Tanzania blir 50 år (6): Unge gør op med offerrollen – og unionen

De står ved mulighedernes Ground Zero, siger Elsie Eyakuze (blogger, The Mikocheni Report, Dar es Salaam) ved 50 års dagen for uafhængigheden.

U-landsnyt.dk har interviewet en af Dar es Salaams unge og dagsordensættende bloggere om demokratiets tilstand i landet.

Internetadgang via mobiltelefonen har skabt et boom i brugen af sociale medier de sidste år. Og en af dem, der flittigt blogger om politik fra Dar Es Salaam i Tanzania (TZ) er Elsie Eyakuze på 31 er sociolog og medie-analytiker.

Hun født i Mwanza i Tanzania og opvokset i Brazzaville (Congo), Bujumbura (Burundi), Dar es Salaam (Tanzania) og Mbabane (Swaziland).

Nu er det 50 år siden at Tanzania (TZ) blev selvstændigt – hvordan ser du fremtiden som en del af den yngre generation?

– Jeg ser 50 året som det første brud med ”afhængigheds-generationen”: De yngre mennesker, som ikke er født under kolonitiden eller under den første og anden administration, begynder nu at komme ind i ledelserne med et helt andet syn på verden.

– Vi har nye følelser og nye udsigter til livet. Hvis du taler om Ujamaa (socialisme under Nyerere) har vi en anden fortolkning. Det behøver ikke længere at handle om en kamp mod kolonialisme. Nu er det vores ansvar at kæmpe for noget og ikke imod noget.

Hvordan ser du demokratiets status i TZ i dag?

– Det er virkelig en hård vej at demokratisere et samfund. Vores første præsident var en venligsindet diktator, der skabte kulturen for præsidentskabet, som vi nu er ved at ændre.

– Det har været rigtig godt at se yngre mennesker involvere sig i politik og de grå hår bevæge sig ud. I den forbindelse har vi fået en mangfoldighed af idéer. Ændringerne har været fantastiske de sidste 10-15 år.

– Oppositionens andel af pladser i parlamentet er vokset vanvittigt i den seneste tid. Vi har livlige oppositionspartier, der dog synes at glemme, hvad det vil sige at være i opposition og at organisere sig.

Tanganyika (fastlandets navn forud for Unionen med Zanzibar) når sin 50 års dag kun 3 år forud for Unionen med Zanzibar. Hvad er dit syn på Unionen?

– Når man kigger på et kort, og ser på Zanzibar i forhold til Tanganyika er det klart, at det ikke er ligeværdige partnere. Men at vi har formået at få det til at fungere, er værd at fejre. Vi har ikke arbejdet så hårdt på integrationen, som vi kunne have gjort.

– Jeg forstår zanzibarernes følelser omkring selvstændigheden og den separate identitet. Måske skulle vi bare sameksistere som separate nationer på lige fod. Et vigtigt kendetegn ved Unionen er, at den aldrig har handlet om folk, men om politik. Vi aldrig har haft indflydelse på den.

– CCM (regeringspartiet) synes at tro, at partiet ikke vil overleve en opløsning af Unionen. Jeg kan ikke se logikken. Alt, hvad de behøver at gøre, er at rebrande sig.

Hvordan ser du på Unionens fremtid?

– Jeg tror, at fremtiden for Unionen vil blive afgjort af politikken på Zanzibar. I øjeblikket har vi en national enhedsregering i Zanzibar, en kombination af de to største partier. Det er meget muligt, at der i fremtiden kommer helt andre partier.

– En ny generation kan have det helt fint med tanken om at opløse Unionen på grund af den manglende følelsesmæssige tilknytning.

Ved seneste valg var der mange vælgere, der ikke registrerede sig. Ser du ikke det som et problem for demokratiet i TZ?

– Der var faktisk relativt set en god valgdeltagelse i sidste ende. Men regeringspartiet CCM er stadig meget stærkt. Folk har følt, at hvis de stemte, ville deres stemme ikke tælle, eller også var de generelt bange for at stemme.

