Verdensbanken: Ebola kan være katastrofal for Vestafrikas økonomi

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Anders Brønd Christensen, U-landsnyt.dk

Ifølge en ny rapport fra Verdensbanken kan ebola-epidemien være en bombe under den økonomiske udvikling i Vestafrika, klodens fattigste region. Hvis epidemien ikke indæmmes, kan den negative påvirkning nå helt op på 32.6 milliarder dollars inden udgangen af 2015. 

I takt med at de menneskelige tab til epidemien stiger, begynder vi nu også at kunne se tegn på økonomisk tilbagegang i regionen som en direkte konsekvens af sygdommen.

Ebolas påvirkning på de vestafrikanske økonomier kan allerede måles på stigende priser på dagligvarer, tabt arbejdsfortjeneste, omkostninger til lægehjælp samt øget fattigdom.

Ifølge rapporten findes den største trussel mod den regionale økonomi dog i den ændrede adfærd, som frygten for smitte skaber.

Dette kommer til udtryk dels på individ-niveau i takt med at folk søger væk fra de smittede områder, dels på nationalt niveau hvor flere af de omkringliggende lande har indført restriktioner på rejser til og fra de påvirkede områder.

Dette har ført til faldende mobilitet i arbejdsstyrken og stigende omkostninger ved transport af materialer på grund af karantæne-zoner.

Tre af de fattigste lande

De tre mest påvirkede lande, Sierra Leone, Liberia og Guinea er blandt de fattigste i Vestafrika.

I alle tre lande står landbrug og mineindustrien for en stor del af deres BNP, og da disse erhvervsgrene og industrier kræver en stor arbejdsstyrke, har den faldende mobilitet betydet et signifikant fald i produktion.

Ud over disse industrier peger Verdensbanken på turisme som en sektor, der vil komme til at lide særligt under frygten for ebola.

På baggrund af rapporten opfordrer Verdensbanken til øget hjælp til de mest påvirkede områder. Bankens præsident, Jim Yong Kim, udtaler:

”The international community now must act on the knowledge that weak public health infrastructure, institutions, and systems in many fragile countries are a threat not only to their own citizens but also to their trading partners and the world at large”.

Ebola har ifølge de seneste tal smittet 9.964 og dræbt 4.881 mennesker, hvoraf kun 25 af de smittede kommer fra andre lande end de tre mest påvirkede, Sierra Leone, Liberia og Guinea.

FN har med generalsekretær Ban Ki-moon i spidsen søgt at indsamle en milliard dollars til bekæmpelsen af ebola, men har i skrivende stund kun opnået donationer og lovninger på donationer svarende til 64 millioner dollars.