Fransk valg: Ikke de store forventninger til ny fransk Afrika-politik i de gamle kolonier
Lars Zbinden Hansen skriver fra Lomé
“En skønne dag slipper vi af med Frankrig”, siger Zeus Aziadouvo.
Selv om han er chef for et temmelig højrøstet og kritisk togolesisk dagblad, Liberté, er holdningen – og håbet – et udbredt fænomen i Frankrigs gamle kolonier i Vestafrika.
Stemmerne er mange, og de siger det samme, nemlig: Det er på tide, at vi løsriver os fra afhængigheden af ”heksagonen”, som Frankrig ynder at kalde sig efter sin geografiske form – eller efter sin selvforståelse som det europæiske centrum for landets tidligere ”oversøiske besiddelser”.
Avischefen sætter sin lid til, at den nye, store unge afrikanske generation, som han selv tilhører, langsomt vil samle sig og i enighed kaste det koloniale åg af sig – en skønne dag!
Aziadouvo erkender dog overfor U-landsnyt.dk, at ”let bliver det ikke”. Den franske indflydelse er granitstærk og rodfæstet og gennemsyrer al daglig virke i de frankofone lande i Vest- og Centralafrika.
Højre- eller venstre-sejr: hip som hap
Om det bliver højre eller venstre, der sidder på magten i Paris efter anden runde af det franske præsidentvalg på søndag (06.05), gør ikke den store forskel, mener Aziadouvo.
Den vurdering støttes af en rundspørge, som ugemagasinet Jeune Afrique har lavet i en række vestafrikanske lande.
Af den fremgår det, at folk spændt vil følge slagets gang på valgdagen, og at man nok holder på den ene eller den anden kandidat – som ved en anden sportsbegivenhed – men mange af de adspurgte mener samtidig, at det kan være hip som hap, hvem der går af med sejren i Frankrig.
Skulle de adspurgte selv stemme, bliver Nicolas Sarkozy væltet, også selv om de fleste tvivler på, at udfordreren Francois Hollande vil gøre den store forskel. Med Aziadouvos ord ”er vi dybt skeptiske over for enhver fransk præsident”.
Hollande: Nye relationer
Hvis Hollande vinder, har han ellers lovet en ”ny, mindre følelsesladet og bæredygtig” relation med de 14 tidligere kolonier i Afrika. Det skal ske ved at ”afkoble” de traditionelle forbindelser, der har stået på tilbage fra kolonitiden før 1960.
Men det er den med ”afkoblingen”, som får Aziadouvo og andre til at stille store spørgsmålstegn.
Ingen fransk præsident har hidtil – trods mange løfter – stået ved at eliminere det særlige, historiske ”set-up”, kaldet la francafrique, der består af et mere eller mindre hemmeligt netværk af politiske og kommercielle franske interesser med tætte forbindelser til statsledere og regeringer i de gamle kolonier.
En “mafia” af parallel-diplomati
Netværket af disse uformelle franske Afrika-kontakter har altid været helt tæt på den siddende præsident og udøver et slags ”parallel-diplomati” til Frankrigs relevante ministerier, f.eks. udenrigsministeriet.
En konstellation, der har fået franske politiske og økonomiske interesser til at smelte sammen med magten i kolonilandene.
En ”mafia af topstyrede interesser”, kalder Aziadouvo det og tror ikke på, at nogen fransk præsident i virkeligheden tør eller kan ændre på tingenes tilstand.
Det skete ikke med Sarkozy og heller ikke med en tidligere socialistisk præsident, Francois Mitterand, der også lovede et endeligt brud med la francafrique.
Så Hollandes få men nogenlunde klare udmeldinger om en ”ny Afrika-politik” tages med et stort gran salt, selv om de ellers tyder i en god retning set fra en afrikansk vinkel.
Hollande vil afvikle CFA-francen
Skulle Hollande indtage præsidentembedet efter valget på søndag, har han lovet, at den særlige vest- og centralafrikanske valuta, CFA-francen, skal afvikles.
CFA-en benyttes som møntfod i 14 lande, hvoraf 12 er tidligere franske kolonier, og er indskrevet i aftaler ved landenes uafhængighed omkring 1960. Det betyder, at valutaen står i en fast kurs – nu overfor euroen, tidligere den franske franc.
