Om de to instruktører
Hadi Kamali Moghadam (f. 1973, Shiraz)
Film- og teaterinstruktør, underviser, skuespiller og forfatter.
Uddannet på teaterskole i Teheran, 1996-1998
Uddannet på Tehran Film School, 2000-2002
Mina Bozorgmehr (f. 1980, Teheran)
Scenograf, skuespiller, forfatter, filminstruktør.
Kandidat i arkitektur fra La Villette Architecture School, Paris, 2002-2008 og School of architecture of Havana, Cuba ”la Cujai”, 2008
Uddannet ved School of Movement Studies, LEM, International Theatre School of “Jacque le coq”, 2000-2002.
De bor i Teheran og arbejder sammen under navnet Noir Art Group, hvor de laver stedsspecifikke performances, teater, performancevideoer og dokumentarfilm.
En aften i 2010 sejler en båd gennem solnedgangen syd for det iranske fastland et sted i Den Persiske Golf. En mand og en kvinde sidder i båden. De sejler mod en ø, og da de når frem, er det blevet mørkt. Omkring dem rejser der sig silhuetter af klipper, som ligner mystiske figurer og ansigter. En krydret duft af jordens mineraler fylder den lune, fugtige luft. Gennem mørket når øboernes stemmer dem, men de kan ikke se nogen.
”Det var mystisk og føltes som en opdagelsesrejse,” fortæller Hadi Kamali Moghadam om sit første møde med øen Kormuz, hvor hans og Mina Bozorgmehrs film 'Janbal' er optaget. Øens jord er salt og fyldt med farvestrålende mineraler. Klipperne er æltet sammen af gul, grøn og lilla stenmasse. Saltsøer blander sig med sort sand, og skarlagenrøde bølger slår mod stranden, som efter en blodig hvalfangst.
”Jeg troede ikke mine egne øjne. Jeg troede simpelthen ikke på, hvad jeg så,” siger Mina Bozorgmehr: ”Jeg begyndte at drømme om øen, og da gik det op for mig, at jeg drømmer i farver.”
Måske er det allerede her, da de to træder i land og opdager et mærkeligt og dragende landskab, at planerne for deres dokumentarfilm smuldrer for at tage ny form. Det går i hvert fald ikke som planlagt.
En ny historie vokser ud af myter og landskab
Mina Bozorgmehr og Hadi Kamali Moghadam er taget til Hormuz for at lave en kort dokumentarfilm om kunstneren Musa og hans tableauer skabt af gamle klæder, han finder på stranden. Ifølge de lokale myter ofrede øboerne de afdødes tøj til havgudinden, så hun kunne rense deres sjæle. Musa forestiller sig, hvordan de afdøde bliver vakt til live og træder ud af hans billeder om natten.
Musa drømmer om den kvindelige ånd fra havet.
Foto: Fra filmen 'Janbal' - Foto: Noir Art Group
De to instruktører har planlagt at være på øen i to uger, men de ender med at blive i fem måneder. De bliver fanget af øboernes fortællinger om ånder, der kommer med vinden og kan besætte en. Om mennesker, der har forelsket sig i ånder, og hvis sjæl er forsvundet til en anden verden. De to begynder at skrive deres egen historie, som vokser ud af øboernes fortællinger, Musas fantasiverden og det særprægede landskab.
”Mytologi er fortællinger om det, vi ikke forstår. Vi kom for at fange deres myter, men vi blev selv fanget. Vi havde ikke på forhånd besluttet at skrive vores egen historie; den opstod af sig selv, lidt efter lidt ud af det, vi oplevede og blev fortalt,” siger Mina Bozorgmehr.
De to instruktører er begge skuespillere, og arbejder hovedsageligt med teater, som de selv skriver, producerer og agerer i. 'Janbal' er deres første længere dokumentarfilm.
”Fra vores arbejde med teater er vi vant til selv at skrive historier og at improvisere. Vi har lavet mange stedspecifikke performances og er optagede af at arbejde med rummet og med, hvad et bestemt sted fortæller os,” siger hun.
