To tredjedele af IFUs investeringer gik til Afrika i 2021

Malawi ligger helt i toppen af verdens lande, når det handler om manglende adgang til elektricitet. Kun omkring fire procent af landets indbyggere, der bor på landet, er koblet op til elnettet.


Foto: Per-Anders Pettersson/Exclusive by Getty Images
Gerd Kieffer

11. maj 2022

I 2021 investerede Investeringsfonden for Udviklingslande – bedre kendt som IFU – 650 millioner kroner i Afrika. Det svarer til 65 procent af fondens samlede investeringer.

I en pressemeddelelse siger bestyrelsesformand Michael Rasmussen, at han er ”meget tilfreds med, at vi igen i 2021 har formået at gennemføre hovedparten af vores investeringer i Afrika, hvor vi med finansiering fra blandt andet Danida forsøger at gøre en særlig indsats i de fattigste lande på kontinentet.”

Fondens formål er at skabe grøn og bæredygtig udvikling gennem kommercielle investeringer i den private sektor i udviklingslandene. 

IFU har et særligt fokus på at understøtte den grønne omstilling, og i 2021 øgede IFU sine investeringer i området med lidt over 400 millioner kroner. En af årets nye investeringer er et lån på 85 millioner kroner til en 20 megawatt solpark i Malawi, som er et af verdens mest energifattige lande. Kun 14,9 procent af befolkningen har adgang til elektricitet ifølge tal fra Verdensbanken.

”Vores investeringer i vedvarende energi er vigtige for den grønne omstilling og udviklingen generelt, fordi de både bidrager til at øge adgangen til elektricitet, som er en stor mangelvare, og samtidig reducerer de fremtidige CO2-udledninger,” siger Torben Huss, administrerende direktør i IFU, i pressemeddelelsen.

Overskud geninvesteres

I alt investerede IFU én milliard kroner i 2021. Halvdelen af investeringerne er foretaget på vegne af Verdensmålsfonden, der er etableret i samarbejde med en række danske pensionsselskaber og private investorer. 

Ved udgangen af 2021 havde IFU en aktiv portefølje på 179 investeringer, der samlet beskæftigede 300.000 mennesker og rapporterede 3,2 milliarder kroner i lokale skattebetalinger.

Derudover servicerede en række banker og mikrofinansinstitutioner 18 millioner klienter med små lån, der blandt andet giver dem mulighed for at udvikle deres egen lokale forretning eller mindre landbrug.

IFUs overskud i 2021 endte på 182 millioner kroner, som fonden geninvesterer i nye selskaber.