Ugens tre folkedanse

Gumboot Dance

Sydafrika

Den unikke Gumboot dans, eller Isicathulo som den bliver kaldt af zuluer, leder tankerne hen på body-perkussion og stomp, men er en dans, der har dybe rødder tilbage til de hårde forhold for minearbejdere under apartheidregimet.

Det karakteristiske navn stammer fra dansernes fodtøj, de såkaldte Wellingtons, der er en slags gummistøvle med tykke gummisåler. Dette valg af fodtøj kan spores tilbage til dansens oprindelige udøvere, som var minearbejdere.

De fleste miner bar præg af kummerlige arbejdsforhold, hvor de bælgmørke lange, underjordiske gange oftest var oversvømmede. De store mængder af vand var et stort problem, fordi mange af arbejderne blev syge. Men i stedet for at gøre noget ved vandmængderne købte ejerne af minerne blot gummistøvler til minearbejderne.

De barske arbejdsomgivelser var dog ikke den eneste uretfærdighed, arbejderne blev udsat for. Dengang tillod lovgivningen, at mineejerne kunne lænke arbejderne til deres arbejdsstationer, begrænse arbejdernes ret til at snakke sammen samt forbyde al trommespil.

Mange begyndte i stedet at udtrykke sig gennem rytmer, de lavede med deres kroppe, de frihedsberøvende lænker og deres store gummistøvler. De lavede lyde og takter ved at slå på deres støvler, trampe med deres fødder og rasle med deres kæder.

Mange af trinene og rutinerne består af parodier på officerer og vagter, der kontrollerede minerne.

Dette var ikke blot med til, at arbejderne kunne udtrykke deres kultur. De mørke miner og samtaleforbud medførte, at det der i dag kendes som gumboot dans, også udviklede sig til at fungere som en form for kommunikation arbejderne imellem.

Senere har dansen spredt sig ud over minernes mørke og er blevet en populær underholdning i Sydafrika.

I første omgang blev dansens popularitet udnyttet af mineejerne, der sammensatte dansegrupper til at lave shows for deres egen virksomhed. Således kunne arbejderne optræde for turister og sprede et godt ord om virksomheden.

Under anti-apartheid-protesterne blev gumboot dansen dog en landsdækkende proteststemme blandt minearbejdere, som var med til at frembringe et politisk budskab om at bekæmpe det undertrykkende regime i landet.

Der er med tiden sket en popularisering af støvledansen, der i dag spiller en vigtig rolle i fortællingen af historien om Sydafrika. Gumboot dansen har desuden affødt den mere velkendte stepdans, der i dag danses verden rundt.

Tinikling

Filippinerne

Den traditionelle filippinske folkedans med det velklingende navn opstod under den 333 år lange spanske kolonitid i landet, fra 1565 til 1898.

Tinikling indeholder, ligesom gumboot dansen, elementer der fører tankerne hen på perkussion og stomp.

Den danses af minimum fire mennesker. To personer holder to bambusrør mellem sig, som de slår, tapper og trækker hen over jorden imod og væk fra hinanden. Traditionelt bankes rørene to gange i jorden på de to første slag og bliver derefter slået sammen på det tredje slag.

Derudover deltager to eller flere danserne, der tager trin over og imellem staverne i en velkoordineret hoppende dans. Danserne er nødt til at følge rytmen meget omhyggeligt for ikke at få deres ankler fanget mellem bambusrørene, når de klappes sammen. Tempoet stiger i takt med dansens udfoldelse, hvilket tvinger danserne tættere sammen, efterhånden som deres bevægelser bliver mere hektiske.

Oprindeligt stammer dansen, der i dag et symbol på filippinsk kultur og stolthed, fra Leyte, der er en ø i øgruppen Visayas i det centrale Filippinerne. Navnet på dansen, tinikling, stammer fra den lokale fugl tikling, hvis bevægelser danserne forsøger at efterligne. Bogstaveligt betyder tinikling at optræde ´tikling-agtigt´.

De dansende forsøger at efterligne fuglens bevægelser, når den går mellem græs og grene eller undviger risbøndernes bambusfælder. Danserne efterligner således tikling fuglens legendariske yndefuldhed og hastighed ved ferm manøvrering mellem de lange bambusrør.

