Uro før festival – projektchef fyret

Redaktionen

Den stort anlagte kulturfestival, “Images of the Middle East”, som skal fremme forståelsen mellem danskere og arabere, er ramt af ledelsesproblemer blot 2 måneder før åbningen 12. august.

Jutta Helles, mangeårig projektchef på “Center for Kultur og Udvikling” (CKU) i København, der er tovholder for festivalen, er nemlig fyret og fritstillet, angiveligt på grund af “almindelige, generelle samarbejdsproblemer”, skriver Berlingske Tidende torsdag.

Jutta Helles var bl.a. drivkraften bag den succesrige “Images of Asia”-festival i 2003.

Den arkitekt-uddannede kvinde, der har stor praktisk u-landserfaring, stod indtil fyringen med ansvaret for planlægning og gennemførelse af CKUs projekter og fundraising. Dertil organisering af centrets arbejde og funktioner i det daglige, herunder HR og overordnet administration. Hun var også stedfortræder for centerleder Olaf Gerlach Hansen.

I 3.-Verdens-sammenhæng har hun været ansat som arkitekt og planlægger ved henholdsvis National Housing Authority i Lusaka i Zambia og Housing Development Department i Mombasa i Kenya, ligesom hun har været lektor på det dansk-støttede Ardhi Institute i Dar es Salam i Tanzania

Hun har bl.a. tidligere været vicedirektør i Akademisk Arkitektforening og sekretariatschef i Sammenslutningen af scenografer, Instruktører og Film- og TVarbejdere

Centerleder Olaf Gerlach Hansen afviser overfor Berlingske Tidende, at fyringen af Jutta Helles får konsekvenser for den forestående festival, som har været forberedt i årevis, og som en overgang i februar var truet af boykot fra 56 muslimske lande på grund af krisen om Muhammed-tegningerne.

Jutta Helles er nemlig ikke projektleder for “Images of the Middle East”. Det er Michael Irving Jensen. Den energiske cand.phil. i arabisk sprog og kultur fra Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet står med ansvaret for CKUs kultursamarbejde med Mellemøsten, og særligt for aktiviteterne i forbindelse med Images of the Middle East.

Festivalen vil byde på nogle af Mellemøstens største forfattere, musikere, danseensembler samt teater, film og billedkunst.

Festivalen er omtalt i en pressemeddelelse 31. maj fra CKU, som gengives her:

Images of the Middle East er en af årets største kulturbegivenheder. En landsdækkende festival, der fokuserer på det moderne kunst- og kulturudtryk i Levanten, Golfen og Nordafrika. Images of the Middle East er i den forstand en festival om mellemøstens samtidskultur – en festival om identitet under forandring.

Festivalen åbner den 12. august, lukker igen den 20. september og præsenterer undervejs mellem 400 og 500 forfattere, musikere, dansere, skuespillere, fotografer, billedkunstnere og intellektuelle fra hele den mellemøstlige region.

Festivalen er landsdækkende og gæster København, Odense, Århus, Helsingør, Helsingborg, Hillerød, Roskilde, Ringsted, Vordingborg og Skive.

Hovedattraktionerne

Festivalavisen – som både eksisterer digitalt (se websiteadr. nedenfor) og på print (tilsendes, hvis man bestiller den på 33 17 97 00) – præsenterer et udpluk af de mange attraktioner, som programmet byder på inden for musik, dans, teater, udstillinger, film og litteratur. Avisen informerer også om det medie-, undervisnings- og dialogprogram, som er en del af Images of the Middle East.

Kunstnerisk rummer programmet noget af det stærkeste, Mellemøsten kan opbyde:

Besøg af nogle af regionens største nulevende forfattere (bl.a. Sonallah Ibrahim, Asli Erdogan og Elias Khoury), musikere (bl.a. Cheb Mami, Natacha Atlas og Anouar Brahem), danseensembler (bl.a. The Whirling Dervishes of Damaskus, Laila Haddad og Selma & Sofiane Ouissi), teaterensembler (bl.a. Groupe Acrobatique de Tanger, The Palestinian National Theatre og 5. Sokak Tiyatrosu), film (bl.a. Paradise Now, Passion of Mohamed Malas og A Perfect Day).

Hertil kommer, at 5 store kunstinstitutioner sætter fokus på den moderne mellemøstlige billedkunst.

Undervisningsprogrammerne under Images of the Middle East vil nuancere danske skoleelevers viden om og forståelse af Mellemøsten. I programmet indgår bl.a. et netbaseret undervisningsmateriale, som vil blive tilgængeligt på www.middleeast.dk og et gæstelærerprogram.