– Det er stadig bedre i dag end for ti år siden, hvor det var et spørgsmål om du var for eller imod præsidenten. På det tidspunkt var ingen begejstrede for at stemme.

Hvis vi ser generelt på vækst og korruption i TZ – har landet så de sidste 10 år udviklet sig i en positiv eller negativ retning?

– Overvejende det første. Vores økonomi og materielle standard har været stigende. Og det er positivt at flere unge mennesker engagerer sig i samfundsudviklingen.

– Småkorruptionen er stadig et problem. Som for eksempel politimanden, der står for dit kørekort, og vil have 500 eller 1000 shillings af dig. Det hæmmer samfundsudviklingen.

– Når økonomien vokser, er der også en tendens til, at uligheden vokser, og her mener jeg ikke, at vi håndterer det så godt, som vi kunne.

Hvilke problemer ser du i forhold til ulighed i TZ i dag?

– Udvindingsindustrien (mineraler m.v.) har ikke været god til at komme folket til gavn, og de efterlader ingen penge i Tanzania overhovedet. Jeg bebrejder ikke investorerne, men derimod regeringen. Du kan jo ikke lade en person gå ind i dit hus og spise al din mad uden at du siger noget.

– Hvis Botswana f.eks. kan få diamantselskabet De Beers til at opbygge deres samlede økonomi, hvorfor gør Tanzania så ikke det samme? Hvis nogen ønsker, hvad du har, vil de bruge alle midler til deres rådighed for at få det.

– Ærligt talt, hvis vi føler, vi ikke har færdighederne i landet til at forhandle fair kontrakter på plads med virksomhederne, så kan vi få hjælp andre steder fra.

Hvad med de almindelige tanzanianere, der lever i byer mere eller mindre styret af udenlandske industrivirksomheder – ved de at regeringen har solgt dem for billigt?

– Jeg afviser den fortælling, som altid vil gøre afrikanere til ofre. En af ​​de ting, folk ignorerer, er det faktum, at de små tanzanianske mineejere i Mererani er ansvarlige for nogle af de værste former for misbrug som f.eks. børnearbejde. De små guldgravere bruger virkeligt skadelige kemikalier, og folk er ved at blive levende begravet.

– Tanzanianere er i vid udstrækning ansvarlige for smugling af mineraler til Kenya og nabolandene for at få en bedre pris. Jeg undskylder ikke investorers snavs, men problemerne skal ses i et større perspektiv.

Her til sidst – du er ung og engageret i politiske miljø: Hvad er dine begrænsninger og muligheder?

– Jeg synes, det er en tid med store muligheder. Vi skal til at genopbygge en stor del af vores institutioner, som blev beskadiget i 80’erne og 90’erne. Jeg kan på den måde være med til at forme fremtidens institutioner i TZ i stedet for at gå i dialog med de gamle.

– Jeg har studeret i mange vestlige lande, men tanken om at bo dér har aldrig tiltrukket mig. Jeg er begejstret for tanken om at skabe, nytænke og ændre tingene.

– Nogle gange bliver jeg så træt af retorikken i Afrika, vi er så trætte og så fattige. Vi har den luksus at lære af andres fejltagelser, de udviklede lande, og vi behøver ikke at gå gennem samme kostbare fejltagelser som dem.

Elsie Eyakuze blogger bl.a. på http://mikochenireport.blogspot.com

————-
Mathilde Kaalund Jørgensen er cand.scient.pol. og p.t. ansat hos ActionAid Denmark (Mellemfolkeligt Samvirke) som “Global Platform Advisor” med base i Nairobi i Kenya.

Hun har været aktiv i klimabevægelsen og ansat i Udenrigsministeriet. Hun har netop besøgt Tanzania for bl.a. at skrive artikler om landet til U-landsnyt.dk