Kursen har siden 1999 været 655,95 CFA til en euro og betyder i praksis, at de berørte afrikanske lande er underlagt kurssvingninger i Europa uden at have nogen indflydelse på priserne på import- og eksportvarer.
Værre er det, at de 14 lande til enhver tid skal deponere 65 procent af deres valutareserver i den franske statskasse, som Frankrig så investerer på deres vegne. Det giver med Aziadouvos ord fransk hånds- og halsret over økonomierne i de gamle kolonier.
”CFA-en er det allerstørste problem. Den betyder reelt, at fattige afrikanere betaler for franskmændenes bedre liv. I stedet skulle vi have vores egne penge og styre vore egne økonomier. Men indtil videre har vi ikke kunnet blive enige om at gøre op med franskmændene. Og det profiterer de af. De fører er en slags ”del og hersk”-politik”, siger han.
Hollande har samtidig lovet at bryde med den franske ”kup-politik” (Hollandes ord, red.). Hermed menes, at Frankrig ofte har bestemt, hvem der har magten i de gamle kolonier.
Du lytter, eller vi vælter dig
”Hvis en afrikansk statsleder ikke frivilligt forstår, at et venskab med Frankrig betyder beskyttelse af franske interesser, risikerer han at blive udsat for et statskup”, siger Aziadouvo og giver Elfenbenskysten som et nyligt eksempel.
Her stod 1.400 franske soldater bag afsættelsen af præsident Laurent Gbagbo i april 2011. Han blev afløst af Sarkozys nære ven, Alassane Ouattara, der havde vundet valget i landet i november 2010.
Sarkozy var før sit indtog i præsidentpaladset i Paris i 2007 ude med samme løfter som Hollande: afvikling af la francafrique og CFA-en, men også hans løfter blev gjort til skamme.
Aziadouvo: ”Vi troede faktisk, at det ville blive anderledes med Sarkozy. Men nej, Sarkozy har i stedet styrket de uformelle netværk, der gør, at Frankrig altid ender at med at få sine egne interesser tilgodeset”.
Avischefen giver et eksempel i det franske firma, Bolloré, der har fået koncessioner i store havne i Vestafrika og senest i Togos hovedstad, Lomé i foråret 2011.
Hollande taler ordentligt og pænt
Hvis Hollande vinder valget på søndag, ser Aziadouvo dog en ganske lille mulighed for en positiv ændring i fransk-afrikanske relationer.
Hollande taler ordentligt og pænt til afrikanerne– modsat Sarkozy, der på kontinentet nærmest er blevet indbegrebet af ekstrem fransk arrogance.
Det skyldes det ramaskrig, der bølgede fra kontinentets elite og langt ud i en forbløffet befolkning, da Sarkozy i en tale på et universitet i Dakar, Senegals hovedstad, i juli 2007 luftede følgende betragtninger:
”Afrikas tragedie er, at afrikanerne aldrig helt er trådt ind i historien. Den afrikanske bonde, der har levet i takt med årstidernes skiften, og hvis livsideal var at være i harmoni med naturen…. (og at leve) i en rytme af endeløs gentagelse af de samme bevægelser og de samme ord”.
Sarkozy fortsatte: ”I denne imaginære verden, hvor alting starter forfra igen og igen, er der ikke plads til menneskelig eventyrlyst eller til ideen om fremskridt……Denne mand (den afrikanske) sendte aldrig sig selv ind i fremtiden. Han fik aldrig den ide at komme ud af gentagelserne og opfinde sin egen skæbne”.
Og: ”Afrikas problem er, at det lever i nutiden med for megen nostalgi efter et tabt barndoms-paradis”. Og: ”Afrikas virkelighed er et stort spild af energi, mod, talent og intelligens”.
Vasalstater
Sarkozy overbød således med adskillige længder en tidligere fransk præsident, Jacques Chirac, der engang sagde, at ”afrikanerne ikke er modne til demokrati”.
Sarkozys tale, som han ikke siden har undskyldt for, udløste afrikanske udtalelser som: ”patroniserende”, ”neo-kolonialistisk” og ”direkte racistisk”.
Sådan taler Hollande ikke, siger Aziadouvo, men ”uanset den sproglige indpakning er vi kun ”pré-carré” som de kalder os i Frankrig (eksklusivt indflydelsesområde, red.), og det er svært at forestille sig, at Frankrig frivilligt lader den fordel glide sig af hænde”.
