Af Lisbeth Dina Jensen
reporter på U-landsnyt.dk
Med mottoet ’Africa is here’ kickstartede udviklingsminister Søren Pind (V) tirsdag et møde på Copenhagen Business School (CBS) med titlen ’Debate on Entrepreneurship, Growth and Employment’.
Her deltog forskere, studerende, NGOer og en gruppe afrikanske deltagere, som var specielt inviteret for at komme med anbefalinger og personlige erfaringer til ministeren.
CBS lagde den helt rigtige ramme for debatten, der af Pind blev gjort til en hyldest til frie markeder og den private sektor.
Efter udviklings-ministerens indlæg interviewede Trine Sick en kvindelig entreprenør fra Kenya. Kvinden fortalte meget engageret om sin personlige og professionelle kamp for at få lov til og mulighed for at starte sin egen virksomhed. Søren Pind kommenterede med begejstring, at hun var en ’true marketeer’.
Kvindens fortælling var en succeshistorie lige efter udviklings-ministerens hjerte. Søren Pind er ”en optimist og vil lytte til de optimistiske historier”, ligesom ’Verdens Bedste Nyhed’ -kampagnen er et udtryk for og som han kaldte ”the telling the truth approach”.
Grunden hertil er, ifølge Pind, dobbeltsidig. For det første udtalte han, ”bliver folk trætte af katastrofer, fordi ’life goes on’”. For det andet bliver folk nød til at have håb, hvis de skal have lyst til at bidrage. Dette blev holdt op imod nogle NGOer, der kan have en interesse i at fortælle katastrofehistorier.
NGOernes rolle kunne Søren Pind ikke give et klart svar på, men han nævnte, at den var under overvejelse. Pind påpegede, at mange NGOers projekter ender, når NGOerne forlader området, men ”uden en blomstrende privat sektor derimod, kan bæredygtig udvikling ikke opnås”. Ministeren vil foretrække projekter, der støtter retten til privat ejendom frem for projekter med kommunale løsninger.
Efter sit eget indlæg lod den meget travle udviklingsminister sine ministerielle medarbejdere lytte videre til debatten, der havde titlen ”Ideas for the Minister” – interactive session with Søren Pind”.
Pinds fravær blev utilsigtet lidt komisk, idet en af de afrikanske debatdeltagere udtrykte et ønske om, at de pågældende ministre i hans land også ville komme og lytte til råd. Heldigvis bliver kommentarerne fra debatten samlet i en rapport, som udviklingsministeren forhåbentlig vil læse.
En mængde interessante emner vedrørende støtte til små entreprenører i udviklingslandene og udfordringerne hertil blev debatteret. Specielt var der fokus på adgang til lån og uddannelse.
Et andet centralt spørgsmål drejede sig om et aspekt, der er uundgåeligt, når man snakker entrepreneurship, nemlig risikotagen. Opstart af nye virksomheder vil uundgåeligt medføre risici, især i u-lande med ustabile markeder og institutioner.
Spørgsmålet er, hvordan man forener nødvendigheden af at kunne rapportere resultater i udviklingsarbejdet med risikotagen i den private sektor.