Fortællinger vævet af alverdens tråde
Janbal betyder noget i retning af magi eller 'Abrakadabra', og filmen er selvsagt ikke en klassisk dokumentarfilm. Det er en syret rejse ind i Musas drømme. En kærlighedshistorie om hans søgen efter en kvindelig ånd fra havet. En historie på randen af fantasi og virkelighed, mellem hav og land, hvor grænserne er svære at skelne. Tro, overtro og persisk mytologi væves sammen af tråde, der når tilbage til iransk sufisme.
”I sufismen er søgen efter kærlighed et centralt tema, hvor det er op til den enkelte at fortolke, hvad den kærlighed er. Filmen bevæger sig i kontrasterne mellem havet og øen, drømmen og virkeligheden, det hvide salt og det sorte sand. I udvekslingen derimellem opstår kærligheden, som alkymi,” siger Mina Bozorgmehr.
Mina Bozorgmehr (tv) og Hadi Kamali Moghadam (th).
Foto: Noir Art Group
Med filmen vil de to instruktører dog også gerne dokumentere og bevare de fortællinger og ceremonier, der endnu lever på øen, hvor tro og overtro er ved hastigt at forsvinde i det moderne liv. De myter og ceremonier, der er karakteristiske for regionen, findes i forskellige varianter omkring hele Den Persiske Gulf, fortæller Mina Bozorgmehr. De har sandsynligvis rod i Afrika, hvorfra skibe på vej til Indien blandt andet lagde til i det, der i dag er det sydlige Iran, og er med tiden blevet blandet med sufisme og islam.
Sparsom plads til kunstfilm
Syv år efter de første optagelser fik Janbal verdenspremiere på CPH:DOX tirsdag aften den 21. Marts 2017. De to instruktører har ikke fået nogen økonomisk støtte til filmen og var kun de to på holdet, så det har taget lang tid at klippe filmen og gøre den helt færdig. Kun når de havde lidt penge, kunne de hyre en colorgrader, en til at korrigere lyden og så videre.
”Da vi startede projektet forestillede vi os ikke, at 'Janbal' nogensinde skulle vises i en biograf. Dengang var der slet ikke en scene for den slags film i Iran, så vi søgte ikke engang om tilladelse til at vise den offentligt. Først inden for de sidste tre år er der åbnet en række kunstbiografer, der viser mere eksperimentelle film, og nu har vi søgt og fået tilladelse til at vise filmen i Iran,” siger Mina Bozorgmehr.
Men kunstbiograferne er ikke et udtryk for en ny tendens i iransk dokumentarfilm, mener Mina Bozorgmehr, der oplever, at eksperimenterende, kunstneriske dokumentarer endnu er en smal genre: ”Vores film er ikke særlig moderne på den måde. Det er ikke en trend. Iransk film, både fiktion og dokumentarfilm, har tradition for at behandle sociale, samfundsmæssige emner, og det gør de fleste stadig.
Iranske film er da socialrealistiske?
Det er også den forventning udlandet har til iranske film. Det er i hvert fald det, flere internationale distributører i Iran fortæller Mina Bozorgmehr og Hadi Kamali Moghadam, når de kontakter dem med 'Janbal'. Det er ikke et tema, der interesserer et internationalt publikum, er svaret.
”De siger, at forventningerne til iranske film er, at de handler om sociale og politiske forhold eller om kvinders rettigheder. Men jeg ved ikke, om det faktisk er sådan, eller om det er de iranske distributører til det internationale marked, der er for konservative,” siger Mina Bozorgmehr.
Programchefen i CPH:DOX Niklas Engstrøm peger i hvert fald, i et interview med Globalnyt, på 'Janbal' som et stjerneeksempel på en film, der ikke kunne være skabt af filmfolk fra Vesten, og som et vigtigt bidrag til et alsidigt filmprogram, der er nysgerrigt overfor dokumentarfilm både fra og om verden.
'Janbal' kan endnu ses på CPH:DOX:
Torsdag d.23. marts, kl.17.00 i Gloria, hvor der vil være Q&A med instruktørerne.
For billetter: https://cphdox.dk/program/film/?id=215
Filmen er nomineret i kategorien: Next:Wave Award
Kamilla Bøgesø Kjærgaard er freelancejournalist og tidligere en fast del af Globalnyts kulturredaktion. Hun kender Mina Bozorgmehr og Hadi Kamali Moghadam privat.
