Det var lidt af en sensation, da en thailandsk prinsesse fredag meddelte, at hun ville stille op som kandidat til premierministerposten. Et højst usædvanligt skridt og et hidtil uset brud med den regel der hedder, at kongelige ikke går ind i det politiske liv.
Et halvt døgns tid senere var prinsesse Ubolratana da heller ikke kandidat længere, skriver flere internationale medier.
Partiet Thai Raksa Chart, som prinsessen skulle stille op for, har meddelt, at det vil rette ind efter kong Vajiralongkorns ordre om ”loyalitet over for kongen og alle medlemmer af den royale familie”, skriver partiet ifølge flere medier i en meddelelse.
Partiet havde ellers undersøgt, om det overhovedet ville være muligt at lade prinsessen opstille – og i betragtning af, at kongefamilien nyder næsten overjordisk status i Thailand, var det naturligvis lidt af et scoop for partiet.
Juraeksperter fastslog, at prinsessen havde frasagt sig sine royale privilegier og tidligere har været gift med en ganske almindelig amerikaner, og at hun derfor nu er en helt almindelig borger.
”Jeg ønsker at gøre brug af mine rettigheder og frihed som borger i overensstemmelse med forfatningen”, skrev prinsessen ifølge Bangkok Post på sin Instagram-profil.
Opstilling kan få konsekvenser
Den politiske sensation og det dristige skridt med at præsentere prinsessen som premierministerkandidat risikerer imidlertid at få konsekvenser for Thai Raksa Chart. Thailands valgkommission mødes mandag for at se på, om partiet har brudt valgreglerne.
Thai Raksa Chart-partiet har bånd til den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, der lever i eksil på grund af korruptionsanklager. Han er desuden en politisk figur, der har splittet befolkningen i Thailand.
Der er mistanke om, at opstillingen af prinsesse Ubolratana kan være sket på opfordring fra Thaksin Shinawatra, og det kan i givet fald være et eksempel på politisk indblanding fra udlandet.
Det thailandske Forbund for Beskyttelse af Forfatningen vil muligvis søge partiet opløst forud for valget den 24. marts, skriver The Star på baggrund af oplysninger fra Reuters.
Valgkommissionen har indtil på fredag til at vurdere, om prinsessens kandidatur er lovligt – også selvom Thai Raksa Chart har bøjet sig for kongen. Det betragtes som meget usandsynligt, at valgkommissionen vil mene noget andet end kongen.
Valget den 24. marts er det første valg, der bliver holdt i Thailand siden det kup, der bragte militæret til magten og væltede en Thaksin-venlig regering.
Også militærstyrets nuværende premierminister, Prayuth Chan-ocha, søger genvalg.