Ugens kommentar: Ikke-krigen på Sri Lanka – Kan man bruge observatørmissioner mere aktivt til fredsskabende arbejde?

Redaktionen

Af Jørgen Harboe

Aldrig har jeg hørt så mange historier om krudt, kugler, kampvogne og generaler som i det sidste halve år!

Det var underholdende, om end lidt trættende i længden.
Men også tankevækkende.

For anledningen var en mission, hvor et halvt hundrede udsendte fra de nordiske lande overvåger den våbenhvile, som Norges regering for knapt to år siden forhandlede på plads efter 20 års borgerkrig mellem styret i Sri Lanka og De tamilske tigre.

Det er selvfølgelig meningen, at våbenhvilen skal føre til fred. Af samme grund var det påfaldende, at vi observatører talte så meget om krig.

Én grund kan være, at de nordiske og andre regeringer har udviklet en tradition for, at våbenhvile- og andre fredsbevarende eller -skabende missioner især bemandes med folk, der har militær eller politimæssig baggrund.

Sådan var det også på Sri Lanka. Jeg selv var en af de få civilister.

De fleste andre var aktive pensionister eller folk nær pensionsalderen fra uniformerede korps, der jo afskediger medarbejdere i en alder, hvor de færreste har lyst eller råd til at lægge sig på sofaen.

Næsten alle havde da også skabt sig en ny karriere i udlandet. De rykkede rundt mellem Balkan, Afrika, Afghanistan, Kashmir og andre steder, hvor de nordiske landes regeringer har taget medansvar for at inddæmme konflikter. De var rolige, besindige folk med personlig autoritet til at gå ind i anspændte situationer, berolige ophidsede gemytter og lægge låg på stridigheder.

Det er da også værd at bemærke, at våbenstilstanden på Sri Lanka faktisk holder. Hvilket er en ægte velsignelse for hele øens befolkning. Sri Lanka-styret og tigrene har det meste af æren for, at det er gået sådan, men jeg er sikker på, at de nordiske observatører også har lod og del i, at situationen er forblevet relativt stabil uden åben krig så længe.

Men fred er det ikke blevet til. Det er som om det i praksis er blevet et mål at bevare status quo. Måske spiller observatørkorpsets sammensætning, baggrund og kollektive erfaring også en rolle her. Soldater og politifolk er eksperter i at holde justits og nedkæmpe uro. De har ingen forudsætninger for at bygge videre på våbenhvilen og skabe forsoning og fred.

Det er der andre, der kan, men de deltager sjældent i observatørmissioner. En observatørmission skal jo også kun observere og hindre våbenhvilebrud.

Eller skal den?

Min egen baggrund er bistand, og u-landsbistanden har i de sidste 20 år bevæget med stormskridt. For 30 – 40 år siden var bistand og politik adskilte størrelser. I dag er de forbundne kar, hvor donorerne aktivt ønsker at bruger bistanden til at skabe politiske forandringer i modtagerlandene, – ikke mindst fred og forsoning.

På den måde virker det i dag naturligt at se den nordiske våbenhvilemission på Sri Lanka, det norske initiativ for at formidle fred på øen, og bistandsarbejdet i sammenhæng. De burde trække på samme hammel og ville kunne gøre det, hvis de hver især var gearet til synergi.

Det samme gør sig gældende andre steder i Verden.

I Mellemøsten har UNTSO observeret Israel-Palæstina i over 50 år. Hvor meget fred er der kommet ud af det? Er det muligt, at UNTSO kunne spille en mere positiv rolle med et andet mandat, en anden bemanding og større åbenhed overfor andre aktører, der arbejder for fred i regionen?

Det var spændende at høre militære kolleger fortælle om deres indsats for at forhindre krig i Verdens brændpunkter. Det var positivt at være med til at bevare våbenhvilen på Sri Lanka. Men det havde været endnu bedre, hvis vi også fik lov til at fremme fred og udvikling.

Jørgen Harboe (60) er journalist og forfatter.

Var fra marts til september 2003 udsendt af Udenrigsministeriets Internationale Humanitære Beredskab til den nordiske våbenhvile-overvågningsmission, Sri Lanka Monitoring Mission.