IFU fordobler overskud og vil fordoble investeringer

Én af 25.000 medarbejdere fra den IFU-støttede danske virksomhed Fan Milk, bringer mælk ud
Foto: IFU
Forfatter billede

Fonden, der indtil nu har aftalt investeringer for over 10 milliarder kroner, kom ud af 2014 med et overskud på 149 millioner kroner. En stigning på over det dobbelte i forhold til 2013, hvor resultatet lød på 72 millioner kroner.

“Vi har haft et fornuftigt resultat, og vi lever op til vores dobbelte mål om at skabe udvikling og gøre det kommercielt bæredygtigt. Vi har startet nye fonde og formået at trække ny kapital til IFU,” siger Tommy Thomsen, adm. direktør for IFU, til Børsen.dk

Vil fordoble antallet af investeringer inden 2019

Med den nye kapital, der blandt andet skal komme fra nye fonde, er målsætningen at fordoble investeringerne i 2018. IFU investerer således cirka 500 millioner kroner årligt i 40-50 selskaber.

I alt havde fonden ved udgangen af 2013 aktive investeringer med 225 selskaber, hvoraf størstedelen er danske virksomheder der opererer i udviklingslande.

Fonden, der 1967 blev oprettet med statsstøtte, har til hovedformål at hjælpe danske virksomheder med at igangsætte projekter i udviklingslande og skabe udvikling på kommercielle vilkår.

Dansk virksomhed bringer mælkeprodukter ud

En stor del af IFU’s investeringer fokuserer på Afrika og her har IFU blandt andet støttet Fan Milk i Vestafrika med aktiekapital og ekspandering.

I 1960’erne begyndte den danske virksomhed at levere frisk mælk til døren i Ghana. Trods opstartsproblemer, der blandt er blevet løst ved at mindske produkterne og påmontere kølebokse på cykler, opererer Fan Milk nu i syv vestafrikanske lande.

”Vi er meget stolte over, at vores forretning har en positiv betydning for de lande, vi opererer i, og at vi bidrager til et bedre liv for vores ansatte og deres familier” siger Jens Jørgen Kollerup på IFU’s hjemmeside.

Virksomheden beskæftiger direkte eller indirekte mere end 25.000 mennesker i de syv vestafrikanske lande og er et af de førende brands inden for mælke, is- og juice produkter.