Adam Moe Fejerskov
Adam Moe Fejerskov (født 1987) er Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han beskæftiger sig med globale uligheders manifestationer og konsekvenser rundt om i verden.
Han arbejder konkret med hvordan uligheder flyder fra og formes af forhold som ny radikal teknologi, videnskab, og ambitioner om at skabe global udvikling.
Adam Moe Fejerskov har tidligere været rådgiver i Udenrigsministeriet og arbejdet for civilsamfundets netværksorganisation (i dag Globalt Fokus).
Udenrigsministeriet, regeringen, og danskerne skal have en ny strategi for vores udviklingssamarbejde. Det har udenrigsministeren besluttet. Siden maj 2012 har ’Retten til et bedre liv’ i teorien sat de strategiske retningslinjer for Danmarks udviklingssamarbejde, men siden en ny regering trådte til i sommers har det været småt med strategiens indflydelse, i hvert fald på overfladen.
Det med at have og ofte producere en ny decideret udviklingspolitik eller strategi er blevet en institution for skiftende danske regeringer. Herfra (og specielt fra den ansvarlige minister) opfattes den som et tydeligt politisk signal om retningen for Danmarks udviklingssamarbejde, selvom det er de færreste af disse strategier der i sidste ende får nogen stor indflydelse på jorden. Bevares, Danmark udviklingspolitiske engagement blev ofte italesat og forstået som menneskerettighedsbaseret efter ’Retten til et bedre liv’ kom frem, men på jorden skiftede de færreste programmer markant form.
At en politik eller strategi alligevel aldrig når ’helt derned’ kan selvfølgelig være ligegyldigt i en tid, hvor der ikke er meget tilbage ’dernede’. Forløber den nuværende plan for regeringens udviklingsprioriteter, så vil den bilaterale og multilaterale bistand være skåret med over 50 procent frem mod efteråret i år, hovedsageligt for at gøre plads til en stigning på næsten 400 procent i midlerne afsat til flygtningemodtagelse.
Er der i sådan en kontekst så overhovedet brug for en ny selvstændig udviklingsstrategi? Umiddelbart vil mit svare være nej. Det er der flere grunde til.
Udenrigsministeriet er presset til det yderste
Lad os starte med den kedeligste. Udenrigsministeriet er i disse tider presset til det yderste, og har været det gennem en årrække. Ikke mindst på grund af de utallige strategier og politikker, der har skulle udvikles. En ny udviklingsstrategi står jo ikke alene. Fra den skal sædvanligvis laves adskillige mindre strategiske rammer, der i sig selv kræver enorme ressourcer. Det er dog ikke noget skiftende ministre har respekt for eller skænker bare en enkelt tanke, når de kommer med deres egne politiske projekter. Nogen må trække i håndbremsen, og det må være nu. Jeg håber de af ministeriets ledere, der er tæt på ministeren for alvor understreger situationens alvor for ham.
Den anden grund er, at vi allerede har et format der tillader regeringen at præsentere sine visioner på området. De udviklingsprioriteter som regeringen skriftligt fremlægger for folketinget hvert år, er rigeligt til at give en strategisk retning for udviklingssamarbejdet. Selvom de hovedsageligt opstiller udgiftsrammer for finanslovsåret, så indeholder den allerede nu en længere indledning om regeringens strategiske prioriteter.
Urealistisk strategi
Bevares, en udviklingsstrategis styrke er, at den kan fastlægge en række langsigtede prioriteter. Men som ’Retten til et bedre liv’ illustrerer, så er der alt for stor risiko for at den slags går for vidt. Strategien indeholder et så stort antal markante prioriteter, at det dels er dybt urealistisk at tro, at man skulle kunne opnå alle disse, dels er ufornuftigt (og mangel på reel strategisk tænkning) at sprede sig så meget ud.
Vigtigst er dog at tiden er løbet fra dengang det gav mening, at have individuelle og dermed selvstændige strategier for politikområder, der langt hen ad vejen bør tænkes sammen. Samtænkning er naturligvis ikke noget nyt. Det har vi snakket om i årevis, både i udviklingsmiljøet, inde i ministerierne og i folketinget, uden at der er kommet meget reelt ud af det. Og det har som regel været med de forkerte fortegn, hvor diskussionen hovedsageligt har handlet om hvordan udviklingssamarbejdet kunne bruges, instrumentelt, til at fremme andre politikområder og interesser.
De største udenrigspolitiske udfordringer Danmark står over i dag kalder på en ny form for samtænkning, der sættes vores erfaringer fra udviklingssamarbejdet forrest. De globale kriser, stigende behov for en fokusering på de mindst udviklede lande, de internationale forhandlinger. I sådan en kontekst er der ikke brug for en ny udviklingsstrategi. Der er brug for en ny udenrigsstrategi, hvor vores civile indsatser, manifesteret i vores udviklings- og humanitære arbejde, står centralt.
Gammeldags og misforstået læsning
Det er også det ’udenrigsgranskeren’ Peter Taksøe-Jensen vil forsøge at give et bud på i sin rapport – en gentænkning af det danske udenrigsengagement og den danske ’enhedstjeneste’ som Udenrigsministeriet ses som. De tidlige konklusioner om et fokus på nære interesser og specielt Arktis virker dog til at være baseret på en så håbløs misforstået (og gammeldags) læsning af tidens udenrigspolitiske udfordringer, at vi ikke skal gøre os håb om, at der kommer megen ny tænkning fra den side af.
Der er brug for en strategi der tager udviklingssamarbejdet ind i en ny tid, som en helt central del af vores udenrigspolitiske engagement (som jeg også argumenterer for sammen med Lars Engberg-Pedersen her).
Det vil en udviklingsstrategi aldrig kunne formå, stort set uagtet dens indhold. Den vil blot understrege dette politikområde som et uafhængigt et af slagsen, der derved også nemt kan skæres i, uden det nødvendigvis har konsekvenser for Danmarks samlede udenrigsengagement.
