KOMMENTAR
Af Anders Buch Kristensen
Ph.d. og analytiker i centrum-venstre tænketanken CEVEA
Indlæg på udenrigsministeriets website som led i debatten om en ny strategi for dansk u-landsbistand
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har gjort meget præcist rede for u-landenes problemer som følge af den globale opvarmning og for, hvad der bør indgå i en klimaaftale.
Det alvorligste problem er, at yderligere 600 millioner afrikanske bønder vil sulte, og elementerne i en klimaaftale er fattigdomsbekæmpelse, tilpasning for fattige bønder og begrænsning af CO2 udledningen.
I den seneste måned har endnu flere eksperter og anerkendte organisationer peget på, at udviklingsbistand til de fattigste bønder er den mest effektive måde til opfyldelse af alle disse mål, samtidig med at det vil forhindre den næste fødevarekrise (se analyse og dokumentation på www.CEVEA.dk).
Verdensbanken har beregnet, at den globale opvarmning skabt af de rige lande vil koste landbruget i Afrika mindst 300 milliarder kr pr år.
På topmødet i Den Afrikanske Union i Libyen vedtog de afrikanske statsledere, at støtte til landbruget skal være første prioritet for kontinentet. Det er hvad udviklingsministeren ønsker, nemlig at Afrika skulle tale med en stemme.
Udviklingsministerens handlinger er de stik modsatte: i budgettet for 2010, som er på over 15 milliarder, er udviklingsbistanden til landbrug (via FN-systemet, red.) i hele verden skåret ned til 30 mio. kr, og endda til 25 mio. kr i de kommende år, altså mindre end en dråbe i havet.
Det er ikke korrekt, at der er andre, der støtter landbruget, og at støtte til selvforsyningsbønderne i Afrika har været forsøgt uden held.
Den samlede støtte fra alle donorer til hele landbruget i Afrika syd for Sahara er kun på ca. 6 milliarder kr. årligt p.t. eller 10 kr i gennemsnit pr bonde, og heraf går næsten intet til selvforsyningsbønderne, der typisk er en kvinde med en hakke som eneste redskab til at dyrke en halv hektar.
I øvrigt har regeringen også skåret ned på støtten via FNs centrale bistandsorganisationer, herunder til verdensorganisationens Udviklingsprogram, UNDP, der bl.a. står for koordineringen af indsatsen fra forskellige donorer.
I stedet kanaliseres u-landsbistanden over til VK-regeringens ideologiske mål: støtte til den private sektor, en metode, der tidligere har vist sig ikke at kunne skabe udvikling.
Heller ikke mikrolån fungerer i Afrika (se Udvikling september 2009 og artikler på u-landsnyt.dk).
Selv om subsistensbønder er private, er regeringens kriterier formuleret på en sådan måde, at de ikke har nogen mulighed for at få den simple støtte i form af redskaber, såsæd, gødning og oplysning, som de har behov for.
Privatsektorstøtte ender med at støtte mejerier, som ikke har nogen mælk at forarbejde.
