Memorys erindringer
Ekstraordinære situationer kræver ekstraordinære læseoplevelser. I ’The book of Memory’ følger vi den sorte albinokvinde Memory, der sidder på dødsgangen i et fængsel i Harare, dømt for mordet på en hvid mand. Bogens titel henviser til den beretning, Memorys advokat får hende til at skrive, for at redegøre for hvad der ifølge hende og hendes hukommelse skete. Den myrdede var nemlig Memorys hvide adoptivfar, som hendes forældre solgte datteren til, da hun var ni år.
Forfatteren, den zimbabweanske jurist Petina Gappah, har siden debuten, essaysamlingen ’An Elegy for Easterly’ fra 2009, markeret sig som en klar og stærkt stemme på den nyere afrikanske litteraturscene. Det er ubegribeligt, at et dansk forlag endnu ikke har fået øje på hende og oversat hendes bøger til dansk. Indtil det sker, må man læse dem på originalsproget (engelsk), hvilket i mange tilfælde også er bedre.
Køb ’The book of Memory’ – og Gappahs andre bøger – på bogreolen.dk.
Stream sydkoreansk Oscar-vinder
Den sydkoreanske film ‘Parasite’ løb med De Gyldne Palmer ved filmfestivalen i Cannes sidste år – og snuppede også en del andre priser, inden filmen og dens instruktør, Bong Joon-ho, drog til Los Angeles og fik fire Oscar-statuetter med hjem, herunder for bedste film.
‘Parasite’ er den første ikke-engelsksprogede film i oscaruddelingens 92 år lange historie, der har vundet den mest fornemme af Oscar-priserne. ‘Parasite’ er et kulsort drama om klasseforskelle. Vi følger den fattige familien Kim, hvis samtlige medlemmer er småsvindlere. Da familiens søn får mulighed for at undervise datteren af den rige Park-familie, begynder et svindelnummer af dimensioner – og dystre hemmeligheder afdækkes.
Fra 11. maj kan du leje ‘Parasite’ på Blockbuster – og hvis du kan vente, kan du leje den samme sted fra 25. maj.
[Rettelse – i en tidligere udgave af artiklen fremgik det, at filmen kunne ses via streamingtjenesten Hulu, men det er ikke muligt at tegne abonnement fra Danmark.]
Mere Oscar – nu i dokumentarform
Hvis du er til mere Oscar-kvalitet, men ikke gider oprette (endnu) et abonnement, kan du i stedet hoppe over på Vimeo. Her har det i Danmark baserede filmselskab Final Cut for Real taget konsekvensen af ”selvisoleringens drænende apati” og gjort mere end 30 titler tilgængelige for leje.
Du kan blandt andet (gen)se de to fabelagtige og ekstremt voldsomme dokumentarer ’The act of killing’ (nomineret til en Oscar i 2014) og ’The look of silence’, hvor Joshua Oppenheimer undersøger folkemordet i Indonesien i 1960’erne fra henholdsvis mordernes og de efterladtes perspektiv. Du kan også se ’Concerning violence’, der gennem svenske arkivbilleder og til Lauryn Hills oplæsning af Frantz Fanons essay, som dokumentaren er opkaldt efter, fortæller om de afrikanske uafhængighedskrige.
Gå på opdagelse på Vimeo.
Kom med til det nybyggede Brasilia
Hvis du hverken er til bog eller film, så kan du i stedet dykke ned i et stykke arkitektonisk historie: Konstruktionen af en ny hovedstad i Brasilien i slutningen af 1950’erne.
Idéen om at etablere en ny hovedstad som erstatning for Rio de Janeiro var dog en del ældre. Allerede i 1827 luftede en rådgiver muligheden for den daværende kejser, Pedro I. Da landet blev omdannet til republik i 1891, blev det skrevet ind i forfatningen, at hovedstaden skulle flyttes længere ind mod landets centrum. Vi skal dog frem til 1956, før præsident Juscelino Kubitschek udskrev en konkurrence om en plan for den nye hovedstad, Brasilia. Vinderen blev arkitekt og byplanlægger Lúcio Costa, der står bag idéen om at anlægge byen i form af et fly (Plano Piloto, kaldes det) med to krydsede akser: monumentaksen og beboelsesaksen. Alligevel er det arkitekten Oscar Niemeyer, der har tegnet størstedelen af byens monumentale bygningsværker, de fleste forbinder med hovedstaden.
Brasilia blev indviet den 21. april 1960 og har siden udviklet sig til Brasiliens tredjestørste by med de udfordringer, der følger med stor befolkningstilvækst. I denne lille film er vi dog tilbage i den spritnye by – uden trafikproblemer og overbefolkning – som vi guides igennem af en højstemt 1960’er-amerikansk ugerevyspeaker og et symfoniorkester.