Ugens kommentar: Zimbabwes vej mod afgrunden

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

29. februar 2004

Zimbabwe på vej mod afgrunden – ny bog med forklaringer på Zimbabwe-krisen.

Af Stig Jensen

Zimbabwe-krisen har bidraget til sult, fattigdom og politisk forfølgelse for landets befolkning.

Afrika er også ramt af Zimbabwe-krisen på mange forskellige måder, bl.a. ligger NEPAD-planen underdrejet, hvilket i vid udstrækning kan henføres til Zimbabwe-krisen.

Med Zimbabwes økonomiske og politiske sammenbrud ligger Vestens forhåbninger om en afrikansk succeshistorie i ruiner. Det indlysende spørgsmål er: Hvorfor blev Zimbabwe kriseramt? En ny bog belyser forskellige aspekter af Zimbabwe-krisen.

Indledning

Zimbabwes præsident Robert Mugabe kunne i sidste uge fejre 80 års fødselsdag. Han benyttede lejligheden til at forsikre om, at politik er hans liv og garanterede samtidig, at han bliver på præsident-posten de næste 5 år.

Et klart signal fra manden, der har stået i spidsen for Zimbabwe siden selvstændigheden i 1980, om at han ikke render af pladsen, selv om landet er i dyb økonomisk og politisk krise.

Den økonomiske krisesituation kan bl.a. illustreres ved forventningen om, at Zimbabwes inflation vil nå 700 procent i marts, og intet tyder på, at bunden er nået.

På den politiske scene udfordres Mugabe og regeringspartiet ZANU (PF), der har haft patent på magten siden selvstændigheden, af især oppositionspartiet MDC (Movement for Democratic Change), som har stor opbakning særligt i bybefolkningen.

Derudover er der vedholdende forlydender om interne magtkampe i regeringspartiet for at positionere sig til at efterfølge Robert Mugabe.

Mugabe helt eller skurk?

Robert Mugabe og Zimbabwes politiske magtelite har ikke kun problemer på hjemmefronten. Det internationale donor-samfund har gennem økonomiske og politiske sanktioner de seneste år strammet tommelskruerne på regimet i Harare.

Eksempelvis var EUs fødselsdagsgave til Mugabe og Zimbabwe en forlængelse og udbygning af sanktionerne mod landet. Især de såkaldte smarte sanktioner, der bl.a. har til formål at forhindre indrejse af Zimbabwes magtelite i EU-landene.

Umiddelbart kunne man få indtryk af Robert Mugabe, som en isoleret og venneløs mand, men han har sine støtter både i og udenfor Zimbabwe. Eksempelvis blandt det sydlige Afrikas økonomisk marginaliserede grupper ses Robert Mugabe som en moderne Robin Hood, der tager fra de rige og giver til de fattige.

Robert Mugabes popularitet blandt marginaliserede grupper kan især tilskrives de seneste års jordreformer i Zimbabwe med tvangsekspropriering af farme primært ejet af de hvide.

Tvangsekspropriationerne opfattes som det endelige opgør med kolonitidens undertrykkelse, hvor Robert Mugabe ses som en panafrikansk befrier, der vinder det tabte land tilbage. Mugabe har ligeledes vundet sympati blandt anti-globallisterne, fordi han kæmper for national selvbestemmelse mod Vestens politiske og økonomiske overherredømme.

Forventningerne til Zimbabwe var enorme.

Den dominerende opfattelse blandt de politiske ledere i Washington, London, København og andre steder i Vesten er, at Zimbabwe gennem de seneste år har udviklet sig til en international paria.

Zimbabwes forvandling fra Vestens donor-darling til paria i løbet af få år er tankevækkende og vel nærmest uden sidestykke i international politik.

Hvis man ruller tiden tilbage til 1980 ved etablering af den nye nation Zimbabwe var der i Vesten både forventninger og forhåbninger om, at Zimbabwe ville blive en afrikansk succeshistorie, der kunne danne forbillede for andre afrikanske nationer.

