Tanzania – en ultrakort introduktion til et kulturland

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Som led i U-landsnyts tema om Tanzania præsenterer kulturredaktionen i den kommende uge kunst, arrangementer og kulturpolitik fra det østafrikanske land. Vi starter med fire nedslag som introduktion. Af Daniel Henschen, kulturredaktionen “Et folk der ikke vil lære fra andre kulturer er intet andet end et folk af idioter og tosser …[men] at lære fra andre kulturer betyder ikke, at man skal afvise sin egen”. Julius Nyerere Enhver, der har rejst i Tanzania, er stødt på landets første præsident Julius Nyerere. Mwalimu – ‘læreren’ – døde for 12 år siden, og landet har efterhånden opgivet de fleste af hans socialistisk inspirerede visioner. Alligevel lever han i gadebilledet og hjemme hos folk, på plakater og i avisartikler – og ikke mindst i citater med den autoritet som kun en nations erklærede faderskikkelser kan få. Citatet øverst er et af dem. Og det er ikke bare brugt som en gimmick. I to linjer samler det nemlig to grundlæggende træk ved Tanzanias kulturliv anno 2011: Inspirationen udefra og det at landet har været i stand skabe kontinuitet fra landsbyernes vidt forskellige stammekulturer til bysamfund i en globaliseret hverdag. 1 ‘Tanzaniansk’ kultur Det var nemlig ingen selvfølge at der skulle opstå noget som kan kaldet ‘tanzaniansk kunst’. Som de fleste afrikanske stater er Tanzanias grænser skabt på målebordsblade i Europa, og landet rummer et utal af forskellige folkegrupper og kulturelle udtryk. Der har altid været kunst i Tanzania. Landet rummer nogle af verdens vigtigste forhistoriske klippemalerier ved Lake Eyasi basin og Kondoa. Men under tyske kolonimagt og dens engelske arvtagere var det småt med kulturelle udtryk, der kunne samle muslimske handelsfolk ved kysten, nomader og bjergbønder ved Kilimanjaro. Hver af de grupper havde groft sagt deres egne former for billedkunst, design, musik – masaiernes kunst er nok bedst kendt i dag uden for landets grænser i form af tæpper og smykker. Det ændrede sig i høj grad med Julius Nyerere. Efter landets uafhængighed blev fællessproget Swahili promoveret i en grad, så mange af de 128 oprindelige lokalsprog faktisk er ved at uddø i dag. Fælles sekulære skoler blev introduceret m.m. Og utrolig nok lykkedes eksperimentet langt hen ad vejen: Tanzania er et af de afrikanske lande, der har den stærkeste fællesskabsfølelse og sammenhængskraft. 2 Ny kunst i det uafhængige land Det betyder blandt andet, at kunstneriske udtryk kan sprede sig over hele landet på tværs af etniske grupper. Et af de første udtryk for dét var den verdenskendte malestil tingatinga. Siden Edward Tingatinga satte de første strøg i cykellakken i 1960ernes Dar es Salaam, er de naivistiske malerier med traditionelle toner blevet et tanzaniansk varemærke. Selvfølgelig med vestlig inspiration og materialer, men tænkt og skabt i Tanzania. Læs anmeldelsen af bogen Tingatinga. Kitsch or Quality 3 Global appel Og kultur krydser grænser, som Nyere siger i citatet. I de senere år er kunstscenen udvidet særlig i Dar es Salaam, hvor billedkunstnere lader sig inspirere af den globale kunstscene. Tit men ikke altid med lokalt præg. Læs om udstillingen MAGT OG RET: Afrikansk samtidskunst Og selvom inspirationen kommer udefra, har Tanzanias kunstnere været i stand til at skabe selvstændige udtryk af de udenlandske former. Et godt eksempel på dét er musikfronten, hvor rytmerne fra bongo flava giver genlyd over det meste af kontinentet – og mere og mere i Vesten. Genren er på den ene side en lokal hiphop-adaption med et strøg af dancehall. Men det er meget mere end det, nemlig en helt lokal kreation, hvor traditionelle stilarter og rytmer går i samspil med tekster på swahili. Tjek Bongoflava.net for en introduktion til musikken og links til førende musikere 4 Bagsiden af medaljen Men kultur er ikke kun noget der skabes i byerne og konsumeres på verdensscenerne. Taarab er en traditionel musikform inden for østkystens swahili-kultur. Før i tiden var den fast baggrund for bryllupper og andre større fejringer på Zanzibar. I dag er taarab så truet, at UNESCO i 2005-2007 startede et undervisningsprojekt, for at sikre en levende musik tradition for fremtiden. Og taarab er ikke et særtilfælde. Bagsiden af Tanzanias samling er som sagt, at mange lokale gruppers sprog og kultur er gået tilbage. I forhold til høj politisk og social stabilitet er prisen måske værd at betale. Men den store trussel kommer fra urbaniseringen, der river folk op fra deres lokale sammenhænge, og fra globaliseringen: Tanzania ligger under for de samme kulturelle markedsmekanismer som resten af verden. Se UNESCOs liste over truet immateriel kulturarv Omvendt er turismen med til at skabe et større marked for nye kunstneriske udtryk – det gælder i høj grad tingatinga. Nyereres vision var at skabe en national afrikansk kultur, der kunne læge kolonitidens sår. Langt hen ad vejen er det lykkedes. Men Tanzanias moderne kunstscene og traditionelle kunstnere står fortsat over for en række udfordringer, hvis de i fremtiden skal spille den positive rolle i samfundet – som de var tiltænkt af Mwalimu. Et bud på, hvad det vil sige, kan du blandt andet læse i artiklen ”Mwalimu Nyerere: The artist” fra Pambazuka News Her giver den tanzanianske kunstner Vicensia Shule sit personlige billede af den kulturarv, som Nyerere gav Tanzania i dag. I den kommende uge giver U-landsnyts kulturredaktion nogle aktuelle eksempler på, hvad der rører sig i og omkring Tanzanias kunstscene.