Omkring 4 procent af den samlede danske bistand anvendes til at bekæmpe hiv/aids i Den 3. Verden. Det konkluderer en gennemgang af indsatsen, der blev sat i værk som opfølgning på en Folketingsdebat i april om emnet, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse torsdag.
Gennemgangen tager udgangspunkt i anbefalingerne i “Handlingsplan for Danmarks internationale indsats mod hiv/aids” fra 2001 og dækker de 15 programsamarbejdslande og Sydafrika samt de multilaterale organisationer i perioden 2001-2004.
Gennemgangen danner grundlag for udarbejdelse af en ny hiv/aids handlingsplan, der vil fastlægge målsætninger og retningslinjer for den fremtidige, styrkede danske indsats.
Gennemgangen er foretaget i tidsrummet fra april til juli 2004. Af gennemgangen fremgår bl.a. at:
– omkring 4 procent af den samlede bistand anvendes til bekæmpelse af hiv/aids;
– den danske indsats har været koncentreret om at få hiv/aids bekæmpelse indarbejdet i de sektorprogrammer Danmark støtter;
– indsatsen har overvejende fokuseret på at forebygge yderligere spredning af hiv/aids;
– der har været ført en aktiv dialog både med programsamarbejdslandene og de vigtigste internationale organisationer.
Gennemgangen viser også, at bekæmpelsen af hiv/aids ofte finder sted under meget vanskelige vilkår. De nationale institutioner, der skal lede, koordinere og gennemføre indsatsen er ofte for svage.
Samtidig skal de nationale institutioner samarbejde med stadig flere aktører bl.a. repræsenteret ved en række nye hiv/aids initiativer som f.eks. Den Globale Fond og præsident Bushs særlige hiv/aids initiativ. De lande, der er hårdt ramt af hiv/aids epidemien, oplever desuden et yderligere pres, når den livsnødvendige kapacitet til at gennemføre programmer forsvinder hurtigere end den kan erstattes (ved at højtuddannede nøglefolk dør af sygdommen).
Integrations- og udviklingsminister Bertel Harder udtaler i anledning af offentliggørelsen af gennemgangen af den danske hiv/aids indsats:
– Hiv/aids epidemien er en af de allerstørste udfordringer for udvikling. Gennemgangen viser, at den danske indsats er vokset i perioden, og at der er opnået gode resultater med at integrere hiv/aids bekæmpelse i sektorstøtten.
– Gennemgangen peger også på nogle af de konkrete problemer som f.eks. den svage koordination af indsatsen og vanskelighederne med at sikre, at der er den nødvendige kapacitet i landene til at gennemføre programmerne.
– I regeringens nye plan “Sikkerhed, vækst – udvikling” styrkes kampen mod hiv/aids med 65 mio. kr. allerede fra næste år, siger Haarder.
Gennemgangen findes på: www.um.dk/da/menu/Udviklingspolitik/BistandIPraksis/HivAids/DenDanskeHivAidsIndsats/
Som input til det videre arbejde med en ny handlingsplan for Danmarks internationale indsats mod hiv/aids inviteres alle interesserede til at fremkomme med kommentarer SENEST DEN 15. OKTOBER. Kommentarer sendes til [email protected].
Yderligere oplysninger hos fuldmægtig Thea Christiansen, tlf. 33 92 07 70.