Topmøde i maj mellem EU, Latinamerika og Caribien

Redaktionen

Den 16.-17. maj 2008 holdes det femte topmøde mellem EU og landene i Latinamerika og Caribien. Det sker i Perus hovedstad, Lima, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.

Landene vil være repræsenteret på præsident-, premierminister- og/eller udenrigsministerniveau. Den danske delegation ledes af udenrigsminister Per Stig Møller (K).

Topmøder mellem EU og landene i Latinamerika og Caribien (LAC-landene) afvikles hvert andet år og er en meget vigtig del af relationerne mellem de 2 regioner, idet de har medvirket til at styrke samarbejdet og fremme en fælles tilgang til globale problem stillinger.

Fra EUs side opfattes EU-LAC topmøderne som en mulighed for at styrke båndene til en region, Europa har et grundlæggende værdifællesskab med og i mange tilfælde deler interesser med. Med de seneste års vækst påkalder regionen sig stigende opmærksomhed som økonomisk partner med et ofte uudnyttet potentiale.

Temaerne for topmødet 2008 i Lima er 1. Fattigdom, ulighed og inklusion og 2. Bæredygtig udvikling (miljø, klimaforandringer og energi).

For Danmark er topmødet vigtigt som et forum, hvor relationerne med de latinamerikanske lande kan styrkes. Det er en af målsætningerne i Regeringens Latinamerika-strategi ”Muligheder og Partnerskaber” fra 2007.

Yderligere oplysninger hos fuldmægtig Kit Clausen, Udenrigsministeriet, på telefon 33 92 03 64