Afrika: Den fattige verdensdel med få ressourcer og endeløs fattigdom.
Sådan bliver det mangfoldige kontinent ofte repræsenteret. Det mener programleder i DIGNITY Ahlam Chemlali, at der er en særlig grund til.
Gennem manglende oplysning, velgørenhed og misrepræsentation af Afrika har Vesten opgraderet sig som dets eneste redning. En forvrænget sandhed, som er blevet indoktrineret i vestlige samfund, der betyder, at vi føler en vis pligt til at hjælpe uden at forholde os kritiske. Afrika er meget mere end fattigdom, mener Ahlam Chemlali.
”Den vestlige repræsentation af Afrika bliver reduceret til ’et sted’, hvor undergang og dysterhed hersker. Vi eksponeres med billeder og historier om børnesoldater, krig og fattigdom, og vi laver store shows med overskrifter som ’Red Afrika’. Vi bliver bildt ind, at vores venlighed og medlidenhed kan hjælpe Afrika, fordi det mangler kapacitet til at hjælpe sig selv. Men dette er langtfra sandheden. Afrika er et af de rigeste kontinenter i verden. På trods af, at kun 15 % af klodens befolkning bor i Afrika, råder kontinentet fx over 95 % af verdens platin, 51 % af verdens kobolt og 65 % af verdens diamantproduktion.”Velgørenhedens industri
Ahlam Chemlali konstaterer, at det er Vesten der i virkeligheden har brug for Afrika, idet det har formået at gøre velgørenhed til en industri, en giftig handel der kommer vestlige virksomheder til fordel, imens det bevarer det negative billede af Afrika til fordel for økonomiske interesser.
”Tal viser, at imens Afrika hvert år modtager omkring 210 milliarder kroner i udviklingsbistand, overføres der mere end seks gange så meget, eller hvad der svarer til over 1.260 milliarder kroner, fra de afrikanske lande til multinationale selskaber i vesten og lande i den rige del af verden. Disse penge forsvinder ud af Afrika som konsekvens af en blanding af vestlige virksomheders skatteunddragelse og ulovlige udplyndring af naturressourcer samt unfair handelsvilkår. Tal fra World Bank viser ydermere, at den totale udviklingsbistand kun udgør 2 % af den totale GDP.”
Vestens udviklingsbistand er med til at opretholde afrikanske lande i fattigdom, alt imens vi selv bliver rigere.
”Ifølge den kenyanske forfatter og frihedsforkæmper Ngugi wa Thiong’o vil Europa blive ved med at give bistand for at normalisere det absurde; bistanden skal fortsat legitimere forestillingen om, at Afrika har brug for Europa. Det skjuler virkeligheden at det er Europa, der har brug for Afrika.”
Det forfejlede billede
”Afrika er ikke ét land, eller en homogen folkemasse. Afrika er præget af enorm stor diversitet, både sprogligt, kulturelt og spirituelt landene i mellem. Kontinentet er hjemsted for 54 forskellige nationer, mere end 2.000 sprog, over 3.000 etniske grupper og fire af verdens 10 hurtigst voksende økonomier. Det er patroniserende, misvisende og ikke mindst farligt at behandle dem som én og samme.”
Blandt andet misrepræsentationen i medierne er med til at sammensmelte Afrika som homogent og fattigt, som efterlader os som ukritiske og passive borgere.
”Nigeria er ikke som Kenya, og Tunesien er ikke som Namibia. Vi ville aldrig begynde at tale om Moldova og Frankrig eller Tyskland og Rumænien som noget der var ens, landene adskiller sig historisk, kulturelt, sprogligt og ikke mindst økonomisk, men det er netop sådan vi tænker om og taler om Afrika, hvilket bærer historisk præg af eurocentrisk kolonial historiefortælling”.
Det mangfoldige billede af Afrika udebliver og i stedet bibeholdes det usande billede, som påvirker Afrika rent økonomisk, fordi udviklingsbistanden bliver en kortsigtet velgørenhed, i stedet for en længerevarende bæredygtig indsats.
Hvordan har vi skabt det fattige Afrika?