En langvarig borgerkrig var med Margaret Thatcher-regeringens mellemkomst blevet afløst af en fredelig magtoverdragelse fra det hvide mindretalsstyre til repræsentanter for det sorte befolkningsflertal.

Hvad, der fra flere vestlige iagttagere blev betragtet som den ultimative succes, var Zimbabwes nye magthavers forsoningspolitik baseret på fredelig sameksistens mellem landets forskellige befolkningsgrupper, som det kan ses af følgende udtalelse fra Robert Mugabe efter valget i 1980:

”Der er plads til alle i dette land, det gælder både vindere og tabere. Der vil ikke blive nogen radikal nationalisme, og vi garanterer jobs og pensioner for offentligt ansatte og at landbrugerne kanl beholde deres landbrug. Zimbabwe vil blive bygget på fællesskab. Lad os tilgive og glemme. Lad os etablere nye fælles venskaber.”

Hvad der yderligere bidrog til Vestens opfattelse af Mugabe som en af Afrikas mest visionære ledere var landets udviklingsmodel baseret på økonomisk vækst med mottoet: ”vækst med omfordeling”.

Målsætningen syntes at være at fortsætte Rhodesia-tidens vækstøkonomi, samtidig med en eksplicit målsætning om at omfordele til de fattige. Hvilket kunne betragtes som den tredje vej – en hybrid mellem kapitalisme og socialismen. Det vestlige donor-samfund ydede op gennem 1980erne og 90erne massiv økonomisk støtte til Zimbabwe for derved at bidrage til udviklingen af succeshistorien.

Zimbabwes sammenbrud er noget særligt!

Vestens økonomiske støtte er næsten væk, og den dominerende opfattelse i donor-samfundet er, at Zimbabwe i de senest år har udviklet sig til en ”failed-state”.

Zimbabwe er dermed flyttet over i samme kategori som eksempelvis Somalia, Liberia og Sierra Leone. Nationer, der er kendetegnet ved politisk og økonomisk sammenbrud og uden umiddelbare forventninger om, at den nedadgående spiral vil stoppe.

Det har betydet en yderligt faldende vestlig interesse for Zimbabwe. I Danmark er interessen for Zimbabwe faldet markant, eksempelvis er den danske bilaterale bistand faldet fra 123 mio. kr. i 2001 til 5 mio. kr. i 2003. Mediernes interesse er tilsvarende faldet: Ingen nye billeder og ingen nye historier om ”danskere”, der mister deres farme til krigsveteraner.

Pres på andre afrikanske lande

Selv om den internationale interesse for Zimbabwe synes faldende, har USA og EU-landene iværksat en række aktiviteter, som skal påvirke udviklingen i Zimbabwe.

USA og EU ser Zimbabwes magtelite og især Robert Mugabe som en hindring for Zimbabwes demokratiske udvikling. Derfor prøver USA og EU at presse Zimbabwes magtelite og dermed skabe forandring både ved at påvirke direkte gennem sanktioner mod Zimbabwe og indirekte gennem at presse afrikanske nationer til at kritisere styret i Harare.

Indtil videre har de afrikanske ledere afstået fra åbent at kritisere Mugabe og Zimbabwe. De afrikanske stats- og regeringsledere er ikke upåvirket af krisen i Zimbabwe og især Vestens interesse for krisen i Zimbabwe. De afrikanske lederes primære problem er, at Vestens negative holdning til Zimbabwe kan ramme hele Afrika.

De afrikanske ledere har fremlagt en udviklingsstrategi for kontinentet, der går under betegnelsen The New Partnership for Africas Development (NEPAD). Et helt centralt element i realiseringen af NEPAD er, at Vesten støtter NEPAD økonomisk gennem bistand, investeringer og øget samhandel.

Vesten har vist stor interesse for NEPAD, bl.a. fordi mantraet i strategien er markedsøkonomi, demokratisering og god regeringsførelse. Vestens interesse for NEPAD har endnu ikke udmøntet sig i massiv økonomiske støtte til Afrika. Den primære forhindring synes at være Vestens manglende tiltro til, at ordene i NEPAD også følges af handling.