Udover de rytmer, der opstår når bambusstængerne rammer hinanden eller jorden og tilskuernes klappen, danses tinikling traditionelt til rondalla musik, hvilket er endnu et spor fra den spanske kolonitid. Rondalla, der betyder serenade, stammer fra den spanske middelalder og spilles ofte af et ensemble bestående af strygeinstrumenter spillet med plekter.

Den aktive danseform og påtvungne taktfaste bevægelse og rytme fra bambusstængerne har været med til at gøre dansen til en inspirationskilde inden for nogle nutidige typer af fitness og akrobatik.

La Morenada

Bolivia

Når man færdes i Bolivia, er en af de tydelige kulturelle manifestationer, man med stor sandsynlighed møder på sin vej, befolkningens store kærlighed for festivaler og store dansende optog.

Flertallet af bolivianske festivaler er former for religiøse fester, der udgør en sammenblanding af landets stærke kulturarv, oprindelige religioner og katolicismen.

Festlighederne bærer ofte præg af forskellige folkedanse, der har hver deres unikke kostumer, musikinstrumenter og rytmer. Nogle traditionelle danse fra Andesbjergene har spredt sig over hele landet og kan findes i mange af Bolivias store festlige optog.

En af disse er La Morenada, de sorte slavers dans, som med sine gennemgående kendetegn er let genkendelig i et optog. Danserne benytter trommer og skralder; dem vi i Danmark hovedsageligt kender fra nytårsfejringer. Kvinderne, de indfødte cholitas, er klædt i polleras, store farverige skørter i lag-på-lag, spraglede sjaler og de karakteriser bowlerhatte. Mændene ifører sig kostumer i tøndelignende faconer samt masker med store tunger.

Oprindelsen af ​​denne folkedans er særdeles debatteret. Der eksisterer tre almindeligt accepterede teorier, mens en fjerde kunne være, at la morenada stammer fra en kombination af de første tre teorier.

Den første teori, som også er den mest almene forklaring, går på, at la morenada opstod med inspiration fra de afrikanske slaver, som blev bragt til Bolivia for at arbejde i sølvminen i Potosí –de mørke masker med store tunger repræsenterer derfor de udmattede minearbejdere. Larmen, der kommer fra brugen af skralderne, forbindes med lyden af slavernes raslende lænker. Der er dog ingen beviser for, at disse afrikanske slaver faktisk arbejdede i minerne.

Den anden forklaring, Yungas teorien, indebærer, at afrikanske slaver arbejdede i vinmarker i Yungas regionen – deraf de tøndeformede kostumer til de mandlige dansere. Dette betragtes af mange som den mest usandsynlige teori, eftersom Yungas regionen aldrig har haft en vinproduktion. Sangene, der akkompagnerer la morenada, indeholder dog hints om vinproduktion, og kigger man langt nok tilbage i tiden, arbejdede der afro-bolivianere i andre vinproducerende regioner såsom Chuquisaca.

Den tredje af de store teorier går ud på, at la ​​morenada stammer fra områder omkring Titicacasøen og forbinder dansen til aymara kulturen. Denne tanke baseres på 200 til 300 år gamle hulemalerier, fundet nær søens kyst på Taraco halvøen, der siges at skildrer dansen.

I 2011 blev la morenada erklæret en del af Bolivias immaterielle kulturarv for at fastslå at der er tale om en boliviansk dans. Dette tilhørsforhold blev endnu en gang manifesteret i 2013, da hundredtusindvis af mennesker i 76 byer i 23 lande verden over dansede la morenada som en del af arrangementet ’100% Bolivian Morenada: for world peace and Bolivian Culture Respect’. En begivenhed, der havde til formål at vise verden, at dansen er boliviansk – og kun boliviansk.

Dansen har også haft en rolle at spille i vedligeholdelsen af traditionelle skikke. I 2014 mødtes over 2500 bolivianske folkedansere i byen Guaqui nær Titicacasøen for sammen at slå verdensrekorden for den største gruppe af dansere, der udfører la morenada. Dette initiativ var et af mange forsøg blandt lokale folkegrupper på at fremme viden og udbredelsen af skikke og traditioner gennem en serie af verdensrekordforsøg, der blandt andet også inkluderede et forsøg på at sætte rekorden for flest mennesker, der spiller panfløjte samtidigt.