Dansk-libanesisk filminitiativ ønsker at gøre en forskel i Mellemøsten

image003
Forfatter billede

Cinema on the Road er navnet på et projekt, der blandt andet er rettet mod syriske og palæstinensiske børn og unge i libanesiske flytningslejre.

Folkene bag udnytter film som medie til at stimulere børns fantasi og som et alternativt input i flygtningelejrene. De vælger film som 'Helium' eller 'De fantastiske 3', der med deres universelle fortællinger kan tale på tværs af landegrænser og kulturer. Derudover undgår de emner som vold og krig, der går for tæt på den kontekst, målgruppen befinder sig i.

Film som frirum

Khadije Nasser, som er tilknyttet den Danske Ambassade i Beirut, fortæller i et interview til Dansk Filminstitut, at "film giver et frirum for børn, der i al for høj grad kender virkelighedens alvor. De får lov til at rive sig med af filmenes fortællinger, og selv om historierne udspiller sig langt fra deres virkelighed, har de ingen problemer med at identificere sig med filmenes karakterer." Projektet kører for andet år i træk og de børn og unge, der allerede har deltaget i projektet, har taget godt imod initiativet.

Udover i flygtningelejre, viser Cinema on the Road også film på skoler og i forbindelse med My Film Fest i Beirut, en filmfestival for børn og unge. Bag projektet står blandt andet Dansk Filminstitut i samarbejde med Metropolis Art Cinema, en Beirut-baseret biograf og distributør.

Læs mere om projektet her.

Se kort video om projektet her.