Gå til hovedindhold

Mobile menu

Bolivia og Chile i strid om flod

Ny strid mellem nabolandene kan resultere i retsag ved den internationale domstol i Haag, hvor landene i forvejen kæmper om konsekvenserne af en krig for mere en 100 år siden.

De to sydamerikanske stater Bolivia og Chile truer hinanden med sagsanlæg ved den internationale domstol i Haag, skriver mediet teleSUR tirsdag.

Den aktuelle strid handler om floden Silala, der har sit udspring i Bolivia og så flyder ind i Chile. Evo Morales' regering i La Paz mener at floden tilhører Bolivia og at Chile skal betale for at bruge vand fra floden.

Regeringen i Santiago de Chile mener derimod, at floden er international og at Chile derfor er i sin gode ret til at udnytte dens vand.

Området omkring grænsen i Atacama-ørkenen er et af verdens tørreste områder. Udover almindelig vandforsyning til områdets byer bruger Chile vandet fra Silalafloden til minedrift.

De to lande ligger i forvejen i en retsmæssig strid om Bolivias adgang til Stillehavet.

Indtil slutningen af 1800-tallet havde Bolivia en 400 kilometer lang kystlinje mod Stillehavet. Men under den såkaldte Stillehavskrig – Guerra del Pacifico – i 1879 til 1883, hvor Chile var i krig med Bolivia og Peru, erobrede Chile dele af både Bolivia og Peru. Dermed mistede Bolivia sin adgang til havet.