Et af verdens mest katastroferamte lande vil nu smide de udenlandske humanitære arbejdere ud af landet. I stedet skal der ansættes lokale medarbejdere, lyder det fra regeringen, der arbejder på at få mere kontrol med det humanitære arbejde i landet.
Regeringen i Sydsudans hovedstad Juba har angiveligt beordret alle NGO’er til at fyre deres udenlandske medarbejdere og ansætte lokale i stedet for. Det rapporterer Radio Tamazuj, der sender til både Sydsudan og Sudan.
Ifølge radiostationen kommer ordren i et cirkulære fra Ngor Kolong Ngor, der er landets arbejdsminister og den skal være effektueret den 15. oktober i år – altså om en måned.
Landet har reelt været i borgerkrig siden der udbrød væbnet konflikt mellem to fraktioner af det regerende parti i december 2013.
Det er uklart om cirkulæret siger, at alle udenlandske medarbejdere skal fyres eller kun dem, der bestrider visse nærmere definerede stillinger.
Folkets interesser
Årsagen er angiveligt, at beskytte det sydsudanesiske folks interesser. Det fremgår ikke, hvordan det skal fortolkes.
Af cirkulæret skal det også fremgå, at ordren også gælder for telekommunikationsselskaber, banker, forsikringsselskaber, olieselskaber og hoteller.
Det har ikke været muligt for radiostationen at få ministeren til at uddybe beslutningen.
Cirkulæret kommer samtidig med, at landets parlament arbejder på en lov, der kan betyde, at humanitær hjælp skal underlægges sikkerhedsmyndighederne, fortæller Radio Tamazuj.
Enormt behov for humanitær bistand
Det er et enormt behov for humanitær bistand af snart sagt enhver slags i Sydsudan. Ifølge OCHA, FNs kontor for koordinering af humanitær indsats, er 1,3 millioner mennesker på flugt indenfor landets grænser mens 450.000 flygtet ud af landet.
I løbet af sommeren erklærede FN at hungersnøden i Sydsudan er den for tiden værste i verden. Op mod en tredjedel af befolkningen, 3,9 millioner mennesker, sulter. Det vurderes at omkring 90.000 børn er underernærede.
I juli beordrede regeringen de humanitære organisationer til ikke at komme med erklæringer om fødevarer- og ernæringsspørgsmål uden at klappe det af med regeringen først.