Zimbabwes økonomi er gået efteråret i møde i hård modvind. De seneste uger har det været stadig sværere at opdrive en lang række dagligvarer og bilister i landets hovedstad Harare tilbringer hele aftener og nætter i kø for at købe benzin. Flere supermarkeder rationerer, hvor meget kunderne må købe – eller lukker dørene helt. Mange apoteker er løbet tør for basal medicin og fødevarepriserne er gået i vejret.
Udviklingen er kort fortalt summen af årtiers økonomisk deroute og en deraf følgende kritisk mangel på hård valuta (stærk valuta), men mere umiddelbart er den nuværende forbrugerkrise blevet udløst af en række politiske tiltag, som Zimbabwes finansminister Mthuli Ncube præsenterede den 1. oktober.
Særligt to tiltag er værd at nævne. En ny skat på to procent på alle elektroniske transaktioner og en opdeling af bankkonti mellem gode konti (til amerikanske dollars) og dårlige konti til de såkaldte zollars (elektroniske dollars udstedt af Zimbabwes centralbank).
Ideen er, at den nye skat på elektroniske transaktioner skal skaffe penge til den slukne statskasse, fordi staten på den måde kan inddrive skat fra landets bugnende uformelle sektor.
Opdelingen af bankkonti har i mellemtiden styrket troen på, at den lokale valuta, som officielt er bundet til den amerikanske dollar en-til-en, snart bliver devalueret. Reelt holder zollaren ikke værdien og den har gennem længere tid været genstand for livlig spekulation og handel på det sorte marked.
Disse to tiltag af finansministeren har sidenhen sendt zimbabweanere i byen: Zollaren skal bruges mens den stadig er noget værd. Det har betydet, at mange butikker er løbet tør for basisvarer som sukker og majs, fordi kunder har købt stort ind af disse varer. Andre har investeret deres zollars i langtidsholdbare varer, som de regner med at kunne sælge videre, så som cement, byggematerialer, biler, generatorer – og ikke mindst ejendomme.
Zimbabwe har siden 2016 gradvist forbudt og reguleret importen af flere basisvarer for at beskytte landets lokale industrier og
svindende beholding af hård valuta (stærk valuta).
Som følge af den nuværende forbrugerkrise har regeringen i denne uge besluttet at ophæve forbuddet (indtil situationen normaliseres, udtaler den), så det igen bliver muligt for individer og virksomheder (betinget deres valuta er i udlandet) at bringe basisvarer ind i landet.
Flere butikker er i mellemtiden begyndt at afvise zollars og mange ordrer, som allerede er givet og betalt i zollars, bliver aflyst med krav om betaling i amerikanske dollars.
I sidste uge kunne zimbaweanske fodboldfans, som havde glædet sig til at se deres landshold, de såkalte “Warriors”, spille landskamp mod DR Congo, møde op på stadium på kampdagen til billetpriser, som uden varsel var blevet fordoblet.
Samtidig sluttede landets læger sig til lærerne i kravet om at få udbetalt deres løn i amerikanske dollars.
Det ligner unægteligt begyndelsen på enden for zollaren og landets parallelle pengesystem.
For Zimbabwes befolkning vækker udviklingen ubehagelige mindelser om 2007 og 2008, hvor inflationen for alvor løb løbsk og førte til kaotiske tilstande, som kulminerede med daglige fordoblinger af priserne.
Landets hyperinflation i 2007 var den værste verden havde set siden Ungarns i 1945.
I kølvandet på hyperinflationen, afviklede en ny samlingsregering, i begyndelsen af 2009, den zimbabweanske dollar til fordel for den amerikanske dollar. Dette var, sammen med en række fornuftige finansielle tiltag med til at stabilisere økonomien – til en vis grad.
Men i 2013 tog det regerende ZANU-PF-parti med Robert Mugabe i spidsen magten egenhændigt tilbage og det blev – sagt i grove træk – begyndelsen på en periode, hvor regeringen brugte store pegesummer, den ikke havde.
Den eneste måde Zimbabwe for alvor kunne skaffe amerikanske dollars på, var gennem vareeksport og udenlandske investeringer i landet, men med en nødlidende økonomi og faldende vækst, kom der simpelthen ikke nok penge ind i landet.
For at undgå den totale økonomiske lammelse, begyndte Zimbabwes centralbank derfor at tilføre banksystemet elektroniske dollars og sidenhen udstede pengesedler til lokal brug, de såkaldte “bond notes” som skulle afhjælpe manglen på fysiske penge.
Disse penge blev hurtigt kendt som “zollars”.
Men denne “tvungne tapning” af landet for hård valuta virker kun så længe der rent faktisk er “rigtige” dollars i systemet, altså amerikanske dollars, så bankkunder kan stole på, at de kan hæve deres indskudte dollars, når de har brug for dem.
Da zimbabweanere indså, at de ikke længere kunne regne med at hæve deres penge, holdte de så småt op med at deponere deres dollars i bankerne.
De fleste zimbaweanere beholder deres amerikanske dollars derhjemme under hovedpuden og har de brug for dollars til at rejse eller betale for importvarer, køber de dem med zollars af vekselhandlere på det sorte marked til stadig dyrere kurser.
