Torsdag aften kom våbenhvilen. Nyheden kom, samtidig med at semifinalen til Melodi Grand Prix var i gang, så masser af israelere fik den serveret på en rulletekst i bunden af tv-skærmen i løbet af den direkte transmission fra pop-showet i Rotterdam. Lidt senere – det var faktisk, lige efter at Fyr og Flamme havde taget fat på at synge om at øve sig på hinanden – bragte tv-skærmen endnu en melding fra den virkelige verden.
Som det har været tilfældet mange gange under den 11 dage lange konfrontation mellem Israel og Hamas i Gazastriben, poppede der et lille ikon op i øverste højre hjørne. Det var fra Hjemmekommandoen, der meddelte, at borgere i tre små samfund tæt på Gazastriben – Netiv HaAsara, Yad Mordechai og Erez – skulle søge i beskyttelsesrum med det samme. Der var blevet affyret en ny serie raketter i Gazastriben.
Dette er et godt billede på konfliktens absurditet. Melodi Grand Prix har altid høje seertal i Israel, men i år slog det alle rekorder, og det kan nok betragtes som en art eskapisme. Folk havde behov for at undslippe til en uvirkelig virkelighed langt borte, men alligevel pressede realiteterne sig på. Mens pointoptællingen stod på, hørte man den fjerne rumlen af jagerfly på den mørke nattehimmel.
Sådan er det hver gang. Våbenhvilen trådte først i kraft fredag morgen klokken to, og parterne skulle lige have affyret de sidste raketter og rettet de sidste bombeangreb, inden en tilsyneladende ro sænkede sig over regionen.
Konfrontationer dagen derpå
Men det er en ro på lånt tid og måske en forblindelse. På Vestbredden, og i noget ringere grad i Gazastriben, markerede palæstinensere våbenhvilen med fyrværkeri. Der er lidt delte meninger om, hvorvidt folk begyndte at skyde med fyrværkeriraketter klokken to om natten for at fejre våbenhvilen eller for at glæde sig over, at Hamas i Gazastriben angiveligt har vundet en sejr.
Alt dette ligner en klassisk menneskelig reaktion, et ønske om at se bort fra virkeligheden og håbe på det bedste. For efter 11 dages konfrontation, der kom til at koste mindst 232 palæstinensere og 12 israelere livet, er man tilbage ved udgangspunktet, men med den forskel at det hele nu virker en del mere bekymrende.
Vi kender dynamikken i disse konfrontationer, for denne var kun den seneste i rækken. I 2014 blev det meget stort og meget blodigt, og for halvandet år siden var der endnu en runde, som relativt set var af mindre omfang. Men hver gang er mønsteret nogenlunde det samme. Hver gang ender det med en form for usikker våbenhvile, og så ligger det i kortene, at parterne allerede er i gang med at ruste sig til næste omgang.
Lige nu ser vi samme situation, og det forholder sig nok sådan, at næste omgang kan komme, hurtigere end vi aner. Ingen siger, at det vil ske, men risikoen er der.
Israels erklærede mål med bombeangrebene på Gazastriben er at decimere Hamas og det rivaliserende Islamisk Jihad så meget, at de, i hvert fald for en tid, er ude af stand til at affyre nye raketter. Der er uden tvivl anrettet store skader på Hamas’ infrastruktur i Gazastriben, og en hel række af bevægelsens militære ledere er omkommet, men Hamas og Islamisk Jihad besidder fortsat store raketlagre og er dermed i stand til at genstarte konflikten når som helst. Det lille raketangreb efter meddelelsen om våbenhvilen torsdag aften var en klar melding om, at man ikke er tvunget i knæ.
Sheikh Jarrah
Ved siden af dette er situationen i Jerusalem stadig uforløst. Konfrontationen mellem Israel og Hamas har utallige elementer, men et af dem, som hurtigt blev midtpunkt for hele verdens opmærksomhed, er sagen om de palæstinensiske familier, som er blevet sat ud fra en række boliger i Sheikh Jarrah, et kvarter i Østjerusalem.
Dette var den formelle grund til, at præsident Mahmoud Abbas valgte at aflyse det palæstinensiske parlamentsvalg, som skulle have fundet sted den 22. maj, og som følge af utilfredsheden med Abbas truede Hamas med repressalier, og det bidrog ad mange omveje til eskaleringen, der den 10. maj endte i væbnet konfrontation.
I Jerusalem er situationen uændret af våbenhvilen. Sagen om Sheikh Jarrah har ikke ændret karakter. Rettens dom om udsættelse af de palæstinensiske familier står ved magt, og mens det jødiske Vestjerusalem dagen efter våbenhvilen syntes at være vendt tilbage til en normaltilstand, var det palæstinensiske Østjerusalem præget af stenkast, tåregas og nye sammenstød mellem unge demonstranter og kampklædt politi.
Håb om sameksistens
Ikke desto mindre er der en forskel, som måske kan pege fremad. Ikke alle fortaber sig nemlig i tv-skærmens illusioner eller fyrværkeriraketternes glædesrus.
Blandt følgevirkningerne af den nu (indtil videre) bilagte konfrontation i og omkring Gazastriben så man udbredte protester blandt palæstinensere på Vestbredden og ikke mindst en dramatisk udvikling af samme karakter hos Israels arabiske mindretal, som udgør omkring en femtedel af befolkningen.
Byer som Akko, Lod og Jaffa var præget af gadekampe, og dette kapitel af historien er langt fra slut. For på både Vestbredden og i Israel kom det til dels som en protest mod udviklingerne i Gazastriben, men mest af alt som vrede over den splittelse, som gennem de seneste mange år er blevet mere og mere markant.
På Vestbredden rettede protesterne sig naturligvis mod Israels fremfærd i Gazastriben, men de gjaldt i lige så høj grad Mahmoud Abbas og hans korrupte ledelse. Dette var et af de store emner op til det nu aflyste palæstinensiske valg. I Israel rettede demonstranterne skytset mod Netanyahu og dennes marginalisering af de israelsk-arabiske borgere.
Gaza-konflikten blev udløseren. Nu, bagefter, sidder Mahmoud Abbas fortsat som palæstinensisk præsident, og som følge af situationen løb de israelske oppositionspartiers bestræbelser på at danne en regering uden Netanyahu håbløst ud i sandet. Dette er vigtige sager, som skal tackles.
Som en klar følge af alt dette har man set jødisk-arabiske borgerinitiativer opstå i helt usædvanligt omfang. Talrige steder dukker der nye grupper op, som vil arbejde for sameksistens og for at bygge bro hen over de kløfter, som konflikten har gjort dybere. Så mens uroen bølgede i Jerusalem dagen derpå, var der andre som aktivt tog fat på at genopbygge.
I Sheikh Jarrah har der i flere år været ugentlige demonstrationer, netop der hvor de meget omtalte bygninger ligger. Dér tropper en lille gruppe mennesker op hver fredag klokken 16:00 for at gøre opmærksom på sagen. Mange havde troet, at demonstrationen ville blive aflyst denne fredag i lyset af den højspændte situation i byen. Men den blev afholdt og med mindst dobbelt så mange deltagere som sædvanlig.
Bag initiativet står en gruppe ved navn Omdim BeYahad – Vi står sammen. Ved fredagens demonstration var halvdelen af deltagerne jøder og halvdelen arabere, og det er præcis det, der ifølge arrangørerne skal til for at skabe dialog mellem befolkningerne. Og måske skabe kimen til en forståelse af, at de væbnede sammenstød afløst af våbenhviler ikke fører til andet end ødelæggelse.
Hans Henrik Fafner er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – blandt andet som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.