Tyrkiet leverer droner til Nigers kamp mod terrorisme

Bayraktar TB2-drone.


Foto: Anadolu Agency/Getty Images
Søren Steensig

8. juni 2022

Den 25. maj modtog militæret i Niger seks tyrkiske dronefly af typen ‘Bayraktar TB2’. Dronerne skal give Niger et nyt våben mod terroristgrupperne Boko Haram, Islamisk Stat, og Al-Qaeda-tilknyttede grupper, som alle er meget aktive i grænseområderne mellem Niger, Mali og Burkina Faso.

Niger er blevet en vigtig allieret for de europæiske missioner i Sahel-regionen, efter Mali smed Frankrigs Operation Barkhane og EUs Task Force Takuba på porten i starten af året.

Efter sin indsættelse sidste år har præsident Mohamed Bazoum sat alle sejl ind på at gøre Niger til et dydsmønster for internationalt samarbejde i kampen mod islamistisk terrorisme. Han meldte derfor hurtigt ud, at de internationale tropper er velkomne i Niger.

Og nu føjer han således Tyrkiet til listen af allierede, efter handlen om de nye dronefly er afsluttet. Udover de seks droner indbefatter aftalen, de to lande indgik sidste år, også lette angrebsfly og pansrede køretøjer.

Ifølge Radio France Internationale er der allerede planer om at bygge en lufthavn til at servicere de tyrkiske droner, da nabolandet Nigeria også har investeret i tyrkisk materiel.

Erdogan charmerer sig ind i Afrika

I løbet af det seneste årti har præsident Recep Erdogan udvidet Tyrkiets diplomatiske og økonomiske tilstedeværelse i Afrika.

I 2017 byggede tyrkerne en stor militærbase i Somalias hovedstad Mogadishu, de underskrev militære samarbejdsaftaler med Togo sidste år og med Senegal i februar.

I december sidste år løb det tredje Turkey-Africa Partnership Summit af stablen med magtfulde mænd på deltagerlisten, blandt andre Senegals præsident Macky Sall, der også er Den Afrikanske Unions forperson, og den ghanesiske præsident Nana Akufo-Addo. som også bestrider posten som formand for Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab (ECOWAS).

Præsident Erdogan signerer en Bayraktar TB2-drone ved den tyrkiske Batman-militærbase i 2018. (Anadolu Agency/Getty Images)

Tyrkiet er også begyndt at handle betragteligt mere med afrikanske nationer. I 2003 beløb værdien af handlen mellem afrikanske lande og Tyrkiet sig kun til godt og vel 37 milliarder kroner. I 2020 var det tal næsten femdoblet til mere end 175 milliarder.

Samtidig har tyrkiske virksomheder vundet projekter for sammenlagt 492 milliarder kroner i Afrika til og med 2021.

Og nu er de effektive tyrkiske droner tilsyneladende sidste skud på stammen i tyrkernes charmeoffensiv. Dronerne har tidligere haft afgørende betydning i andre konflikter, blandt andet i Etiopien, Libyen og Ukraine.