Kommentar /analyse af Jakob Eilsøe Mikkelsen, Red Barnet
I skyggen af konflikt og sultkatastrofe kan Sydsudan fejre sit første år med Børnekonventionen. På papiret en flot start, men den nye nation kan ikke tåle at blive set i børnehøjde – så langt fra.
For præcis et år siden skrev verdens yngste nation under på FN’s Børnekonvention. Torsdag d. 20. november – når resten af verden fejrer 25-års jubilæum for børns rettigheder – kan Sydsudan altså fejre, at landet tiltrådte Børnekonventionen for et år siden.
Jubilæet finder sted samtidig med, at en blodig konflikt raser, og hundredtusinder af sydsudanere – mange af dem børn – sulter og risikerer hungersnød om få måneder.
Sydsudans problemer er dog dybere og mere grundlæggende end den faretruende humanitære katastrofe. Det viser en gennemgang af udfordringerne med at overholde Børnekonventionen også.
Sydsudans selvstyreregering gik allerede i den gældende Forfatning for Sydsudan i gang med at inkorporere Børnekonventionen og har også vedtaget en særlig Børnelov i 2008 (altså FØR den endelige løsrivelse og uafhængighed fra Sudan i juli 2011, red.).
Det er faktisk en ret flot start for det nye Sydsudan – på papiret. For én ting er selvsagt gode intentioner og ord på papir. Noget andet er, om dette efterleves i praksis.
En stribe udfordringer
For at forstå Sydsudans udfordringer i forhold til Børnekonventionen bør man se på landets udfordringer i børnehøjde.
Kigger vi først på børns overlevelsesmuligheder, tegner der sig allerede dér dystre udsigter. Flere ernæringsundersøgelser i Sydsudan i de seneste måneder har vist skyhøje tal for moderat og svært akut underernærede børn.
Disse børn er i forhøjet risiko for at dø, medmindre de får medicin og ernæringstilskud i rette tid. Børnedødeligheden er 102 per 1.000 nyfødte sydsudanere, så godt hvert tiende barn i Sydsudan oplever ikke sin femårs fødselsdag.
Det skyldes høj hyppighed af sygdomme, der spænder over alt fra efterhånden sjældne tropiske sygdomme til helt almindelige sygdomme som diarré og lungebetændelse. Og sundhedsvæsenet er ganske enkelt ikke udviklet til at håndtere udfordringen.
Skole i det fri
For de børn, som overlever de første fem år, ligger mange andre udfordringer forude.
For børn i Sydsudan er skolegang f.eks. langt fra en selvfølge. Officielt kommer 48 procent af børnene i den skolepligtige alder i grundskole, men andre tal tyder på, at dette reelt måske snarere er 25 procent.
Uddannelse er ellers bredt anset som en væsentlig brik til udvikling.
Og hvilken grundskole møder så de børn, som kommer i skole?
Mange steder i Sydsudan findes der ikke skolebygninger. Undervisningen foregår derimod under træer med stort løvhæng, som giver skygge for den brændende sol.
Børnene sidder på store grene spændt ud mellem to Y-grene plantet i jorden. På træets stamme sidder en slidt tavle, og en ofte ikke særligt veluddannet lærer, som for de flestes vedkommende er frivillig uden fast løn fra undervisningsministeriet, står for undervisningen.
Ofte er flere klassetrin slået sammen, og eleverne har vidt forskellig alder selv på samme klassetrin. Man finder eksempelvis en 1. klasse med en 7-årig og 16-årig siddende ved siden af hinanden på ’skolebænken’.
Skolebøger er der ikke mange af. Læreren benytter oftest en pædagogik, hvor lærdommen terpes med eleverne. Hvis eleverne stiller spørgsmål, betragtes de som uvorne. Det er indlysende, at en sådan skolegang ikke fordrer børns ret til udvikling.
Ar på sjælen
Børns ret til beskyttelse mod diskrimination er også sat på prøve.
Mange børn oplever krigen og konflikten helt tæt på. Sydsudan flyder med håndvåben, og hæren (den tidligere oprørshær Sudan People’s Liberation Army – SPLA) er synlig overalt i byer og landområder.
Til trods for at regeringen i hovedstaden Juba har forpligtet sig til ikke at benytte sig af børnesoldater, er der stadig nye eksempler på, at børn rekrutteres til hæren eller militser i landet.
Andre børn er tvunget til at leve på gaden, fordi de er fattige eller har mistet deres forældre. Her tjener de til dagen og vejen, somme tider ved at stjæle.
Misbrug af lim for at lindre en barsk dagligdag fører ofte til skænderier og slagsmål.
Retssystemet i Sydsudan er stadig ikke fuldt udviklet til at håndtere disse såkaldt utilpassede børn, og derfor ender nogle af dem i fængsler blandt hårde kriminelle med risiko for at blive misbrugt og blive influeret til selv at blive kriminelle.
