Sydafrikas førende krimiforfatter udgiver ny bog; gæster Horsens

Tretten timer
Forfatter billede

Fredag den 16. marts udkommer ’Tretten timer’, en ny roman af den prisbelønnet forfatter fra Cape Town, Deon Meyer.

Når Deon Meyer kommer til Danmark i marts 2012 er det med sin nyeste roman i lommen og håb om at tryllebinde flere danske læsere.

Sydafrikas førende kriminalforfatter debuterede på dansk med ‘Jægerens hjerte’ i 2007 efterfulgt af ‘Jægerens bytte’ i 2008. Bøgerne har den tidligere elitesoldat og frihedskæmper Thobela Mpayipheli som hovedperson.

‘Tretten timer’ har vicekriminalkommissær Benny Griessel som hovedperson. Den er forfatterens sjette roman og blev først udgivet i 2010; den danske version (484 sider, oversat af Svend Ranild) udgives af Forlaget Sohn i år.

Et glimt af krimien fremgår i en pressemeddelelse fra Forlaget Sohn i går:

Cape Town, Sydafrika: Klokken 05.36 løber en kvinde op ad Taffelbjerget. Hun er ung, køn og rædselsslagen. Fordi hun bliver jagtet som et dyr.

Klokken 05.37 ringer telefonen hos vicekriminal-kommissær Benny Griessel. En kvindelig, amerikansk turist er blevet fundet myrdet på åben gade.

Klokken 07.02 vågner en afdanket sangstjerne ved siden af sin døde mand og den pistol, der dræbte ham. Alt peger på, at hun er morderen, men selv kan hun ikke huske noget.

Som dagen går, vokser presset for at finde den flygtede turist, før hendes forfølgere gør det. Samtidig ser sangerinden ud til at være uskyldig – og i en pladebranche fuld af svig og bedrag kan alle være skyldige.

Med to mord at opklare på samme tid, en forsvunden pige og en næsten ubærlig lyst til at slå sig på flasken igen indser Benny Griessel, at hans nye job som mentor for en ny generation af efterforskere bliver lidt mere kompliceret, end han havde regnet med.

Faktisk bliver denne dag de længste tretten timer i Benny Griessels liv…

Deon Meyer (f. 1958) har modtaget en lang række priser, både hjemlige og internationale, bl.a. Le Grand Prix de Littérature Policière 2003, Le Prix Mystère de la Critique 2004, Deutsche Krimi Preis 2006 og 2009, og Martin Beck-prisen 2009. Hans bøger sælges i over 50.000 eksemplarer i Sydafrika og udkommer i mere end 20 lande.

Forfatteren, som bor i Durbanville i Sydafrika, gæster Danmark ved Horsens Krimimessen, 24. og 25. marts 2012.

For yderligere oplysninger kontakt Forlaget Sohn på [email protected], eller redaktør Jens Christiansen på [email protected].