Genbrugs start-up virksomhed i Lagos vinder pris

Forfatter billede

I Afrikas største by Lagos med over 20 millioner indbyggere er renovation kun forundt de rigeste. I storbyens stadigt voksende slumkvarterer flyder gaderne med affald. Det er med til at skabe et usundt miljø, hvor sygdomme hurtigt opstår og spreder sig.

For tre år siden opstod den socialøkonomiske virksomhed Wecyclers med det formål, at komme affaldsdyngerne til livs og samtidig give slumkvarterenes indbyggere mulighed for at tjene penge på deres affald.

Virksomheden har modtaget en pris på 55.000 dollars fra den amerikanske fond The Case Foundation, der er stiftet af Steve Case, som ejer internetvirksomheden American Online. Pris blev uddelt til eventen #PitchForLagos.

Wecyclers forrentningsmodel er baseret på, at virksomhedens ansatte cykler rundt i Lagos, hvor de på ombyggede cykler opsamler indsamlet genanvendeligt affald. Det kan blandt andet være plasticflasker, tøj og aluminiumsdåser.

Affaldet bliver samlet af de lokale beboere, der bliver betalt i kuponer, som kan omveksles til mad, husholdningseffekter eller penge. Fra cyklerne bliver affaldet leveret til en række genbrugsstationer. Her bliver affaldet sorteret og sendt videre til opkøbere.

Det anslås, at der hvert år bliver produceret 750.000 tons plastikaffald om året i Lagos.