10 mio. kr. til demokratiske kræfter i Egypten og Tunesien

Forfatter billede

Demokratiske kræfter i Tunesien og Egypten får nu håndgribelig assistance fra Danmark.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) har ifølge Berlingske besluttet at hente 10 millioner kr. i puljen ”Partnerskab for dialog og reform” til henholdsvis menneskeretsgrupper i Egypten og frie medier i Tunesien.

”Der er en historisk mulighed for at være med til at understøtte den gennemgribende forandring, der sker. Det er nu, vi har mulighed for at støtte endnu mere op om reformkræfterne”, siger udenrigsministeren til Berlingske fredag.

Der er tale om en opprioritering af indsatsen i Egypten og nyt fokus på Tunesien, der ikke hidtil har fået støtte fra partnerskabspuljen, men som har fået dansk støtte gennem andre kanaler.

I Egypten har man hidtil støttet bl.a. menneskerettighedsgrupper, uddannelse af journalister og kvinde-organisationer, ligesom DEDI – Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo – har fået støtte på 25 mio. kr.

Ansøgningsfristen til puljen udlløb den 1. februar, og der er ansøgninger fra grupper i begge lande.

Partnerskab for dialog og reform

Puljen ”Partnerskab for dialog og reform” har afløst Det Arabiske Initiativ, der så dagens lys i 2003 med det formål at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden og støtte eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

Med udgangspunkt i de tre væsentligste udfordringer for udvikling, som blev identificeret i UNDP’s Arab Human Development Report, falder alle aktiviteter under et af de tre tematiske fokus- og reformområder:

 Grundlæggende frihedsrettigheder og god regeringsførelse.
 Udvikling af videnssamfund.
 Fremme af ligestilling mellem kønnene og kvinders deltagelse i det sociale, politiske og økonomiske liv.

Efter aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokra-terne blev navnet ændret til “Partnerskab for Dialog og Reform”.

I finanslovforliget for 2011 kan læses, at Initiativets tematiske fokus – bortset fra et nyt element vedr. fremme af israelsk-arabisk dialog og samarbejde – ”vil blive videreført i henhold til de prioriteter, der er fastlagt efter en ekstern gennemgang i 2009 (med styrket fokus på medier, kvinder og unge)”.