Zumbathon for UNICEF

Forfatter billede

600 mennesker til et gigantisk Zumbathon i UNICEF – byen Randers kan sikre 60.000 kroner til børns sundhed og skolegang i Uganda, oplyser Randers kommune i en pressemeddelelse.

Zumba Fitness har i længere tid været en af de hotteste motionsformer i Danmark. Nu bliver motionsdansen også brugt til at indsamle penge til børn i Uganda, så de kan komme i skole og blive vaccineret.

600 motionister får 2. april muligheden for at deltage i det gigantiske Zumbathon i Dronningborg Hallen, der samlet set kan give 60.000 kroner til UNICEF by 2011.

Idékvinden til arrangementet er den 19-årige Marlene Bock, der blandt andet er zumba-instruktør på Mellerup Efterskole.

”Da jeg hørte, at Randers var blevet UNICEF by, tænkte jeg, at det vil være oplagt at indsamle penge via et sådant Zumbathon velgørenhedsarrangement”, fortæller hun.

Udtrykket Zumbathon dækker over en større gruppe mennesker, som dyrker Zumba i en længere tidsperiode end den normale træningstime. I Dronningborg Hallen er der afsat tre timer til arrangementet, der begynder kl. 10.

Opbakning fra zumba-folk

En række fitnesscentre og andre zumba-udbydere bakker om op arrangementet ved at opfordre deres medlemmer til at deltage. Flere af udbyderne stiller også instruktører til rådighed på dagen.

Støtter skole og sundhed

Det koster 100 kroner at deltage i Zumbathon for UNICEF by. Med hjælp fra flinke sponsorer går beløbet ubeskåret til UNICEF’s arbejde i den ugandiske provins Karamoja. For hver zumba-deltager kan UNICEF f. eks. vaccinerer 11 børn mod mæslinger – alle udgifter inklusiv.

For 100 kroner kan UNICEF også forsyne knapt 40 børn med blyanter og kladdehæfter. Bliver alle 600 billetter solgt, er der tale om en vigtig hjælp til flere tusinder ugandiske børn.

Billetterne kan købes hos InterSport i Brødregade, Randers, og i alle afdelinger af Sparekassen Kronjylland. Udover zumba-dansen bliver det også muligt at opleve live musik, afrikansk dans og den fantastiske stemning, der opstår, når 600 glade mennesker samles til fest.