Tidl. radikal udviklingsminister ny forkvinde for Red Barnet

Forfatter billede

Red Barnet blev torsdag aften den så vidt vides første store NGO i det hjemlige u-landsmiljø med både en kvindelig formand og generalsekretær.

Her blev den tidl. radikale udviklingsminister Anita Bay Bundegaard (2000-2001) nemlig valgt til ny formand. Hun er kulturredaktør for Politiken og har bl.a. været rådgiver for FNs Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) i Geneve i Schweiz.

Som ny formand skal Anita Bay Bundegaard bl.a. stå i spidsen for Red Barnets godt 60 aktive lokalforeninger. En af hendes hovedopgaver bliver at forbinde det internationale arbejde, Red Barnet laver, med det lokale ved at fungere som bindeled til medlemmer og frivillige.

– Der findes efter min mening ikke en finere og renere mission end at beskytte og hjælpe børn. Derfor føler jeg mig privilligeret over at være en del af Red Barnet. Jeg glæder mig især til at være med til at bygge bro mellem det internationale og nationale arbejde, og jeg ser det som en klar og meget vigtig formandsopgave at sørge for, at medlemmernes og de frivilliges stemme bliver hørt og anerkendt, siger Anita Bay Bundegaard.

Formand for et Red Barnet i forandring

– Det er utroligt glædeligt, at Red Barnet nu har fået en formand med stor erfaring i internationalt arbejde og stor respekt for og kendskab til vigtig-heden af ”græs-rødderne”, siger organisationens generalsekretær (og også tidl. minister), Mimi Jakobsen.

– I disse år undergår Red Barnet en forandring, fordi vi bliver en endnu mere integreret del af Save the Children, verdens største uafhængige børnerettighedsorganisation. Det er helt afgørende, at vi stadig er stærkt forankret i Danmark, og det bliver en helt central opgave for den nye formand, anfører Mimi Jakobsen.

46-årige Anita Bay Bundegaard afløser pædagog Hans Poulsen, der har været formand for Red Barnet i 11 år.

Red Barnet er en del af Save the Children – og giver akut og langsigtet hjælp til udsatte børn i Danmark og resten af verden.

Save the Children Alliance har afdelinger i omkring 30 medlemslande, der arbejder i over 100 lande. Red Barnet i Danmark blev oprettet i 1945 og tæller i dag ca. 11.000 medlemmer.

Yderligere oplysninger hos Mimi Jakobsen, Tlf.: 35 24 85 18 og
pressechef Mette Hilden, dir.tlf. 24 21 45 35 og e-mail [email protected]