Nordisk støtte til Helle Thorning-Schmidts kandidatur

Laurits Holdt

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har støtte fra de nordiske lande – Island, Finland, Norge, Sverige og Danmark – som en samlet blok til sit kandidatur til posten som FN’s flygtningehøjkommissær. Det skriver DR online søndag.

Det er den svenske statsminister Stefan Löfven (S), der kommer med oplysningen. Han og de øvrige nordiske regeringschefer mødtes i weekenden i Danmark, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) var vært.

Der har tidligere været tvivl om, hvorvidt den svenske regering var villig til at støtte Helle Thorning-Schmidt, der er opstillet af den danske regering.

Helle Thorning er oppe imod 13 kandidater til jobbet som FNs flygtningehøjkommissær, men de fleste vil hurtigt blive siet fra, vurderes det.

De to øvrige topkandidater vil være den italienske topdiplomat Filippo Grandi og den tyske diplomat Achim Steiner.

Filippo Grandi har senest været generalkommissær for FNs organ for Palæstina-flygtninge i Mellemøsten (UNRWA), mens Achim Steiner har været leder af FNs Miljøprogram UNEP i Nairobi siden 2006.

De har begge – eller har haft – høje poster i FN, men mangler muligvis den politiske gennemslagskraft, som en tidligere regeringsleder har.

Beslutningen om, hvem der skal have posten, ventes først truffet i slutningen af oktober.

Det er i sidste ende op til generalsekretær Ban Ki-moon at indstille, hvem der skal være flygtningehøjkommissær fra januar.

Hvorefter det formelt besluttes af de 193 medlemslande i FNs generalforsamling.