——————————————-
Om la francafrique:
Netværket blev skabt omkring 1960 af præsident Charles de Gaulles ”højre hånd”, Jacques Foccart.
Omdrejningspunktet er den tidligere kolonimagts uhindrede adgang til mine- og andre ressourcer, mod at Frankrig giver en del af afkastet fra investeringerne til de afrikanske ledere og samtidig sikrer, at lederne kan blive ved magten.
En del af statsledernes indtægter fra aftalen er traditionelt gået den modsatte vej – til Frankrig – f.eks. som støtte til politiske partier. Elfenbenskystens første præsident Felix Houphouët-Boigny er et af de mest kendte eksempler på dette snævre samarbejde med franskmændene. Han endte som en særdeles rig mand.
Det første eksempel på et statskup – og i øvrigt det første i en tidligere fransk koloni – der menes at være blevet til på grund af netværket, var i Togo den 13.1.1963, hvor landets første præsident Sylvanus Olympio blev likvideret af kupmagere.
Franske banker og firmaer – både private og statsejede – som f.eks. oliegiganten Total, har således været stærkt placeret i de tidligere kolonier, nogle steder med monopol.
Det gælder f.eks. også det franske statsejede Areva, der har eneret på udvinding af uran i Niger.
I flere lande har franske økonomiske interesser og personoverlapninger været så stærke, at det har været svært at afkode, hvem der havde den egentlige magt i landet: franske firmaer eller den lokale regering. Det gælder i Gabon, Cameroun og Congo-Brazzaville.
Foccarts ”efterfølger”, var Robert Bourgi, der for nylig faldt i unåde hos Sarkozy – efter stærkt pres fra udenrigsminister Alain Juppe. Efter fire år som Sarkozys uformelle ”Monsieur Afrique” blev han sat fra bestillingen.
Bourgi kvitterede med at løfte en flig af hemmelighederne bag la francafrique.
I september 2011 afslørede han offentligt, at han i tidsrummet 1997-2005 personligt havde fragtet millioner af dollars fra fem afrikanske lande: Burkina Faso, Congo-Brazzaville, Elfenbenskysten, Gabon og Senegal til den tidligere franske præsident Jacques Chirac og hans ”højre hånd”, Dominique de Villepin (der senere blev premierminister). De to nægter Bourgis version og har lagt sag an mod ham for bagvaskelse.
CFA-francen: Egentligt to valutaer: den vestafrikanske CFA (12 tidligere franske kolonier og Guinea-Bissau + Ækvatorialguinea) og den centralafrikanske for seks lande, begge med samme kurs, i.e. 655,97 til en euro, men de to valutaer er ikke gensidigt ombyttelige.
Skabt i 1945 under navnet ”Colonies Francaises d’Afrique” men ændret i 1958 til ”Communauté Francaise d’Afrique” og efter landenes uafhængighed til ”Communauté Financière Africaine”.
Militær:
Frankrig har omkring 5.000 soldater i Afrika fordelt på tre baser i Senegal, Djibouti og Gabon, og ”missioner” i Den Centralafrikanske Republik, Elfenbenskysten og Tchad, samt militærrådgivere i alle tidligere kolonilande og soldater inkluderet i FN-missioner på kontinentet.
Den franske hær har interveneret i afrikanske lande omkring 30 gange siden 1960.
Udviklingsbistand:
Frankrig ligger for 2011 på fjerdepladsen blandt verdens donorlande med 9,3 milliarder euro – efter USA, Tyskland og Storbritannien – hvilket er mindre end 0,5 procent af bruttonationalindkomsten. 45 procent går til afrikanske lande under Sahara.
En uofficiel oversættelse til engelsk af Sarkozy’s Dakar-tale kan læses på:
http://lists.lib.portsmouth.ac.uk/link?url=http%3A%2F%2Fwww.africaresource.com%2Findex.php%3Foption%3Dcom_content%26view%3Darticle%26id%3D437%3Athe-unofficial-english-translation-of-sarkozys-speech%26catid%3D36%3Aessays-a-discussions%26Itemid%3D346
————–
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt.dk fra Vestafrika. Han er bosat i Lomé i Togo.
