddelelse fra kunstneren Jens Galschiøt i anledning af 17-årsdagen for massakren på Tiananmen-pladsen i Beijing den 4. juni.

I 1989 blev de kinesiske studenter massakreret på Den Himmelske Freds plads. Studenterne havde i månedsvis besat pladsen og forsøgt at få Kinas ledelse til at indføre mere demokrati og bekæmpe korruptionen. Men den 4. juni 1989 satte styret militæret ind imod de ubevæbnede studenter, hedder det.

Historien er bandlyst i Kina, men alle studenternes løbesedler, avisartikler m.v. er samlet af demokratibevægelsen i Hong Kong. Disse dokumentsamlinger er nu blevet skannet og lagt på internettet til fri afbenyttelse, se nedenfor.

Mange af de unge dissidenter blev fængslet. Nogle hensygner stadig i kinesiske fængsler, men de er ikke længere unge. Alligevel finder mange vestlige regeringer tiden “moden” til at ophæve våbenembargoen og andre sanktioner, som blev iværksat i protest mod massakren, anfører Galschiøt.

Der er tusinder af kinesiske studenter på Vestens læreanstalter og de fleste af dem kender ikke deres egen historie. Derfor opfordrer vi alle demokratisk-sindede skoler og lærere til at downloade og udprinte denne historie, stille den på deres biblioteker og give den til de kinesiske studenter som en gave på årsdagen for Tiananmen-massakren den 4. juni.

På den måde kan vi være med til at holde mindet om studenterne i live og måske inspirere en ny generation af kinesere til at tænke på at demokrati også er en mulighed i Kina.

Vi vil opfordre alle til at støtte initiativet og videresende denne opfordring pr mail til andre læreanstalter, hvor der er kinesiske studenter eller andre der kunne interessere sig for at bevare og kende historien om Tiananmen-massakren.

Denne opfordring og initiativ er et samarbejde imellem demokratibevægelsen i Hong Kong og den danske billedhugger Jens Galschiøt, der har opstillet en 8 meter høj Skamstøtte i Hong Kong til minde om massakren.

Dokumenterne om Tiananmen:
http://www.aidoh.dk/4june89

Demokratibevægelsen i Hong Kong:
HK Alliance in Support of Patriotic Democratic Movements of China
E-mail: [email protected], internet: http://www.alliance.org.hk

Om menneskerettighederne i Kina:
http://www.aidoh.dk/China

Kontakt til Jens Galschiøt:
E-mail: [email protected]
Tel. 66 18 40 58
Banevænget 22, 5270 Odense N