Swazi-konge opløser dansk-støttet fagbevægelse uanset protester

Forfatter billede

Den dansk-støttede fagbevægelse TUCOSWA i Swaziland er opløst med øjeblikkelig virkning af den enevældige monark i det lille sydafrikanske land.

Af Lene Frøslev

Det er sket efter at den nyetablerede Trade Union Congress of Swaziland (TUCOSWA) på sin stiftende kongres den 9. marts opfordrede til at boykotte planlagte ikke-repræsentative valg i 2013, og få dage inden der ventes omfattende demonstrationer i Swazilands større byer med krav om demokrati og indførelse af et system med flere politiske partier.

”Dagens regeringssystem i Swaziland er udemokratisk, undertrykkende og diktatorisk,” hedder det i en politisk resolution fra TUCOSWAs stiftende kongres. Her bebudes det, at organisationen vil ”sikre en total boykot af de nationale valg i 2013, med mindre valgene bliver holdt efter et flerparti-system.

Det er den resolution, der menes at have fået den enevældige monark op i det røde felt.

Fire dages de-monstrationer

Landets forbudte opposition og fagbevægelsen har bebudet fire dages demonstrationer i denne uge som markering af, at det torsdag (12.04) er 39 år siden, at kongen indførte undtagelsestilstand og pr. dekret forbød alle andre partier end sit eget.

Senere indførte han et berygtet regional-styre, kaldet Tinkhundla, som oppositionen har krævet ophævet til fordel for et demokratisk flerparti-styre.

Tidligere år er der blevet slået hårdt ned på sådanne demonstrationer.

“Totalt uacceptabelt”

TUCOSWA er en sammenslutning af to tidligere landsorganisationer SFTU og SFL samt lærernes fagforening, SNAT.

Fagbevægelsen i Swaziland har i mange år har været støttet af de danske fagforbund under LO og FTF gennem Ulandssekretariatet.

”Det, der er sket, er en klar overtrædelse af ILOs kernekonventioner. Det er totalt og aldeles uacceptabelt,” siger Jørgen Assens, ansvarlig for Ulandssekretariatets Afrika-afdeling.

Formelt er det Swazilands justitsministerium, der har meddelt, at TUCOSWA får ophævet sin lovpligtige registrering som organisation, fordi loven ”ikke tillader sammenslutninger”, men kun” foreninger”, som det formuleres.

Angreb på foreningsfriheden

TUCOSWAs vicegeneralsekretær Mduduzi C. Gina betegner det i en henvendelse til organisationens samarbejdspartnere som ”et angreb på foreningsfriheden til et punkt, der ikke er set før”.

Der henvises til dobbelte standarder, da f.eks. arbejdsgiver- og handelssammenslutninger og føderationer er anerkendt og registreret efter den selvsamme lov, som justitsministeriet har forbudt TUCOSWA efter.

”Til trods for alle disse udfordringer, forbliver Swazilands arbejdere standhaftige og står endnu mere sammen under fanerne af Trade Union Congress of Swaziland”, gør Mduduzi Gina gældende.

Forbuddet mod fagbevægelsen i Swaziland er på det skarpeste blevet fordømt af COSATU, den indflydelsesrige fagbevægelse i det store naboland, Sydafrika, som er Swazilands førende samhandelspartner.

Fattigdom og ødselhed

De pro-demokratiske bevægelser i Swaziland er taget til i styrke de senere år, og ikke mindst efter Det Arabiske Forår.

Tilsvarende øges protesterne mod udbredt korruption og økonomisk kaos, der holder op mod 70 pct. af befolkningen i yderste fattigdom, mens den 44-årige Kong Mswati III og hans 13 koner lever i overflod.

Det amerikanske business-magasin Forbes har registreret kongen som verdens 15. rigeste monark med en anslået personlig formue på 100 mio. dollar.

Swaziland er helt afhængig af indtægter fra den sydafrikanske toldunion, men her er reglerne ændrede, så indtægterne er faldet drastisk. Det har medført lønnedgang for offentligt ansatte og en ny moms på 14 pct., ligesom skoler og sundhedsklinikker er blevet lukket.

Samtidig vil kongen bruge over en halv mio. dollar på at festligholde sin fødselsdag, og Den Internationale Valutafond, (IMF), har kritiseret regeringen for at bruge alt for mange penge på militæret, rejser og prestige-projekter som f.eks. en ny lufthavn.

Fakta:

Swaziland ligger som en enklave mellem Sydafrika og Mozambique i det sydlige Afrika med et indbyggertal på 1,2 millioner (FN, 2010). Landet blev uafhængigt af Storbritannien i 1968.

Under det britiske højkommissariat blev kong Sobhuza II indsat i 1923. Han regerede i 61 år og efterfulgtes af sin søn, den nuværende monark, der styrer pr. dekret og har forbudt alle politiske partier.

Swaziland er martret af hiv/aids, der har inficeret mere end 25 pct. af den voksne befolkning og efterladt tusinder af børn forældreløse.

* TUCOSWA – Trade Union Congress of Swaziland
* SFTU – Swaziland Federation of Trade Unions
* SFL – Swaziland Federation of Labour
* SNAT – Swaziland National Association of Teachers
* ILO – International Labour Organization, FNs arbejdsmarkedsorganisation

Man kan læse interview med Swazilands fagbevægelses grand old man Jan Sithole i “Ulandsmagasinet” på http://www.ulandssekretariatet.dk/files/ulandsmagasinet_sept_2011.pdf

—————
Lene Frøslev er journalist. Artiklen er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk af Ulandssekretariatet.