Tre FN-soldater dræbt i Darfur

Forfatter billede

Tre blev dræbt og seks såret, da en patrulje fra FNs fredsbevarende styrke i Darfur, UNAMID, var på rutinemæssig aftenpatrulje i flygtningelejren Zam Zam nær El Fasher i det nordlige Darfur.

– UNAMID-patruljen, som var på en rutinemæssig aftenrunde, bestod af ubevæbnede politirådgivere og en bevæbnet eskorte. Deres opgave var at beskytte de civile, der har søgt tilflugt i Zam Zam, og for dette måtte de lade livet, sagde lederen af den fælles African union-FN mission i Darfur, Ibrahim Gambiri i en officiel pressemeddelelse.

Ifølge BBC er det første gang, at et angreb på den fredsbevarende styrke er set så tæt på en by og citerer UNAMID for, at de fredsbevarende styrker har intensiveret overvågningen på det seneste på grund af voksende bekymring.

En repræsentant for en af områdets største oprørsgrupper har udtalt, at den nordsudanesiske regering stod bag angrebet, men kunne ifølge BBC ikke fremvise nogen dokumentation for påstanden.