Uganda: Sådan stjal embedsmændene fra de fattige

Forfatter billede

Hvordan kunne det gå til, at milliarder af Uganda shillings, der skulle hjælpe fattige i det nordlige Uganda med at genopbygge deres tilværelse efter mere end 20 års krig, i stedet gik til kæmpe huse og luksusbiler til korrupte embedsmænd i statsministeriet?

Det ugandiske dagblad Daily Monitor giver fredag detaljer om den svindelaffære, der også omfatter danske bistandsmidler. (Se http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/25-10-12/ugandas-rigsrevision-afd-kker-stor-svindel-med-bis).

Monitor fortæller bl.a., hvordan en kasserer, hvis månedsløn er mindre end 1,5 mio. Uganda shillings (ca. 3.300 kr.), regelmæssigt “lånte” regeringens hundreder af millioner shillings, som blev betalt tilbage til hans private bankkonto.

Det hedder i rapporten fra den ugandiske rigsrevision, som afslørede svindlen, at pengene, der blev indsat på kassererens private konto, blev angivet som tilbagebetaling af lånte kontanter. Det skulle se ud, som om kassereren lånte regeringen penge fra sin egen opsparing.

Kassereren, Isaiah Oonyu, hævede 3,2 mia. Uganda shillings (ca. 7,1 mio. kr.) i kontanter over en periode på nogle måneder. Ofte hævede han så meget som 100 millioner (ca. 220.000 kr.) om dagen.

Ifølge revisions-rapporten blev mere end halvdelen af pengene hævet med brug af formentligt falske dokumenter, mens de øvrige 1,5 mia. Uganda shillings blev hævet med den ansvarlige departementschefs, Pius Bigirimanas, viden.

Monitor oplyser, at svindlen måske aldrig ville være blevet opdaget, hvis ikke to højtstående embedsmænd var blevet uenige om deres andel i byttet.

Embedsmændene i statsministeriet havde oprettet en ”hemmelig” konto, hvortil pengene blev sendt i en lind strøm – formentligt i samarbejde med embedsmænd i finansministeriet og Ugandas centralbank.

De 20 mia. shillings (ca. 45 mio. kr.), som blev indbetalt på den ”hemmelige” konto -Crisis Management Account (CMA) – forsvandt i løbet af et par måneder.

Omkring 2 mia. shillings blev overført til ansattes private bankkonti for overarbejde, og 8 mia. blev brugt til biler i den dyre prisklasse, inklusive en særlig Mercedes Benz til premierminister Amama Mbabazi siger kilder til Monitor. 4,6 mia. shillings blev udbetalt fra CMA med departementschefens forfalskede underskrift.

I den to-årsperiode, som rapporten dækker, blev der desuden udbetalt 35 milliarder shilling (ca. 78 mio. kr.) til ansatte i statsministeriet for at udføre officielt arbejde, og det skete med departementschefens viden.

Revisionen fandt imidlertid ingen bilag for pengene og udbetalingen til private konto er i strid med regeringens regler for håndtering af offentlige midler.

På det tidspunkt, da der ikke var penge til at føde og behandle børn med nikkesygdommen i det nordlige Uganda eller til at bygge huse til de overlevende fra jordskreddet i Bududa, brugte statsministeriet 6,9 milliarder shilling (ca.15 mio. kr.) på et udkast til en politik om katastrofe-management, skriver Monitor.

Da Rigsrevisionen bankede på døren til statsministeriet og bad om at se regnskaberne for CMA, var det en ubehagelig overraskelse for de tyvagtige embedsmænd.

De havde ikke regnet med at CMA, der ikke var en del af budgettet, ville få revisionsbesøg og havde derfor ikke gjort sig ulejlighed med at fabrikere bilag m.m. Og dem, de prøvede at strikke sammen, gjorde kun ondt værre:

En hævdede således at have købt 50 kasser med salt til overlevende fra Bududa jordskreddet i en grovvarebutik. Butikkens ejer kunne bekræfte, at han hverken sælger salt eller andre fødevarer.