Uganda: Væbnet politi holder hende ude fra hendes kaffefarm

Forfatter billede

Af Lis Garval, U-landsnyt.dk

Angreb på dansk kaffefarm i Uganda. Minister-raid. Soldater. Politi. Tåregas. Jordtyveri. Besættere. Catch-ordene fanger virkeligt. Historien om en afrikansk drøm mangler stadig en happy ending.

Danske Trine Riis Jensen er i Danmark på påskeferie, men lørdag vender hun ”hjem” til Uganda, hvor hun bor, for at slås videre med myndighederne for at få sin store kaffeplantage i den sydøstlige del af landet ved Victoria-søens bred tilbage.

I dag er hun forment adgang, og plantagen bevogtes af væbnet politi.

”Jeg har rendt alle på dørene siden november sidste år, da vores kaffeplantage ”Riis Coffee Farm ”blev invaderet af ophidsede ballademagere, anført af junior minister for jord, Idah Nantaba, og bakket op af politi og militær. Politiet så passivt til, mens vores bygninger blev ødelagt, tusinder af kaffebuske revet op, og vores ejendele stjålet. Kun ét hus er tilbage, og det er farmmanagerens bolig”, fortæller hun.

Da ”invasionshæren” rykkede frem, anbefalede politiet hende at søge tilflugt på den nærmeste politistation. Her fortalte man hende, at man var magtesløs i situationen.

Ikke fordi striden mellem minister og ”Riis Coffee Farm” var ny for politiet. Den nyudnævnte minister havde allerede tidligere på et stormøde i distriktet anklaget ”Riis Coffee Farm” for ulovligt at have tage jorden i besiddelse og forlangt, at de overlod den til de ugandere, der havde dyrket jorden tidligere. Og hun ville vende tilbage, bebudede hun.

Hvad Trine Riis Jensen ikke havde forudset var, at ministeren kategorisk afviste at se beviser på, at jorden var købt ganske lovformeligt, at der var skøde på jorden, og at de bønder, der havde dyrket bl.a. kassava og søde kartofler på området, var blevet kompenseret.

42 bønder har fået penge, mens der stadig forhandles med endnu 6 bønder. Kun én har ikke villet afgive sin dyrkningsret.

”Og ham lader vi bare fortsætte med at dyrke sine afgrøder. Vi har fulgt alle spilleregler og ønsker selvsagt ikke at lægge os ud med de lokale bønder. De fleste af dem har faktisk fået ansættelse hos os på kaffefarmen og er glade for det. Invasionen af vores farm er for mig at se politisk betinget. En relativt nyudnævnt junior minister har skullet manifestere sig og har efter alt at dømme gjort det med præsident Musevenis velsignelse”, forklarer hun.

Den lokale presse dækkede invasionen, og ifølge Trine Riis Jensen meget ensidigt. Hun blev ikke interviewet, og reaktionen på artiklerne var stort set ensidigt positive over for ministeren og hendes aktion. Blandt andet kom der i dagbladet New Vision kraftige opfordringer til, at udlændinge ikke skal kunne købe jord i Uganda.

Museveni har lovet kompensation

Ugandas præsident Museveni blev officielt direkte involveret i sagen den 17. december 2012, da han havde et tre-timers møde med juniorministeren, de danske kaffefarmere ( Trine Riis og hendes mand) og den danske ambassade i Kampala.

Men lige meget har det hjulpet, selvom Museveni dengang lovede danskerne kompensation for ødelæggelserne på jorden og manglende indtjening.

Den undersøgelseskommission, som han nedsatte på december-mødet for at få klarhed over sagen og give anbefalinger til, hvordan den kan løses, HAR barslet. Men dens rapport, som var færdig den 25. januar, har hverken Trine Riis Jensen eller den danske ambassade i Kampala set.

Men dens anbefalinger skal være gået til præsident Museveni.

Vil opgive sagsanlæg mod regeringen

Trine Riis Jensen har dog underhånden fået en kopi af rapporten og siger, at beskrivelsen af begivenhederne er ”det rene vås”, men at f.eks. anbefalingen om, at sagen behandles og løses under forsæde af den lokale distriktsformand, er fornuftig.

Hun forklarer, at ”Riis Coffee Farm” til gengæld er villig til at opgive sit sagsanlæg mod regeringen og ministeren for ødelæggelse af privat ejendom.
.
”Det altoverskyggende problem er, at der ingenting sker. Vi kan ikke passe plantagen. Ikke luge og beskytte kaffebuskene mod insektangreb. Vi tilplantede ca. halvdelen af farmens 65 hektar i juni 2011, og skulle have vores første høst om nogle uger”, understreger Trine Riis.

Og så tilføjer hun, at sagen også har kostet omkring 70 arbejdere på farmen deres indtjening. Det er for dem også en ulykkelig situation.

Sagen var også en af prioriteterne på udviklingsministerens dagsorden, da han for nylig var i Uganda, og den danske ambasade har fra starten være behjælpelig . Blandt andet har man været i forbindelse med det ugandiske udenrigsministerium og gjort opmærksom på den investeringsbeskyttelsesaftale, der er indgået mellem Danmark og Uganda.

”Riis Coffee Farm”

Trine Riis Jensen, tidligere kommunaldirekltør og hendes mand, Svend Kaare Jensen, der er administrerende direktør for aBi Trust, som oprindeligt er etableret af Danida, er bosiddende i landet, mens de to øvrige partnere i ”Riis Coffe Farm ” bor i Danmark.

Farmen blev etableret i 2011, som et ugandisk selskab. Det er ejernes ambition at producere den bedste robusta i Uganda som kan konkurrere på verdensmarkedet og samtidig give hele området et løft.

Man har allerede nået at etablere såkaldte farm field schools, hvor bønder lærer nye og forbedrede dyrkningsmetode, har oprettet en social fund, der støtter bl.a. undervisningsaktiviteter, skabt et fodboldhold , der får sportstøj, støvler og bolde af Jægersborg Boldklub, skaffet brugt tøj til uddeling og støtte opgradering af veje i området.

”Aktionen mod vores kaffefarm er ikke enestående, og ikke rettet mod os, fordi vi er udlændinge”, slutter Trine Riis Jensen. ” Der er flere fortilfælde, og præsidentens tale i februar, da han kommenterede jordtyveri og uro i landområderne, har ikke gjort sagen lettere. Han talte om opkøb af jord af folk, der er kommet til penge ved tvivlsomme metoder og korruption, og minister Nantaba fulgte trop, da hun erklærede, at hun vil styrke sine bestræbelser på at standse ulovlig udsmidning”.

”Men vi giver ikke op og håber bare, at løsningen kommer, så vi redder høsten”.