Vold er udbredt
Vold er i det hele taget ikke ualmindeligt i børns hverdag i Sydsudan. I skolen slår lærerne, hvis børnene ikke gør, som læreren siger. Det afholder mange børn fra at komme i skole, fortæller de selv.
Seksuel vold, oftest mod store piger, er også forekommende, og ofte er gerningsmanden en voksen, som barnet ellers skulle kunne have tillid til.
Endelig har alt for mange børn oplevet at flygte fra krig og konflikt, død og ødelæggelse. Dette sætter ofte dybe ar på sjælen i deres barndom.
Børns interesser varetages ikke
Deltagelse i beslutninger, som påvirker børns hverdag, er ikke almen gyldig praksis i Sydsudan. Voksne ved bedst og træffer beslutninger ud fra det syn på børn, de nu har.
Det er vigtigt at påpege, at forældre stort set altid ønsker det bedste for deres børn. Men der er stor forskel i verden på, hvordan dette opnås.
Inddragelse af børn i beslutninger er ikke en selvfølge, men en ret, vi skal kæmpe for sammen med sydsudanerne og ikke mindst med og for børnene i Sydsudan.
Det er åbenlyst fra gennemgangen af udfordringer for børnene i Sydsudan, at deres interesser i dag ikke varetages i henhold til Børnekonventionen.
Men selv om det i henhold til konventionen ultimativt er myndighederne, som har ansvaret for, at Børnekonventionen overholdes, er der ikke grund til kun at pege fingre af myndighederne i Sydsudan.
For de mange udfordringer med at sikre børns rettigheder er ikke alle myndighedernes skyld eller noget, som de har mulighed for på kort sigt at gøre noget ved.
Vi skal samarbejde med myndighederne for
1) at holde dem fast på det ansvar, de har for at sikre børns rettigheder og for
2) at hjælpe dem med at muliggøre, at de kan udmønte ansvaret i praksis.
Det er kendetegnende for skrøbelige stater, som det nye Sydsudan må siges at være, at myndighederne ikke evner at sætte ind på alle de felter, som en regering er tiltænkt.
Vi har derfor et medansvar for at muliggøre, at myndighederne i det nye Sydsudan kan opfylde Børnekonventionen.
Alle kræfter må samles
En væsentlig måde at sikre børns rettigheder på fremover er ved at styrke civilsamfundet.
Det vil sige de lokale organisationer og eksempelvis forældreråd i skolerne samt børneklubber, der organiserer voksne og børn med henblik på at sikre børns rettigheder og ikke mindst skabe en meningsfyldt og tryg hverdag for Sydsudans børn.
Det kan ske gennem træning af forældreråd i børnerettigheder og i at udføre deres opgaver med at støtte skolen og undervisningen.
Det kan ske gennem børneklubber, som med brug af drama, musik og dialog opsøger kammerater, som ikke går i skole, for at påvirke dem til at få lyst til at komme hen og lære noget.
Også forældrene til de børn, der ikke går i skole, skal involveres og gennem dialog opfordres til at sende deres børn på skolebænken.
For nogle hænger denne beslutning dog tæt sammen med muligheden for at tjene penge eller skaffe mad.
Derfor skal vi fortsætte med at samtænke muligheden for, at forældrene træffer det kloge valg at sende børnene i skole ved at give dem alternative muligheder for at tjene penge og skaffe mad snarere end ved at bruge børnene til det.
Pædagogik uden korporlig afstraffelse
Det er vigtigt at arbejde med at træne lærerne i pædagogiske metoder, som ikke benytter sig af vold – mere om revselsesretten historisk set på http://da.wikipedia.org/wiki/Revselsesret
Gennem dialog med børnene skal lærerne i stedet sikre både tryghed ved at komme i skolen samt mulighed for at deltage aktivt i undervisningen og udvide lærdommen gennem det at tænke kritisk og stille spørgsmål ved tingene.
Der er brug for alle gode kræfter for at støtte udviklingen af et nyt Sydsudan. Udfordringerne er som beskrevet mange, og det er svært at arbejde i landet. Ikke mindst med den nuværende konflikt og truende hungersnød.
Men vi kan gøre en forskel. Vi kan bidrage til at skabe et nyt Sydsudan, som tåler at blive set i børnehøjde. Det fortjener Sydsudans børn.
Jakob Eilsøe Mikkelsen er ansvarlig for Red Barnets engagement og samarbejde i Østafrika og følger situationen i Sydsudan tæt gennem sit arbejde.
Han har besøgt Sydsudan et par gange om året gennem de seneste fem år og arbejdet med sydsudanske flygtninge i Uganda før fredsaftalen i 2005.
