Gå til hovedindhold

Mobile menu

Boganmeldelse:
Islamisk arkitektur genbesøgt

Fin billedbog om Mellemøstens bygninger – fra enestående moskeer til kashbah- og karavaneserei-bygninger, højhuse i ler og basarer, hvoraf nogle i Syrien og Irak ikke eksisterer mere.

Forsidefoto, Vandkunstens Forlag.

Tag med på en billedrejse i den islamiske verden. Drømmer du om at rejse til den arabiske verden for at opleve eller gense nogle af de skønne bygningsværker, så er det en fornøjelse at åbne bogen ’Traditionelle huse og basarer. Fra Marokko til Iran’. 

Arkitekten Hans Munk Hansen, der er professor emeritus på Arkitektskolen, har arbejdet i Mellemøsten og været leder af en tegnestue i Iran og i Beirut. Vandkunstens Forlag har i bogen samlet fotografier fra år 1954 til 2011 af traditionelle islamiske bygninger, landskaber og menneskeliv i de islamiske byer.

Boligen og landsbyen

Det specielle ved den islamiske bolig er gårdhaven, der danner rammen om familiens indre liv og især er kvindernes domæne, da den er adskilt fra den ydre verden. Rummene omkring har få møbler, da man flytter op og ned afhængigt af årstiderne. Flere generationer bor ofte i samme hus, og nogle sover på taget om sommeren. Familiens aktiviteter foregår på stråmåtter på klinkegulve eller på tæpper hos de rige. Maden tilberedes i gården, og badning foregår enten i gården eller i en offentlig badeanstalt.

Byens gader er smalle, og mens husfacaderne er anonyme, er hoveddørene udsmykkede, så man kan genkende den enkelte familiebolig. Det neutrale ydre står i skarp kontrast til livet inden for portene, hvor haver, planter, mosaikker og træskærerarbejde viser den orientalske trang til ornamentering. Det afspejler også den islamiske kulturs adskillelse mellem offentlig og privat.

Nogle gårdhaver har en fontæne eller et bassin i midten, divanbrikse omkring og planter og frugttræer. Man kan overraskes over at støde på disse frodige haver godt gemt væk inde bag de tykke bymure. ”Men når man lever i et goldt ørkenklima, drømmer alle om ’Paradisets have’,” som den berejste arkitekt skriver.

Husene støder op til hinanden, så solens stråler ikke opvarmer ydermurene. Beboerne er fælles om en gård, en brønd, eventuelt et bedehus og små butikker. Tæt bebyggelse er normen i den islamiske landsby. Gravpladserne ligger uden for bymuren og ofte ved kysten.

Medinaen og basaren

Hans Munk Hansen har fotograferet og kommenteret perlerne i den islamiske arkitekturarv. Vi ser for eksempel Den blå moske i Istanbul omgivet af et myldrende havneliv, den store basar og Topkapi-paladset, der engang var sultanernes bolig med yndige haver, pavilloner og en eminent udsigt til Bosperus-strædet mellem øst og vest. Vi fornemmer den stemningsfyldte atmosfære i en traditionel hammam, den offentlige badeanstalt, og omkring de traditionelle tyrkiske træhuse med røde tegltage i Istanbul.

Forfatteren har også rejst i Nordafrika og besøgt Algiers og Tunis’ hvidkalkede medina nær Middelhavet og den gule by i Fes i det nordlige Marokko. Den gamle bykerne er lige charmerende hele vejen fra Marokko til Iran. Men få vil længere bo i de gamle utætte og upraktiske huse, så de velhavende flyttede uden for bymuren og byggede store huse med svale gårdhaver, noterer han.

De islamiske erhvervscentre, basarerne, har også ændret sig med tiden. Oprindeligt blev varer fremstillet direkte og solgt til kunden. Værksteder lå på stribe, organiseret efter varegrupper og placeret efter betydning nær moskeen. Finere smykkebutikker, bogbindere og forhandlere af importerede varer lå nærmest moskeen, længere væk kom sko, tøj og tæpper. Fødevarer samt støjende og lugtende håndværk som grovsmede, farvere og garvere var placeret længst væk. Desværre forsvinder mange håndværk og erstattes af ringe industriprodukter for eksempel fra Kina.

