Verdensbanken: Palæstinensernes økonomiske fremtid ligger i område C

Laurits Holdt

Af Yildiz Arslan, U-landsnyt.dk

Verdensbanken udgav i oktober en rapport om det økonomiske potentiale, der for palæstinenserne ligger i område C. Det ressourcerige område dækker 61 procent af Vestbredden og er under israelsk kontrol.

Langt størstedelen af Vestbreddens naturressourcer befinder sig i område C, og adgangen til især landbrugsjord og det Døde Havs mineraler, vil kunne give den hårdt plagede, palæstinensiske private sektor et boost og ikke mindst skabe flere arbejdspladser på palæstinensisk jord. Det skriver Verdensbanken i en nyligt udgivet rapport om udsigterne for den palæstinensiske økonomi.

I rapporten fra oktober fremgår det, at det palæstinensiske bruttonationalprodukt kunne stige med op til 35 procent og at de palæstinensiske myndigheder kunne halvere sit finansielle underskud, hvis de får adgang til område C. Det vil gøre den nye FN-observatørstat langt mindre afhængig af den bistand fra Danmark og andre vestlige stater, de i dag får, for at imødekomme helt basale, offentlige udgifter.

Processen der gik i stå

Da Oslo-processen begyndte i 1993, var den tænkt som en fem-årig overgangsperiode, hvor det nyetablerede palæstinensiske selvstyre gradvist skulle overtage stadigt mere kontrol med Vestbredden og Gaza.

Kontrollen med Vestbreddens større byer (det, der blev kaldt område A) og landsbyerne umiddelbart omkring (område B), overgik med det samme til de nye, palæstinensiske myndigheder.

Områderne udenom, som udgør 61 procent af Vestbreddens territorium og blev kendt som område C, kom under midlertidig israelsk kontrol, indtil palæstinenserne fik kapacitet til selv at tage over. Det var i hvert fald aftalen. Her 20 år efter Oslo-aftalen blev indgået, har Israel stadig kontrol over område C.

Dette betyder blandt andet at det ikke er muligt for palæstinensere at drive landbrug eller oprette virksomheder i det ressourcerige område. Det er konsekvenserne af dette, Verdensbankens rapport, sætter fokus på.

Ifølge Verdensbanken er det første gang, der er lavet et så dybdegående studie af det økonomiske potentiale, der ligger for palæstinenserne i område C.

Se et kort over Vestbredden med angivelse af Oslo-aftalens område A, B, og C på UN OCHAs hjemmeside her (PDF, 1 side).

Læs hele Verdensbankens rapport, ”West Bank and Gaza – Area C and the future of the Palestinian economy”

I 2009 lavede det franske Le Monde Diplomatique et satirisk kort over den palæstinensiske Vestbred som et øhav, hvilket meget rammende og med et – om end alvorligt – glimt i øjet visualiserer den virkelighed, mange palæstinensere lever i.

Øerne symboliserer område A og B, hvor palæstinenserne har hel eller delvis kontrol. I område C, symboliseret ved havet, har israelske myndigheder de facto kontrol.

Kortet er gengivet i bloggen Strange Maps sammen med et interview med kortets franske ophavsmand (link: http://strangemaps.wordpress.com/2009/03/30/270-palestines-island-paradise-now-with-a-word-from-its-creator/ )