Vestens fokus er især rettet mod praktiseringen af den såkaldte ”peer-review-mekanisme” i NEPAD. Formålet med denne mekanisme er, at de afrikanske lande underlægger sig ekstern overvågning af, hvorvidt de lever op til kravene om god regeringsførelse, herunder demokratisering efter international (læs: vestlig) standard.

Netop denne peer-review mekanisme bruger Vesten til at presse de afrikanske lande til at kritisere Zimbabwe. På den måde bliver udviklingen i Zimbabwe et problem for finansieringen og realiseringen af NEPAD og dermed for Afrikas udviklingsmuligheder som helhed.

En ny bog giver indsigt, men ikke ét svar!

For at forstå og løse den nuværende krise i Zimbabwe forudsættes indsigt i de forhold, der har skabt krisen. En måde til at opnå viden om dét, der gik forud for Zimbabwe-krisen og de seneste års krise er at læse bogen: Zimbabwes Unfinished Business: Rethinking Land, State and Nation in the Context of Crisis.

Bogen er redigeret af Amanda Hammar, Brian Raftopoulos og Stig Jensen. Bidragene i bogen er skrevet af internationale eksperter på Zimbabwe og det sydlige Afrika. Målsætningen har været at bidrage til forståelse af udviklingen i Zimbabwe siden 2000, det der betegnes som Zimbabwe-krisen.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at bogen er skrevet af forskere, der ikke har været handlingsorienteret i forhold til at løse Zimbabwe-krisen, men derimod orienteret mod at forklare processer og delaspekter af krisen.

Så hvis man tror, at bogen giver et klart og entydigt svar på Zimbabwe-krisen, så bliver man skuffet. Man kan udlede af bogen, at Zimbabwe-krisen skyldes en række komplekse forhold der sam- og modspiller med hinanden.

Nogle af disse komplekse relationer bliver afdækket, for derved at give indblik i forskellige forestillinger om, hvordan udviklingen, alliancedannelser og anvendelsen af magt er foregået gennem de seneste års krise. Derudover problematiseres begreber som udvikling, nationalisme, suverænitet, god regeringsførelse, menneskerettigheder og ikke mindst begrebet krise.

Bogen har fokus på 3 problemstillinger. For det første problemer omkring resursefordelingen, primært jordspørgsmålet. For det andet problemer omkring statsborgerskab. For det tredje problemer omkring staten og dens magtudfoldelse. I det følgende gives ultrakorte smagsprøver fra bogens kapitler:

Amanda Hammer (fra Zimbabwe, pt. Ph.d.-kandidat ved Internationale Udviklingsstudier, RUC) og Brian Raftopoulos (lektor, University of Zimbabwe) indleder med et historisk rids af Zimbabwe-krisen og de mange forskellige interne og eksterne faktorer af betydning for de seneste års udvikling i Zimbabwe. Kapitlet rummer ligeledes en introduktion til bogens andre kapitler.

Eric Worby (lektor, Yale University) fokuserer på hvorledes suverænitet og statsborgerskab kreativt er blevet reformuleret af Mugabe og hans støtter. Herunder hvorledes der lovgivningsmæssigt skabes muligheder for marginalisering af politiske modstandere.

Jocelyn Alexander (forsker, Oxford University) ser nærmere på, hvorledes staten efter selvstændigheden i 1980 gentagne gange har skiftet kurs eksempelvis med hensyn til forflytning og genhusning af fattige og marginaliserede grupper på landet.

Amanda Hammar (fra Zimbabwe, pt. Ph.d.-kandidat ved Internationale Udviklingsstudier, RUC), ser på hvorledes lokale statslige institutioner agerer i praksis bl.a. med støtte fra krigsveteraner, politiske ungdomsgrupper og andre loyalister.

Nelson Marongwe (forsker ZERO, Zimbabwe) giver indblik i, hvem de såkaldte krigsveteraner er. De har været helt centrale aktører i besættelse af flere end 2.000 privatejede farme, og han redegør bl.a. for krigsveteranernes relationer såvel lokalt som i forhold til regeringspartiet.

