1. januar bliver verdens største frihandelsområde med 1,3 milliarder indbyggere officielt operationelt. African Continental Free Trade Area (AfCFTA) omfatter 54 af Afrikas 55 stater. Det er en aftale under Verdenshandelsorganisationen WTO, og sigtet er at gøre hele det afrikanske kontinent til et enkelt marked for varer og tjenester.
Den grundlæggende aftale fra marts 2018 er underskrevet af alle afrikanske lande med undtagelsen af Eritrea. Men aftaleunderskrivelse er kun første skridt på vejen. Derefter har aftalen skullet ratificeres i hvert enkelt land, og så kommer den praktiske gennemførelse, implementeringen og harmoniseringen af et utal af nationale love og regler.
Mere end 30 lande har nu ratificeret med en af de allerstørste økonomier, Nigeria, som en af de seneste. Dermed er der nok til, at man kan gå i gang. Det skulle have været i sommer, men også her har COVID-pandemien skabt forsinkelser. Nu skal det imidlertid være helt sikkert fra 1. januar. AfCFTA’s sekretariat er også officielt blevet indviet i Ghana.
Stort potentiale
Det er almindelig viden, at de fleste afrikanske stater er fattige og økonomierne små. Mindre kendt er det, at den registrerede handel imellem de afrikanske lande indbyrdes også er overraskende lille. I kolonitiden dirigerede kolonimagterne produktionen ind på eksport af råvarer ud af Afrika. Handel med nabolande var ikke vigtig. Sådan er det til dels også i dag, selv om den reelle handel er større, end den der registreres. Langt fra alt går via formelle og officielle kanaler. Det ændrer dog ikke ved, at der er et stort potentiale for at styrke Afrikas økonomi ved at øge den interne samhandel.
Et økonomisk skøn over potentialet i den kontinentale frihandelsaftale er, at den i 2035 vil kunne have øget den intra-afrikanske handel (altså handlen mellem afrikanske stater) med omkring 80 procent og Afrikas eksport med 29 procent.
Sker det, vil det skabe flere jobs og løfte omkring 30 millioner afrikanere ud af absolut fattigdom. Det vil også kunne øge lønninger, måske endda især for kvinder. Og det vil fremme lysten til at investere i Afrika, at hele det afrikanske marked bliver mere tilgængeligt.
Metoden er blandt andet reduktion af de toldmæssige hindringer for samhandel. Der skal ske en stor reduktion af toldsatser i løbet af 5 år i de fleste lande, og i løbet af 10 år i de mindst udviklede lande. Ikke toldmæssige handelshindringer skal også fjernes, regler skal harmoniseres, bureaukrati skal fjernes eller gøres mere ensartet. Og så skal der også investeres i logistik, transportkorridorer og bedre infrastruktur i det hele taget.
Fugle på taget
Der er mange fugle på taget i aftalen. Års arbejde med regionale handelsaftaler (som AfCFTA bygger ovenpå) og handelsaftaler med blandt andet EU har vist, at der er forskel på den politiske vilje på det overordnede niveau, og viljen og evnen til at gennemføre ændringerne i praksis i svage og ofte dårligt fungerende systemer.
Der er også store reelle problemer. Mange industrier og andre produktionsvirksomheder i afrikanske lande har ringe konkurrenceevne og nyder ofte godt af et beskyttet hjemmemarked. Risikoen ved liberalisering og mere åbne grænser er, at de svage virksomheder bukker under, uden at der nødvendigvis kommer andre i stedet.
Nigeria er et meget godt eksempel. Det er en af Afrikas stærkeste økonomier og har traditionelt været en fortaler for stærkere økonomisk integration i Afrika. Nigerias finansindustri og telekommunikationsindustri vil vinde på skabelsen af frihandelsområdet, og Nigeria har været et centralt land i forhandlingerne. Alligevel blev Nigeria et af de seneste lande til at tilslutte sig aftalen, og Nigeria ratificerede først i november i år. Forklaringen er netop, at mere traditionelle produktionsvirksomheder, som i Nigeria er velorganiserede, har været meget modvillige, fordi de nyder godt af et beskyttet hjemmemarked og har udtrykt stor bekymring for, at Nigeria bliver en slags dumping-grund for billige udenlandske produkter.
Nigeria er et stærkt land, bekymringen er givetvis endnu større i mange lande med ringere forudsætninger.
Det er lignende bekymringer, der har forsinket og udskudt handelsaftaler mellem EU og Afrika i årevis.
Kinas rolle, også her
Nu er AfCFTA der imidlertid, og udviklingen vil blive fulgt med stor interesse mange steder i verden, ikke mindst blandt potentielle investorer.
Verden har også ændret sig, og måske er der nye muligheder. Det rapporteres mere uformelt, at Kina har spillet en betydelig rolle som mægler og hjælper i forhandlingerne. Kina har bilaterale handelsaftaler med 40 afrikanske lande, og handlen mellem Afrika og Kina skønnes de senere år at have ligget på et niveau mellem 150 og 200 milliarder dollars årligt. Med en rekord på 220 milliarder dollars et enkelt år. Også for kinesiske investorer spiller det en stor rolle, om en investering i et enkelt afrikansk land automatisk giver åben adgang til resten af kontinentet, eller om man – som nu – kun får adgang til en lille del af Afrika.
Det er en udvikling, der understreger, at Europas særlige betydning (økonomisk og politisk) for Afrika er på retur, selv om EU-handel, EU-aftaler og EU-bistand stadig er en vigtig faktor.
Det europæiske center for udviklingspolitik ECDPM har netop udgivet et discussion paper om AfCFTA: The promise of the African Continental Free Trade Area.
