Swazilands demokratibevægelse holder ugelang demokratikampagne

Forfatter billede

Swazilands demokratibevægelse holder igen i år den såkaldte ”Global Week of Action” d. 3.-7. september.

Af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt

Det bliver i kølevandet på flere ugers demonstrationer og arbejdsnedlæggelser blandt de offentlige ansatte i det lille land mellem Sydafrika og Mozambique, der er Afrikas sidste enevældige kongedømme.

Ifølge en pressemeddelelse fra en af de deltagende organisationer, Foundation for Socio-Economic Justice, kræver deltagerne ”et Swaziland, som giver landets befolkning såvel socioøkonomisk og politisk medindflydelse”.

De tusinde, der deltog i de seneste to års kampagner, blev mødt af kampklædt politi, som affyrede tåregas og gummikugler imod dem, og adskillige af de udenlandske delegerede blev tilbageholdt, tævet, og deporteret.

Og mange af dette års deltagere vil næsten med sikkerhed også blive udsat for politivold, siger koordinatoren for Swaziland United Democratic Front, Wandile Dludlu.

”Regimet vil helt sikkert benytte sig af sin sædvanlige taktik med at knuse alle protester, selv om vi vil forsøge at sørge for at dette ikke sker ved at være så mange deltagere som muligt.”

Dette års kampagne, som koordineres af Swaziland Democracy Campaign, vil bestå af marcher, seminarer, workshops, og et ”folketopmøde” i selve
Swaziland, samt et utal af møder og demonstrationer i flere andre lande.

Demokratibevægelsen håber at kunne mobilisere dele af befolkningen i områder, hvor man ikke tidligere har været politisk aktive.

”Vi håber at der kommer mange deltagere fra andet end de to største byer”, siger Wandile Dlaudlu.