Blair Rutherfords (lektor, Carlton University, Canada) kapitel beskriver landarbejderne, og hvorledes denne gruppe af flere hundrede tusind mennesker er blevet fanget i jordreform-processen, hvor regeringspartiet og staten anser landarbejdere som tilhørende de hvide og dermed som illoyale og uønskede.

Brian Raftopoulos (lektor, University of Zimbabwe) fokus er på regeringspartiets brug af jordspørgsmålet som legitimering af en stadig mere autoritær ledelse af landet baseret på nationalisme og eksklusivt statsborgerskab.

Mandivamba Rukuni (professor, Zimbabwe) og Stig Jensen (forsker, Dansk Institut for Internationale Studier) belyser kampen om jorden, hvor der er en mangfoldighed af interesser. Forfatterne efterlyser genovervejelser omkring betydningen af såvel god regeringsførelse som modernisering af landbruget for Zimbabwes fremtidige udvikling.

Ben Cousin (professor, University of the Western Cape, South Africa) giver afslutningsvis et regionalt perspektiv på Zimbabwe-krisen, specifikt hvorledes udviklingen i Zimbabwe udfordrer forestillinger om demokratisk udvikling og ressourcefordeling.

Processen omkring bogens tilblivelse

Bogen Zimbabwes Unfinished Business er det foreløbige slutprodukt af en proces, der blev startet på Center for Udviklingsforskning i 2000 af Amanda Hammar og Stig Jensen, som begge var i gang med ph.d.-projekter om Zimbabwe.

Formålet med initiativet var at belyse den politiske udvikling i Zimbabwe gennem dialog med andre forskere og andre med interesse for Zimbabwes politiske udvikling efter år 2000.

Højdepunktet for disse aktiviteter var en række arrangementer i København i 2001: En international konference og et forskningsseminar som NG0-workshop med fokus på Zimbabwe-krisen.

Her mødtes forskere, NGOer, politiske aktivister herunder bl.a. ledende medlemmer fra såvel ZANU (PF) og MDC for at diskutere Zimbabwe. Bogens forfattere er udvalgt blandt de deltagende forskere og deres bidrag skrevet specifikt til denne bog.

I forbindelse med bogens trykning og udgivelse var det vores ønske, det skulle foregå i Zimbabwe. Primært fordi bogen er om forhold i Zimbabwe, skulle den gøres tilgængelig dér. Center for Udviklingsforskning (senere Dansk Institut for Internationale Studier) støttede ideen med at gøre bogen tilgængelig i Zimbabwe i form af et økonomisk bidrag for at gøre bogen billigere.

Selve processen med trykning af bogen var meget langsommelig, fordi Zimbabwe-krisen ramte bogen, med mangel på næsten alt. Da bogen endelig var færdig i slutningen af 2003, blev den beslaglagt af myndighederne, og forlagsredaktøren blev afhørt flere gange. Resultatet blev, at myndighederne frigav bogen, som nu kan købes følgende steder (se nedenfor).

Cand.scient.pol. Stig Jensen (42) er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og ekstern lektor på Center for Afrika-studier under Københavns Universitet. Han har skrevet Ph.d.-afhandling om Zimbabwe på Institut for Geografi og Internationale Udviklingsstudier på RUC, har stor felterfaring fra især Afrika og Asien og offentliggjort en række artikler om u-landsforhold, primært i tidsskriftet Den Ny Verden.

Zimbabwe: Weaver Press, PO Box A1922, Avondale, Harare, Zimbabwe. Email: [email protected].

Danmark: Mellemfolkeligt Samvirkes boghandel ”Verdensbutikken”, Borgergade 14, 1300 København K. Email: [email protected]. Telefon 77 31 00 91.

Storbritannien: African Books Collective Ltd., The Jam Factory, 27 Park End Street, Oxford 0X1 1HU, UK. Email: [email protected].

USA: African Books Collective at Michigan State University Press, 1405 South Harrison Road, 25 Manly Miles Building, East Lansing, MI 48823-5202, USA. Email: [email protected].