Mange basarer har stadig et hektisk, farverigt handelsliv, og bygningerne er ganske smukt udført, som i Cairo og Damaskus. Går man igennem de labyrintiske gyder støder man på et Karavanserai i flere etager, der tjente som herberg for handelsmænd på gennemrejse. Stueetagen var til kamelstalde, oplagring og handel med varer, og ovenpå var værelser til de rejsende købmænd. Fine basarer, som i Esfahan og Shiraz i Iran, er overdækket med kupler eller hvælvede lofter med åbninger til ovenlys og ventilation. På en solrig dag strømmer solen igennem og kaster lyse striber ned gennem arkaderne. Hvilken magi og med så enkle midler.

Lokale materialer 

En stor del af bogen fokuserer på byggetraditioner og materialer. Til traditionelle islamiske bygninger bruges lokalt tilgængelige materialer som soltørrede mursten af ler og halm. Mange af de harmoniske bygninger med skulpturelle former på taget var kun muligt at opføre, fordi de er lavet i hånden. Fra toppen af en islamisk by rejser kupler og minareter sig og mosaikbeklædte gravtårne i Iran. På grund af det varme klima har det været afgørende at skabe luft, så nogle bygninger har vindtårne eller ventilationsåbninger øverst. Man bygger desuden kældre i jorden for at udnytte den moderate temperatur.

Vi ser oasebyer i ørkenen mellem Algeriet og Tunesien, for eksempel ved Tozeur, hulebyen Matmata og befæstede ksarbyer som Medenine i Tunesien. Marokkanerne anvendte de traditionelle kasbah-bygninger som forsvarsværker ved randen til ørkenen for at modstå angreb fra fjendtlige nomadestammer. I Yemen er borgfæstninger og huse bygget på klipper – på grund af de hyppige stammekonflikter havde man brug for at barrikadere sig.

Yemen er et kapitel for sig med en helt enestående arkitektur, for eksempel i Sanaas gamle bydel.  Husfacaderne har mønstermurværk og hvidmalet gitterværk rundt om vinduerne, og nogle vinduer har farvet glas, der giver et yderst dekorativ udtryk. Nogle kalder det lidt vel poppet for en ’kransekage-stil’, men ifølge lokale arkitekter giver det bygningerne et menneskeligt ansigt.

Ørkenens Manhatten

Den gamle bydel i Sanaa har smalle højhuse, der er mere end 1300 år gamle, og som er på UNESCO’s liste over verdenskulturarv. Nogle har haver foran, hvor yeminitter høster deres grøntsager. Rummene er som huler, hvidkalkede, med runde hjørner og høje murede paneler. Man skal bukke sig ned for at gå gennem de lave udskårne trædøre, og inde fra køkkenet eller stuen giver de farvede glas en eventyrlig virkning. Man kan kun bede til, at konflikten i Yemen ikke går ud over den gamle bykerne.

Bogen viser desuden højhusene i Hadramaut-dalen, kaldet Ørkenens Manhatten, der også er på UNESCO’s kulturarvsliste. I de legendariske Shibam-huse sidder man på store divanpuder på gulvet. Eneste dekoration i de enkle rum er træpiller, der bærer huset og træskodder for vinduerne, så der kan komme luft ind, og så kvinderne kan følge med i livet nedenfor. Gæster modtages øverst, mens de underste etager er til dyr.

Her kan man virkelig tale om bæredygtigt byggeri. Mursten produceret af ler blandet op med halm ligger og tørrer i solen, transporteres derefter på æselryg, og hejses op på træstativer i 10 etagers højde. Husene falder sammen hvert 100-200 år på grund af regn og slid. Så starter man forfra, men i lange perioder står et sammenstyrtet hus bare forladt. Kvarteret er truet, fordi folk ikke vil bo der mere.

Arkitekten viser også, hvordan de islamiske byer har ændret karakter – nogle steder mere markant end andre. På den arabiske halvø, der tidligere levede af fiskeri og handel, har regionens olierigdomme skabt en eksplosiv vækst, der har ændret byens arkitektur og livsform markant. Fra lav, tæt bebyggelse til højhuse og andre moderne bygninger, ofte bygget i vestligt materiale, der ikke egner sig til klimaet. Det kan man så tænke over og blot håbe på, at muslimske arkitekter vil ændre den praksis. For mens uerstattelig kulturarv ødelægges med stor hast i for eksempel Aleppo og Palmyra i Syrien og Mosul i Irak, er de moderne skyskrabere næppe værd at bevare for fremtiden.

Hvor er det godt, at forfatteren minder os om, hvor storslået en arkitekturarv den islamiske kultur har skabt.