”Vi har igennem århundreder som europæere og qua vores status som koloniherrer vænnet os til at placere det mørke, det primitive og det vilde i Afrika. Vi er vokset op med den mørke fortælling om Afrika. Samtidig er vi meget uoplyst, hvad angår historien om vores nation som kolonimagt, slaveejere og den transatlantiske slavehandel. Det bliver i stor stil ignoreret i det danske skolesystem, historiebøger og befolkningen har som helhed kun en romantiseret historieløs erindring om nogle små øer et eller andet fjerntliggende sted, som vi engang ejede. Det er vigtigt at man forstår hvad denne periode havde af konsekvenser, dengang og nu, både for Danmark og Afrika.”
Det er den negative fremstilling af Afrika som går ubemærket hen. Tv-programmer som Danmarks Indsamling har den konsekvens, at de bibeholder et samlet fattigt og hjælpeløst billede af Afrika, mener Ahlam Chemlali.
”Vi hører sjældent om de 22 Nobelprismodtagere fra 9 afrikanske lande. Eller at de 4 ud af 10 hurtigst voksende økonomier i verden befinder sig i Afrika. At Afrika som kontinent har haft 7 kvindelige præsidenter, mens USA, ja vi så hvad der skete. Samtidig har Rwanda fx verdens højeste procent af kvindelige parlamentarikere nemlig 64%, sammenlignet med rekorden i det britiske parlament på 29%. Men alligevel karikeres Afrika som hjælpeløst og tilbagestående, overfor den oplyste og civiliserede vestlige verden. Hvis vi skal være med til at ændre på det stereotype narrativ af Afrika, bliver vi først nødt til at anerkende og forstå de negative konsekvenser narrativet som helhed har.”
Hvorfor investerer vi ikke mere i Afrika?
”Det handler måske ikke om at investere mere, men investere rigtigt. Vi har grebet udviklingsbistand forkert an, og det er på tide, at vi får øjnene op for, at det ikke handler om at sende penge afsted som velgørenhed, men at investere i allerede eksisterende civilsamfund, lokale strukturer samt styrke svage lokale institutioner og dermed bidrage til at skabe stabilitet og udvikling indefra i lokalsamfund.”
Med Sustainable Development Goals, FN’s 17 nye verdensmål for bæredygtige udvikling er der kommet en yderligere forståelse og erkendelse af, at vold er en udviklingsudfordring, og at forebyggelse af vold og konflikt er en forudsætning for at opnå langsigtet og bæredygtig udvikling.
”Nedbringelse af vold, er afgørende for at nå mål om bæredygtighed, økonomisk udvikling, stabilitet og ligestilling. Hvis vi skal skabe reel forandring, skal den danske udviklingsstrategi reevalueres og der bør fremadrettet investeres målrettet på at reducere volden i udsatte byområder. Både den fysiske og strukturelle vold som især fattige udsættes for af myndigheder i form af korruption, vilkårlige tilbageholdelser, tortur og manglende adgang til retssystemet.”
Vold og konflikt koster
Ifølge Ahlam Chemlali, som selv arbejder i de mest udsatte områder på tværs af kontinentet, er volden både fysisk og strukturelt et fundamentalt problem for udvikling og økonomisk vækst.
Et område, som udviklingsbistanden ikke tager nok højde for:
”Som programleder i DIGNITY har jeg over en årrække rejst og arbejdet i en lang række afrikanske lande; Libyen, Egypten, Kenya, Uganda, Tanzania, Ghana, Sierra Leone, Liberia og Sydafrika. Og ud fra hvad jeg har set og oplevet kan jeg konstatere, at vold og konflikt koster. Både menneskeligt og økonomisk. Vi ved, at væbnet konflikt tager brodden af væksten og udviklingen af et samfund, hvor genopbygning tager mellem 20 til 30 år. Det er netop hér vi skal investere, med henblik på at forebygge fremtidige konflikter og ustabilitet. Det er nødvendigt at dansk udenrigs- og udviklingspolitik peges i en ny retning, og her er verdens eksplosivt voksende byer et essentielt sted at starte.”
Ahlam Chemlali understreger, at forandring ikke kommer udefra, den skal starte indefra. Det er derfor essentielt, at udviklingsarbejdet altid skal tage udgangspunktet i den lokale kontekst og problemstilling. Den vestlige ’vi-ved-bedre’ eller ’one-model-fits-all’-tænkning er forældet. Der er allerede bevægelser, stærke civilsamfund og aktivister der rykker og skaber forandring på tværs af kontinentet, det er dem vi skal alliere os med, støtte og styrke og ikke mindst lære af.
Belkisa Selmani er skribent og kandidatstuderende i Østeuropastudier