Ugens tre afrikanske TV-serier

Forfatter billede

Globalnyt præsenterer: Ugens tre

“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.

Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.

Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.

Læs flere Ugens tre

Soul City

Soap opera – Sydafrika

Soul City er en sydafrikansk soap opera, der udspiller sig i et fiktivt township (fattig, uplanlagt bydel) af samme navn. Det er både soap opera med det sædvanlige drama og det sædvanlige antal kriser og intriger, og edutainment (underholdning og oplysning i ét), fordi den omhandler mange af de problemstillinger, folk i virkelighedens fattige bydele oplever. Serien forsøger at komme med relevante oplysninger og løsningsforslag. 

Serien, der har kørt siden 1994, har behandlet sundhedsrelaterede emner som HIV og AIDS, dræbende diarré,  amning, tuberkulose, alkohol, adgang til ren energi, vold i hjemmet, seksuelle overgreb mod kvinder, depression, livmoderhalskræft og andre lignende emner.

Serien behandler også socioøkonomiske emner som rettigheder til land, små- og mellemstore virksomheder, mikrolån, (voksen)uddannelse, aktivt medborgerskab, frivilligt arbejde, uligheder i det sydafrikanske sundhedssystem mm.

Det er en populær serie. Både fordi sydafrikansk producerede soap operaer er populære i Sydafrika, og fordi den omhandler emner, der kan være svære at tale om og som præger folks hverdag.

Serien bliver produceret af en organisation, der hedder Soul City Institute of Health and Development Communication , og som beskæftiger sig med mange flere ting end serien Soul City. Blandt andet beskæftiger organisationen sig med forskning i kommunikation af helbredsmæssige budskaber, udarbejder kampagnematerialer om specifikke emner såsom reproduktiv sundhed, og kører flere andre medie-tiltag såsom talkshows.

Soul City Institute of Health and Development Communication: http://www.soulcity.org.za/

The XYZ Show

Satire – Kenya

Ideen til det gale, geniale, kenyanske politiske satire-show the XYZ show opstod i Paris i 2003, hvor en af seriens producere, satiretegneren Gado (Godfrey Mwampembwa) skulle udstille. Han så et afsnit af en fransk satireserie med dukker, og var solgt på stedet. Serien produceres af kenyanske Buni TV.

Serien er en parodi på en nyhedsudsendelse, og mange afrikanske og internationale politikere, der gør sig bemærket på den ene eller den anden måde, får en optræden i dukkeform i the XYZ Show. Ud over de kenyanske politikere Kalonzo Musyoka, Mwai Kibaki, Raila Odinga, William Ruto og Uhuru Kenyatta har blandt andre Robert Mugabe (præsident i Zimbabwe siden 1980), Yoweri Museveni (præsident i Uganda siden 1986), Jacob Zuma (Sydafrikas præsident, der blandt andet har gjort sig bemærket med en noget alternativ strategi til at standse HIV-smitte) og Barack Obama har gæstet showet.

Efter en del udfordringer med at få en kenyansk tv-station til at købe ideen og derefter at lære at fremstille de latexdukker, der bliver brugt i serien, blev pilotafsnittet produceret i 2007. Serien viste sig at være for dyr for de kenyanske TV-stationer, så nu bliver den produceret med støtte fra en del internationale NGO’er og ambassader, og bliver stillet gratis til rådighed for de kenyanske medier.

På internationalt plan har serien vundet den nigerianske pris Africa Magic Viewers Choice Awards i 2013 for bedste TV-serie, og det sydafrikanske band Freshlyground (også kendt fra en kort optræden i den colombianske sangerinde Shakiras fodbold-VM-sang fra 2010) bruger i videoen til sangen ”Chicken to Change” dukkerne fra the XYZ Show.

The XYZ Show på Buni TV’s hjemmeside: http://buni.tv/shows/xyz-show/

Fino and Bino

Animationsserie – Nigeria

Fino og Bino er en edutainment-animationsserie for børn i førskolealderen. Den foregår i en Nigeriansk storby, og formålet med den er at vise et mere realistisk og mere positivt billede af Afrika. Den nigerianske animator Adamu Waziri, seriens skaber, var træt af, at alle børneserier, der foregik i Afrika, altid foregik på en savanne og handlede om syngende safari-dyr. Udbuddet af børneprogrammer gav overhovedet ikke indblik i, hvordan det er at bo på kontinentet i den virkelige verden.

Søskendeparret Fino og Bino er søde børn i en velstående middelklassefamilie, og serien handler dels om deres hverdag i Nigeria, og dels opsøger de i hver episode ny viden om Afrika og om verden generelt. Den er pædagogisk og i børnehøjde, selvom den beskæftiger sig med komplekse emner som kolonialisering, afrikansk historie før 1500-tallet, kultur og geografi. Serien er blevet nævnt i flere internationale medier såsom CNN og BBC World News og sælger mange biprodukter som dukker og bamser, men det ændrer ikke på, at den udfylder et tomrum i børnenes sendeflade, nemlig det, der viser en helt almindeligt, afrikansk barndom uden syngende dyr, men som til gengæld udspiller sig i en by med huse og biler og computere osv.

Det har været svært at komme ind på det Nigerianske marked, hvor investorer ikke helt endnu har lært at forholde sig til det langsomme tempo, animationer bliver lavet i. Adamu Waziri mener dog, at infrastrukturen til en god animationsscene findes, det handler bare om at tage springet. Afrikanere bør producere afrikanske børneserier, mener han, fordi det vil give et mere afbalanceret og realistisk billede af Afrika, og fordi der er et marked for det.

Bino and Fino-seriens hjemmeside: https://binoandfino.com/