Dialogdelen, som består af konferencer, møder og seminarer, vil – som undervisningsprogrammet – fokusere på de mellemøstlige identiteter i forandring. I særdeleshed på ungdom, kønsroller, urbanisering, med mere. Medieprogrammet omfatter udveksling af journalister og redaktører i en række medieproduktioner.

Formål

Formålet med festivalen er
1) at styrke den interkulturelle forståelse mellem Danmark og Mellemøsten,
2) at udvikle dialogen mellem Danmark og Mellemøsten og
3) at bringe mennesker fra Danmark, Mellemøsten og resten af verden sammen for at afprøve og inspirere til nye former for samarbejde.

Arrangørerne

Images of the Middle East bliver til i et samarbejde mellem Center for Kultur og Udvikling (CKU) og en række kulturinstitutioner, foreninger, uddannelsesinstitutioner, medier, kommuner og myndigheder i Danmark og Mellemøsten. CKU har dog det overordnede ansvar for festivalen, der på landsplan håndteres af en overordnet styringsgruppe med repræsentanter for festivalens samarbejdspartnere.

I samarbejdet omkring den kunstneriske del af programmet indgår bl.a. Københavns Internationale Teater, NatFilm Festivalen, Carsten Niebuhr Afdelingen under Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, Danske Pen, Diamanten, Det Nationale Fotomuseum, Charlottenborg Udstillingsbygning, Museet for Samtidskunst, Nikolaj Udstillingsbygning og Galleri Image.

I samarbejdet omkring medie-, undervisnings- og dialogprogrammet indgår bl.a. Statens Pædagogiske Forsøgscenter og International Media Support.

Men også byer og kommuner indgår i samarbejdet. Det gælder København, Helsingør, Helsingborg, Hillerød, Roskilde, Ringsted, Vordingborg, Odense, Århus og Skive.

Center for Kultur og Udvikling

Center for Kultur og Udvikling er en selvstændig institution under Udenrigsministeriet/Danida. Centeret har til formål at fremme det kulturelle samarbejde mellem Danmark og udviklingslandene og styrke den kulturelle dimension i udviklingssamarbejdet gennem støtte til kulturelle aktiviteter i u-landene og præsentation af u-landenes kultur i Danmark.

CKUs formand er forhenværende minister Grethe F. Rostbøll.

Protektor for festivalen er HKH Prins Joachim, som om Images of the Middle East siger:

”At bringe kunstnere og kulturpersonligheder fra Mellemøsten i dialog med Danmark og danskerne, og på den måde inspirere til nye former for dialog og samarbejde, er et vigtigt skridt på vejen til bredere forståelse af den rige kulturelle mangfoldighed Mellemøsten repræsenterer. Det er samtidig min overbevisning, at Images of the Middle East i et bredere perspektiv vil have stor betydning for det stadigt tættere samarbejde mellem Mellemøsten og Danmark”.

Økonomien bag festivalen

Images of the Middle East finansieres via midler fra CKU, Udenrigsministeriet, Københavns Kommune, Kunststyrelsen / Kunstrådet, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, Odense Kommune, Helsingør Kommune, Hillerød Kommune, Ringsted Kommune, Roskilde Kommune, Skive Kommune, Vordingborg Kommune, Århus Kommune, Helsingborg Kommune, Dunkers, MetroXpress, Vester Kopi, en række amter, organisationer, spillesteder og mellemøstlige myndigheder. Det centrale budget er på 28,5 mio. kr. Hertil kommer at festivalens samarbejdspartnere særskilt bidrager med en stor, decentral økonomi.

Historien bag festivalen

Images of the Middle East er den sjette Images festival. De første 5 festivaler var Images of Africa (1991, 1993, 1996), Images of the World (2000) og Images of Asia (2003).

Sidstnævnte havde et budget på 22,7 mio. kr. og indfriede de overordnede målsætninger: At gennemføre et alsidigt program af generel høj kvalitet, at komme i kontakt med et bredt publikum i Danmark og at styrke dialogen og det kulturelle samarbejde mellem Danmark og Asien.

Festivalen omfattede 924 offentlige arrangementer og var i berøring med 280.000 mennesker over hele landet. På mediefronten afstedkom Images of Asia mere end 130 timers radio og TV og 1.221 presseklip.

For yderligere oplysninger om festivalen og CKU, se festivalens hjemmeside www.images.org eller centrets hjemmeside: www.dccd.dk

Eller kontakt:

Informations- og pressemedarbejder Ivan Rod, tlf. 2360 4681
Festival projektleder Michael Irving Jensen, tlf. 2243 0324
Centerchef Olaf Gerlach Hansen, tlf. 3317 9705