I dag blev dørene slået op til den 22. udgave af den internationale verdensmusikfestival WOMEX16 (World Music Expo).
WOMEX er en international platform for verdensmusik, hvor aktører fra industrien verden over mødes til en festeksplosion af koncerter, film, musik, foredrag, udstillinger, marked og prisoverrækkelser.
I fem dage samles festival- og koncertarrangører, pladeselskaber, forlæggere, uddannelsesinstitutioner, offentlige enheder, journalister, kunstnere og musikere for at smage på det sidste nye, verdensmusikscenen har at tilbyde. Ligesom sidste år forventer arrangørerne at tiltrække mere end 2500 mennesker fra 90 forskellige lande – alle med en fælles forkærlighed for verdensmusik og kulturel diversitet.
For at sikre diversitet og nye indtryk skifter værtsbyen hvert eller hver andet år, og i år er valget faldet på Santiago de Compostela i Spanien. Tidligere har både København, Thessaloniki og Budapest lagt by til festivalen.
Nej til lukkede grænser
Selvom musik og kulturel udveksling er i fokus, har WOMEX16 også en politisk klang og tager i store vendinger afstand fra stigende fremmedhad og lukkede grænser, som den globale flygtningekrise har medført. I en officielle udmelding på festivalens hjemmeside står der om kulturens rolle i flygtninge- og indvandrerdebatten:
”Vi og mange af de delegerede, vi taler med, arbejder på at styrke kulturens rolle i denne debat, og der deres arbejde i en endnu bredere kontekst end flygtningedebatten foreslår. Verdensmusikmiljøet er i stand til – og nødt til – at bidrage til interkulturel forståelse. Vi håber – og er faktisk sikre på – at du er med os ved at tage imod, deltage i og promovere WOMEX miljøet og sprede dets værdier gennem kunst og kultur.”
På festivalens program er der da også op til flere oplæg og debatter om identitet, kulturel diversitet, inklusion og udveksling med oplægsholdere fra både det kolde nord, Mellemøsten, Latinamerika, Afrika og Asien.
WOMEX16 præsenterer kunstnere som fransk/senegalesiske Faada Freddy, Black String fra Sydkorea og brasilianske Bixiga 70.
Festivalen løber frem til på søndag den 23. Oktober.