Sudan: FN skubber på for flygtningeplan

Redaktionen

Chefen for FNs Højkommissariat for Flygtninge, UNHCR, hollænderen Ruud Lubbers, har i denne uge ført drøftelser både med Sudans præsident, Omar al-Bashir, og rebellederen i Sydsudan, John Garang, om planerne for hjemsendelse af opimod en halv million sudanesiske flygtninge, rapporterer BBC Online torsdag.

Hjemsendelsen er blevet aktuel efterhånden som håbet om en endelig fredsløsning i Afrikas længste borgerkrig stiger. Fredsforhandlingerne mellem den muslimske centralregering i nord og de overvejende kristne rebeller i syd ventes genoptaget på højt niveau i slutningen af denne måned.

Lubbers siger, at hjemsendelsen vil blive “en af de største udfordringer i mangfoldige år” på grund af infrastrukturens næsten totale kollaps i det sydlige Sudan. En halv million sudanesere er flygtet til nabolandene, heraf 220.000 alene til Uganda, og flere millioner er hjemstavnsfordrevne indenfor det kæmpemæsige lands egne grænser (Sudan er Afrikas største land).

BBC rapporterer fra Khartoum, at med fredsudsigterne in mente er folk allerede begyndt vandringen mod deres gamle hjem. Således er den første konvoj af pramme afgået fra Khartoum ad Nilen på vej mod syd pakket med 2.000 flygtninge, som vil hjem efter et ufrivilligt langt ophold i hovedstaden.

Og når den første piblen bliver til en massiv strøm af flygtninge, vil de praktiske problemer være enorme. Afstandene er meget store og områderne mangler kommunikations- og transportmidler, veje og jernbaner. For de fleste af de tilbagevendende vil turen hjem i rent bogstaveligste forstand ske på samme måde, som da de flygtede – på deres egne 2 ben.