Der er indskud for mere end 9 milliarder dollars i Zimbabwes banksystem, men der er kun 120 millioner i hård valuta (stærk valuta) til at understøtte dem – bankerne kan ikke længere hjælpe zimbabweanere med hård valuta.
Ud af Mugabes skygge, men stadig i kulden
Zimbabwes præsident Emmersen Mnangagwa, som efter kuppet i 2017 afløste Robert Mugabe (og sidenhen forventeligt vandt et omstridt valg i juli i år), havde inden valget nok håbet på, at han efter et relativt veloverstået valg kunne sætte i gang med at genoprette landets økonomi med hjælp fra det internationale samfund.
Men Mnangagwas plan er – i hvert i fald midlertidligt – blevet besværliggjort af, at valget i juli ikke forløb helt så glat, som præsidenten måske kunne have håbet på. Især ikke på overfladen.
Det var en rodet og tvivlsom affære, som blev endegyldigt kompromitteret i verdens øjne, da seks demonstranter blev dræbt af soldater i hovedstadens gader, mens optællingen af stemmer stadig stod på.
For store dele af det internationale samfund, herunder EU og de internationale långivere, gjorde de dramatiske valgdage (og ZANU-PF-regimets velkendte cementering af magten i de efterfølgene dage og uger) det umuligt at åbne pengehanerne igen og bakke økonomisk op om det bestående regime på den korte bane.
Nu kører den politiske armlægning så videre mellem donorlandene, EU, internationale institutioner og Zimbabwes regering i krydsfeltet mellem reformer, demokratisering, stabilitet, overlevelse og skyggen af truende økonomisk kollaps.
En del af fremskridtet i denne forhandling – for den må komme – vil givetvis været bundet til reel substans, symbolske og synlige forandringer og et fortsat internationalt engagement i “hele zimbabwe”, som EU´s nuværende samarbejde med oppositionen (foruden regeringen) og dens leder Nelson Chamisa, bevidner.
Resten må komme som følge af tidens nådegave og de almindelige politiske stiløvelser på begge sider af hegnet. Et nyt sats på Zimbabwe skal også kunne sælges, selv for de donorlande og institutioner som allerede vil det, som tingene ser ud nu. Sådan er spillet og det tager tid, om end det er mod uret – og lige til kanten.
Fastholdelse af presset for reformer, for en robust udvidelse (og styrkelse) af det demokratiske spillerum, for stærke institutioner og for overholdelse af retsprincipper, er alle nogle af de ingredienser i den proces, som er i gang. Det er udsigten til økonomisk kollaps på den korte bane også. Med eller uden demokratisering.
Læs også: Zimbabwe – 100 dage efter Mugabe
Læs også: Zimbabwes nye præsident ankommer til Davos
I mellemtiden må præsidenten og hans kløgtige finansminister Ncube stå på egne ben uden den store internationale opbakning.
Den Internationale Valutafond IMF og Verdensbanken har indtil videre afvist at støtte Zimbabwe indtil landet betaler sine udestående afdrag på lån. Washington, som har fastholdt den hårdeste linje (af vestlige lande) over for Zimbabwe fra Mugabes fald til i dag, modsætter sig alle nye lån til landet og fastholder sine sanktioner.
Finansministeren har nu vendt sig mod Afrexim, en pan-afrikansk bank med hovedsæde i Kairo, som er ved at forberede et lån på 500 millioner dollars til landet. Ncube har også lånt 250 millioner fra en London-baseret investeringsfond, men et forsøg på at få et lån på to milliarder dollars fra Kina er foreløbigt mislykkedes.
Ifølge Ncube, er forhandlingsdøren til Kina stadig åben og Beijing har i mellemtiden forsikret om, at man fortsætte investeringer i blandt andet Zimbabwes infrastruktur.
Alt i mens har lederen af oppositionen, Nelson Chamisa, skiftevis tordnede mod regeringens “økonomiske kurs mod afgrunden” og opfordret til en “national dialog” med regeringen, industrien og civilsamfundet om at løse problemet.
“Det her er ikke en valutakrise, det er en tillidskrise,” er det mantra, som Chamisa gentager igen og igen, med henvisning til, at problemet er de underliggende (og politiske) årsager til landets økonomiske tilstand.
Foreløbigt ser det dog mest ud til at ZANU-PF-regeringen og den gamle garde vil klare skærene på deres måde: Med en vanlig blanding af kløgt, mobning, kortsigtede nødløsninger, langsigtede reformer, og en god portion afpresning hjemme og ude: Zimbabwes vice-informationsminister Energy Mutodi advarede i sidste uge det internationale samfund om, at Zimbawe risikerer afgrunden, hvis ikke donorerne kommer på banen.
Regeringen har lanceret en krig på små valuta-handlere (som får skylden for den nuværende krise) og “rogue banks” – og har i den mere analoge og lavpraktiske afdeling nedlagt forbud mod brug af benzindunke (jerrycans) for at undgå hamstring af benzin ved tankstationerne.
Sidsnævnte er, efter alt at dømme på de sociale medier, ikke noget zimbabweanerne tager alt for tungt. De medbringer bare poser i stedet.